Patentbekendtgørelsen Kapitel 6

Denne konsoliderede version af patentbekendtgørelsen er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringsbekendtgørelser i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Bekendtgørelse om patenter og supplerende beskyttelsescertifikater

Bekendtgørelse nr. 2111 af 24. november 2021

Kapitel 6 Deponering
§ 20

Deponering efter patentlovens § 8 a, stk. 1, skal foretages hos en institution, som er international deponeringsmyndighed i henhold til Traktat om International Anerkendelse af Deponering af Mikroorganismer i Forbindelse med Behandling af Patentsager (Budapesttraktaten) indgået i Budapest den 28. april 1977, eller hos en af de øvrige deponeringsinstitutioner godkendt af Den Europæiske Patentmyndighed.

Stk. 2 Deponeringen skal foretages i overensstemmelse med Budapesttraktaten.

§ 21

Deponering efter patentlovens § 8 a, stk. 1, skal foretages senest den dag, hvor ansøgningen blev indleveret. Er der foretaget deponering af en prøve af biologisk materiale, skal ansøgeren inden for 16 måneder fra ansøgningens indleveringsdag eller, hvis prioritet begæres, fra prioritetsdagen, indgive oplysning om, hos hvilken institution deponeringen er foretaget, og det nummer, som institutionen har tildelt den deponerede prøve.

Stk. 2 Begærer ansøgeren, før udløbet af den frist, der er angivet i stk. 1, at ansøgningens akter gøres tilgængelige tidligere end foreskrevet i patentlovens § 22, stk. 1 og 2, skal de oplysninger, der er nævnt i stk. 1, gives senest samtidig med begæringen.

Stk. 3 Er en deponeret prøve overført fra en deponeringsinstitution til en anden i overensstemmelse med regel 5, stk. 1, i gennemførelsesforskrifterne til Budapesttraktaten, skal ansøgeren så snart som muligt efter modtagelsen af kvitteringen for den overførte deponering underrette Patent- og Varemærkestyrelsen om dette og om det nye nummer, som den deponerede prøve har fået tildelt.

Stk. 4 Patent- og Varemærkestyrelsen kan som dokumentation for rigtigheden af de oplysninger, der er nævnt i stk. 1 og 3, kræve, at ansøgeren indleverer en kopi af den kvittering, som deponeringsinstitutionen har udstedt vedrørende deponeringen.

§ 22

En ny deponering, som omhandlet i patentlovens § 8 a, stk. 2, skal foretages i overensstemmelse med Budapesttraktatens bestemmelser om ny deponering. Den nye deponering skal ledsages af en erklæring fra deponenten om, at det nye deponerede biologiske materiale er det samme som det oprindeligt deponerede.

Stk. 2 En ny deponering skal foretages inden for 3 måneder fra den dag, på hvilken deponenten modtog underretning fra deponeringsinstitutionen om, at en prøve af det tidligere deponerede biologiske materiale ikke kan udleveres. Hvis institutionen er ophørt som international deponeringsmyndighed for sådant biologisk materiale, som deponeringen vedrørte, eller hvis den er ophørt med at opfylde sine forpligtelser i henhold til Budapesttraktaten, og deponenten ikke har fået underretning om dette inden for 6 måneder efter, at Det Internationale Bureau har publiceret oplysning om forholdet, kan den nye deponering foretages inden for 3 måneder fra denne publicering. For de deponeringsinstitutioner, der er godkendt af Den Europæiske Patentmyndighed, gælder de frister, der er nævnt i 2. pkt., fra Den Europæiske Patentmyndigheds tilsvarende publicering.

Stk. 3 Ansøgeren skal inden for 4 måneder fra dagen for den nye deponering underrette Patent- og Varemærkestyrelsen om den nye deponering og om det nye nummer, som deponeringen har fået tildelt. Såfremt den frist, der er nævnt i § 21, stk. 1 eller stk. 2, udløber senere, kan underretningen ske inden udløbet af denne frist.

Stk. 4 Patent- og Varemærkestyrelsen kan som dokumentation for rigtigheden af de oplysninger, der er nævnt i stk. 3, kræve, at ansøgeren indleverer en kopi af den kvittering, som deponeringsinstitutionen har udstedt vedrørende deponeringen.

§ 23

Begæring efter patentlovens § 22, stk. 8, 1. pkt., om at få udleveret en prøve af deponeret biologisk materiale skal indgives til Patent- og Varemærkestyrelsen og affattes i overensstemmelse med regel 11 i gennemførelsesforskrifterne til Budapesttraktaten.

Stk. 2 Den, som begærer en prøve af biologisk materiale udleveret, skal ved særskilt erklæring overfor ansøgeren eller patenthaveren forpligte sig til ikke at lade andre få adgang til prøven, før ansøgningen er endeligt afgjort eller, hvis patentet bliver meddelt, indtil patentet er ophørt. Endvidere skal den, som begærer en prøve udleveret, ved særskilt erklæring overfor ansøgeren forpligte sig til ikke at anvende prøven til andet end forsøg, indtil ansøgningen er endeligt afgjort.

Stk. 3 Stk. 2 finder ligeledes anvendelse for så vidt angår biologisk materiale afledt af prøven, som har bibeholdt de karakteristiske træk, der er væsentlige for udøvelsen af opfindelsen.

§ 24

Begæring efter patentlovens § 22, stk. 7, om, at en prøve af deponeret biologisk materiale kun skal kunne udleveres til en særlig sagkyndig, skal fremsættes over for Patent- og Varemærkestyrelsen senest samtidig med, at ansøgningen bliver almindeligt tilgængelig efter patentlovens § 22.

Stk. 2 Som sagkyndig kan benyttes en person, som Patent- og Varemærkestyrelsen har bestemt er egnet, eller en person, som i det enkelte tilfælde er godkendt af ansøgeren.

Stk. 3 Må en prøve kun udleveres til en særlig sagkyndig, jf. stk. 1, skal den sagkyndige angives i begæringen om en prøve. Begæringen skal ved indgivelsen være ledsaget af en erklæring fra den sagkyndige i henhold til § 23, stk. 2. I disse tilfælde behøver den, som har fremsat begæring, ikke selv at afgive erklæring.

§ 25

I tilfælde hvor der er afgivet en erklæring efter §§ 23 og 24 kan en prøve, der er afledt af en udleveret prøve, dog deponeres for en ny patentansøgning eller brugsmodelansøgning, hvis deponering af den afledte prøve er nødvendig for denne ansøgning.

§ 26

Er der fremsat begæring om udlevering af en prøve, og er der i henhold til patentloven eller denne bekendtgørelse intet til hinder for, at prøven udleveres, udsteder Patent- og Varemærkestyrelsen attest herfor. Patent- og Varemærkestyrelsen sender begæringen om udlevering af en prøve og attesten til den deponeringsinstitution, hvor prøven er deponeret. Patent- og Varemærkestyrelsen sender samtidig en kopi af begæringen og attesten til ansøgeren eller patenthaveren.

Stk. 2 Finder Patent- og Varemærkestyrelsen, at en attest som angivet i stk. 1 ikke kan udstedes, giver Patent- og Varemærkestyrelsen den, der har begæret en prøve udleveret, underretning herom.