Patentbekendtgørelsen Kapitel 8

Denne konsoliderede version af patentbekendtgørelsen er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringsbekendtgørelser i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Bekendtgørelse om patenter og supplerende beskyttelsescertifikater

Bekendtgørelse nr. 2111 af 24. november 2021

Kapitel 8 Ændring af patentansøgningen
§ 28

Et patentkrav må ikke ændres således, at det kommer til at indeholde noget, som ikke fremgår af basisdokumenterne, jf. §§ 30 og 34, stk. 1. Ændres et patentkrav ved indførelse af nye bestemmelser, skal ansøgeren samtidig angive, hvor i basisdokumenterne der findes grundlag herfor.

Stk. 2 Efter at Patent- og Varemærkestyrelsen har afgivet udtalelse om resultatet af den foretagne nyhedsundersøgelse, må der ikke i samme patentansøgning optages patentkrav, som angiver en opfindelse, der er uafhængig af de opfindelser, der er angivet i tidligere indleverede krav.

Stk. 3 Ændringer i eller tilføjelser til patentkrav skal, hvis Patent- og Varemærkestyrelsen ikke tillader andet, ske ved indlevering af nyt eksemplar af patentkravene. I dette eksemplar skal samtlige fastholdte patentkrav være optaget i sammenhæng.

§ 29

I beskrivelse, tegninger og fotografier må ansøgeren kun foretage ændringer eller tillæg, der ikke ændrer ved forståelsen af patentkravene.

Stk. 2 Ved indlevering af nye eksemplarer af beskrivelsen skal ansøgeren afgive erklæring om, på hvilke punkter beskrivelsen ikke ordret stemmer overens med en tidligere indleveret beskrivelse.

§ 30

Basisdokumenterne i en dansk patentansøgning består af den på dansk eller engelsk affattede beskrivelse, herunder eventuelle tegninger, fotografier og sekvensliste, samt patentkrav, som de forelå ved ansøgningens indlevering, henholdsvis den dag ansøgningen anses for indleveret. Foreligger sådanne dokumenter ikke på et af disse tidspunkter, består basisdokumenterne af beskrivelse og patentkrav, når disse indleveres på dansk eller engelsk. Dette gælder kun i det omfang, at indholdet af dokumenterne på engelsk eller dansk tydeligt fremgår af de oprindeligt indleverede dokumenter. Har Patent- og Varemærkestyrelsen ikke krævet en oversættelse efter § 6, stk. 2, udgør dokumenterne, som er affattet på det pågældende sprog, basisdokumenterne.

Stk. 2 Basisdokumenterne i en europæisk patentansøgning, som begæres konverteret efter patentlovens § 88, består af den på dansk eller engelsk affattede beskrivelse, herunder eventuelle tegninger, fotografier og sekvensliste, samt patentkrav.

Stk. 3 Basisdokumenterne i en international ansøgning, der videreføres efter patentlovens § 31, består af den på dansk eller engelsk affattede beskrivelse, herunder tegninger, fotografier og sekvensliste, samt patentkrav.

Stk. 4 Indleveres en ansøgning med henvisning til en tidligere ansøgning i henhold til § 5, stk. 8, består basisdokumenterne af den kopi eller oversættelse af den tidligere ansøgning, der indleveres.