Pensionsafkastbeskatningsloven Kapitel 5

Denne konsoliderede version af pensionsafkastbeskatningsloven er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov nr. 1535 af 19. december 2007,
jf. lovbekendtgørelse nr. 12 af 06. januar 2023,
som ændret ved lov nr. 718 af 13. juni 2023

Kapitel 5 1 Skattepligtige institutioner under administration
§ 35

Træffer Finanstilsynet eller en tilsvarende tilsynsmyndighed i et land inden for Den Europæiske Union eller et andet land, som Fællesskabet har indgået aftale med på det finansielle område, beslutning om, at en pensionskasses bestand af pensionstilsagn eller et livsforsikringsaktieselskabs forsikringsbestand tages under administration, indtræder administrationsboet ved administrator i pensionskassens eller livsforsikringsaktieselskabets forpligtelse til at indgive opgørelser over beskatningsgrundlaget m.v., jf. bestemmelserne i kapitel 4. Administrationsboet hæfter for pensionskassens eller livsforsikringsaktieselskabets skat efter denne lov, herunder resterende skat og renter, der forfalder til betaling den dag, hvor der træffes beslutning om administrationens iværksættelse, eller senere, samt den skat, der påhviler bestanden af pensionstilsagn eller forsikringsbestanden. Overskydende skat og renter, herunder beløb svarende til uudnyttet negativ skat, jf. § 25, der forfalder til udbetaling den dag, hvor der træffes beslutning om administrationens iværksættelse, eller senere, tilfalder administrationsboet.