Pensionsbeskatningsloven § 11A

Denne konsoliderede version af pensionsbeskatningsloven er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov om beskatningen af pensionsordninger m.v. (pensionsbeskatningsloven)

Lov nr. 310 af 09. juni 1971,
jf. lovbekendtgørelse nr. 1327 af 10. september 2020,
som ændret ved lov nr. 1521 af 27. oktober 2020, lov nr. 2197 af 29. december 2020, lov nr. 2202 af 29. december 2020, lov nr. 2223 af 29. december 2020, lov nr. 465 af 20. marts 2021, lov nr. 2610 af 28. december 2021, lov nr. 902 af 21. juni 2022, lov nr. 1389 af 05. oktober 2022, lov nr. 609 af 31. maj 2023, lov nr. 718 af 13. juni 2023, lov nr. 753 af 13. juni 2023 og lov nr. 1564 af 12. december 2023

Rateopsparing i pensionsøjemed
§ 11A

En rateopsparing i pensionsøjemed skal indeholde bestemmelse om, at det opsparede pensionsbeløb udbetales i rater over mindst 10 år, jf. dog § 15 B, stk. 5, og § 41, stk. 1, nr. 3, og at rater, der kommer til udbetaling, medens kontohaveren lever, skal udbetales til denne. Endvidere skal følgende betingelser være opfyldt:

  • 1) Opsparingen skal være oprettet, enten i et pengeinstitut, der af Finanstilsynet er meddelt tilladelse til at drive pengeinstitutvirksomhed her i landet, i et kreditinstitut, der efter tilladelse i et andet land inden for EU, eller lande, som Fællesskabet har indgået aftale med på det finansielle område, udøver virksomhed her i landet gennem et fast driftssted, jf. § 30, stk. 1, 4-6, 8 og 9, i lov om finansiel virksomhed, i et kreditinstitut, der efter tilladelse i et andet land inden for EU/EØS udøver kreditinstitutvirksomhed, og som told- og skatteforvaltningen har godkendt, eller i en anden institution inden for EU/EØS, som told- og skatteforvaltningen har godkendt. Vilkårene for ordningen skal fastsættes i en aftale mellem pengeinstituttet og kontohaveren samt dennes arbejdsgiver, såfremt arbejdsgiveren bidrager til ordningen. Adgangen til at foretage indskud til en rateopsparing i pensionsøjemed ophører, når første rateudbetaling finder sted.

  • 2) De opsparede midler skal indsættes på indlånskonto i det pågældende pengeinstitut m.v. Med hensyn til midlernes anbringelse finder reglerne i § 12, stk. 1, nr. 1, 3.-8. og 12. pkt., tilsvarende anvendelse.

  • 3) Til kontoen skal være knyttet bestemmelse om, at opsparingen med påløbne renter m.v. tilhører kontohaveren, jf. dog § 17. Endvidere skal der være truffet bestemmelse om udbetaling i tilfælde af kontohaverens død.

  • 4) Der kan ikke aftales senere udbetaling for sidste rate, end  kalenderåret  30 år efter  at kontohaveren når pensionsudbetalingsalderen. Rateudbetalingen kan tidligst påbegyndes på det tidspunkt, hvor kontohaveren når pensionsudbetalingsalderen, jf. dog § 17 B, og for pensionsordninger omfattet af § 15 A tidligst 5 år efter at kontoen er oprettet, medmindre lavere aldersgrænse er godkendt af Skatterådet. Det kan dog tillige aftales, at udbetalingerne påbegyndes, i tilfælde af kontohaverens død før kontohaveren har nået pensionsudbetalingsalderen, eller i tilfælde af kontohaverens varigt nedsatte arbejdsevne, som efter reglerne i lov om social pension berettiger kontohaveren til at oppebære førtidspension eller seniorpension.

  • 5) Der kan ikke træffes bestemmelse om udbetaling efter kontohaverens død til andre end kontohaverens ”nærmeste pårørende”, jf. § 5 a i lov om visse civilretlige forhold m.v. ved pensionsopsparing i pengeinstitutter, eller kontohaverens ægtefælle eller fraskilte ægtefælle, kontohaverens livsarvinger, stedbørn eller stedbørns livsarvinger eller en navngiven person, der har fælles bopæl med kontohaveren ved indsættelsen, eller dennes livsarvinger.

Stk. 2 Før rateudbetalingen påbegyndes, vælger kontohaveren udbetalingsforløbet efter reglerne i dette stykke. Renter m.v., der tilskrives i det sidste udbetalingsår, skal senest udbetales sammen med sidste rate. Kontohaveren skal vælge et af følgende udbetalingsforløb:

  • 1) et udbetalingsforløb med en årlig rateudbetaling, der udgør et beløb svarende til ordningens værdi ved kalenderårets begyndelse delt med det antal år, hvori der endnu ikke er foretaget udbetaling, eller

  • 2) et udbetalingsforløb med en årlig rateudbetaling, der udgør et beløb, som ved uændret rente i hele udbetalingsperioden eller ved en forlængelse af udbetalingsperioden eller ændret udbetalingsforløb den resterende udbetalingsperiode vil give lige store årlige rater.

Stk. 3 Det beløb, der er nævnt i stk. 2, nr. 2, opgøres ved hvert kalenderårs begyndelse og beregnes som en annuitet på grundlag af ordningens værdi på dette tidspunkt og en amortisationsrente som nævnt i 2. pkt. Som amortisationsrente anvendes maksimalt en rente svarende til det langsigtede afkast af obligationer, der fremgår af de til Finanstilsynet senest meddelte samfundsforudsætninger for pensionsfremskrivninger, plus 2 procentpoint og herfra fradraget produktet af det nævnte afkast inklusive procenttillægget og skattesatsen ifølge pensionsafkastbeskatningslovens § 2.

Stk. 4 Er opsparingen opdelt, beregnes den årlige rateudbetaling af hver enkelt andel af opsparingen af andelens værdi ved kalenderårets begyndelse.

Stk. 5 Ved forlængelse af udbetalingsperioden, ændring af terminerne for de enkelte rateudbetalinger eller valg af nyt udbetalingsforløb, efter at udbetalingen er påbegyndt, beregnes de nye rater med virkning fra førstkommende kalenderårs begyndelse.

Stk. 6 Til kontoen kan knyttes en invalidesumsforsikring som nævnt i § 8, stk. 2. Pensionsbeskatningsbekendtgørelsen

Stk. 7 Skatteministeren kan fastsætte regler om administrationen af ordningen.