Pensionsbeskatningsloven § 41A

Denne konsoliderede version af pensionsbeskatningsloven er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov om beskatningen af pensionsordninger m.v. (pensionsbeskatningsloven)

Lov nr. 310 af 09. juni 1971,
jf. lovbekendtgørelse nr. 1327 af 10. september 2020,
som ændret ved lov nr. 1521 af 27. oktober 2020, lov nr. 2197 af 29. december 2020, lov nr. 2202 af 29. december 2020, lov nr. 2223 af 29. december 2020, lov nr. 465 af 20. marts 2021, lov nr. 2610 af 28. december 2021, lov nr. 902 af 21. juni 2022, lov nr. 1389 af 05. oktober 2022, lov nr. 609 af 31. maj 2023, lov nr. 718 af 13. juni 2023, lov nr. 753 af 13. juni 2023 og lov nr. 1564 af 12. december 2023

§ 41A

Hel eller delvis overførsel af en aldersopsparing, aldersforsikring eller supplerende engangssum til en anden aldersopsparing, aldersforsikring eller supplerende engangssum for samme kontohaver m.v. eller en ægtefælle efter udlodning til denne i henhold til § 30, stk. 2, behandles ikke som ud- og indbetaling. Det er en betingelse for delvis overførsel efter 1. pkt., at aldersopsparingen, aldersforsikringen eller den supplerende engangssum ikke indeholder opsparing foretaget før udgangen af 1982, jf. pensionsafkastbeskatningslovens § 10.

Stk. 2 Hel eller delvis overførsel, herunder konvertering af en kapitalforsikring i pensionsøjemed omfattet af § 10 eller en opsparing i pensionsøjemed omfattet af § 12 til en aldersforsikring omfattet af § 10 A eller aldersopsparing omfattet af § 12 A, behandles ikke som ud- og indbetaling, jf. dog 3. pkt. Hel eller delvis overførsel, herunder konvertering af en supplerende engangsydelse, jf. § 29 A, til en supplerende engangssum behandles ikke som ud- og indbetaling, jf. dog 3. pkt. En overførsel, herunder konvertering som nævnt i 1. eller 2. pkt., behandles som en udbetaling i relation til § 25, stk. 1, nr. 9, § 29 A, stk. 1, og § 38. Det er en betingelse for delvis overførsel, herunder delvis konvertering efter 1. og 2. pkt., at kapitalforsikringen, opsparingen i pensionsøjemed eller den supplerende engangsydelse ikke indeholder opsparing foretaget før udgangen af 1982, jf. pensionsafkastbeskatningslovens § 10.

Stk. 3 Overførsel af en LD-aldersopsparing til en aldersforsikring, aldersopsparing eller supplerende engangssum behandles ikke som en ud- og indbetaling.

Stk. 4 Har en efterlevende opnået ret til udbetaling af en aldersopsparing, aldersforsikring eller supplerende engangssum, anses en hel overførsel af pensionsordningen til en nyoprettet aldersopsparing, aldersforsikring eller supplerende engangssum i et andet pensionsinstitut ikke som ind- og udbetaling.