Pensionsloven Kapitel 10

Denne konsoliderede version af pensionsloven er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov om social pension

Lov nr. 217 af 16. maj 1984,
jf. lovbekendtgørelse nr. 527 af 25. april 2022,
som ændret ved lov nr. 452 af 20. april 2022, lov nr. 831 af 14. juni 2022, lov nr. 875 af 21. juni 2022, lov nr. 679 af 03. juni 2023, lov nr. 726 af 13. juni 2023, lov nr. 753 af 13. juni 2023, lov nr. 754 af 13. juni 2023 og lov nr. 1769 af 28. december 2023

Kapitel 10 Administration m.v.
§ 56a

I den seneste lovbekendtgørelse på retsinformation er ændringen som følger af § 1, nr. 6, i ændringslov nr. 2202 af 29/12 2020 ved en fejl ikke blevet implementeret. Ændringen trådte i kraft den 1. januar 2021, jf. § 17, stk. 1, i ændringslov nr. 2202 af 29/12 2020. Udbetaling Danmark varetager opgaverne vedrørende folkepension, tidlig pension, varmetillæg, petroleumstillæg, mediecheck, opsat pension, supplerende pensionsydelse og øvrige tillæg efter kapitel 11. Udbetaling Danmark varetager endvidere opgaver om retten til at medtage en tilkendt folkepension, førtidspension, seniorpension eller tidlig pension ved fast bopæl i udlandet, førtidspension ved fast bopæl på Færøerne og i Grønland og opgaver om retten til at modtage folkepension og tidlig pension ved fast bopæl i udlandet. Desuden varetager Udbetaling Danmark alle opgaver vedrørende beregning og udbetaling af førtidspension, seniorpension og tidlig pension.

Stk. 2 Udbetaling Danmark træffer afgørelse om størrelsen af den personlige tillægsprocent og den likvide formue.

Stk. 3 Seniorpensionsenheden varetager opgaver vedrørende seniorpension efter kapitel 3 a.

Stk. 4 Kommunalbestyrelsen varetager opgaverne vedrørende personligt tillæg og helbredstillæg til folkepensionister. Desuden varetager kommunalbestyrelsen de opgaver vedrørende førtidspension og seniorpension, som ikke er nævnt i stk. 1-3, og opgaver vedrørende seniorpension efter kapitel 3 a, hvis Seniorpensionsenheden anmoder herom, samt opgaver efter §§ 4 og 6 i lov om Seniorpensionsenheden.

Stk. 5 Kommunalbestyrelsen i handlekommunen skal, uden at borgeren indgiver ansøgning herom, vurdere, om borgeren har ret til anden hjælp fra kommunen, når Udbetaling Danmark eller Seniorpensionsenheden giver afslag på pension på grund af regler om optjening eller tilkender en procentandel af fuld pension. Kommunalbestyrelsen i handlekommunen skal tilbyde at give vejledning efter § 5 i lov om retssikkerhed og administration på det sociale område, når en førtidspensionist, seniorpensionist eller tidlig pensionist overgår til folkepension. Udbetaling Danmark eller Seniorpensionsenheden skal give meddelelse til kommunen om personer, der er omfattet af situationerne nævnt i 1. og 2. pkt.

§ 57

Kommunalbestyrelsen i handlekommunen varetager administrationen af de kommunale opgaver efter denne lov, jf. kapitel 3 i lov om retssikkerhed og administration på det sociale område.

§ 58

Beskæftigelsesministeren kan fastsætte regler om udveksling af oplysninger mellem Danmark og Færøerne og mellem Danmark og Grønland i sager, hvor førtidspensionister og folkepensionister flytter mellem rigsdelene. Bekendtgørelse om social pension (førtidspension, seniorpension og folkepension)

§ 59

(Ophævet)

§ 60

Beskæftigelsesministeren kan fastsætte regler om fradrag i pensionen for beløb, som pensionisten har modtaget i pension efter udenlandsk lovgivning i det tidsrum, for hvilket der beregnes pension efter denne lov. Bekendtgørelse om social pension (førtidspension, seniorpension og folkepension)

§ 61

(Ophævet)

§ 62

Udbetaling Danmark har myndighedsansvaret efter denne lov vedrørende pension, der skal ydes til personer med fast bopæl i udlandet eller på Færøerne eller i Grønland efter denne lov, efter forordning (EF) nr. 883/04 om koordinering af de sociale sikringsordninger og efter regler i overenskomster med andre stater.

Stk. 2 Ved udøvelsen af de beføjelser, der er nævnt i stk. 1, finder §§ 1821 og 26 d ikke anvendelse på personer med bopæl i udlandet. Grundlaget for afgørelsen om førtidspension, jf. § 19, eller seniorpension, jf. § 26 c, skal bestå af redegørelser for de forhold og omstændigheder, som kan oplyses af de udenlandske pensionsmyndigheder.

Stk. 3 Udbetaling Danmark kan behandle en sag om seniorpension til personer med fast bopæl i udlandet, når der ved påbegyndelsen af realitetsbehandlingen er mindre end 6 måneder til, at personen opfylder betingelsen om højst at have 6 år til folkepensionsalderen.

Stk. 4 Beskæftigelsesministeren fastsætter nærmere regler om varetagelse af administration af pension for personer, der har bopæl i udlandet. Bekendtgørelse om social pension (førtidspension, seniorpension og folkepension)

§ 62a

Kommunerne afholder udgifter til administration af seniorpension, jf. § 56 a, stk. 1 og 2, gennem betaling af et administrationsbidrag, jf. § 22 i lov om Udbetaling Danmark. Staten afholder udgifter til administration af seniorpension for borgere omfattet af § 62 gennem betaling af et administrationsbidrag, jf. § 25 i lov om Udbetaling Danmark.

§ 62b

(Ophævet)