Personskatteloven § 8a

Denne konsoliderede version af personskatteloven er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov om indkomstskat for personer m.v.

Lov nr. 151 af 19. marts 1986,
jf. lovbekendtgørelse nr. 1284 af 14. juni 2021,
som ændret ved lov nr. 252 af 25. februar 2022, lov nr. 610 af 31. maj 2023, lov nr. 679 af 03. juni 2023, lov nr. 1564 af 12. december 2023 og lov nr. 108 af 31. januar 2024

§ 8a

Skat af aktieindkomst, der ikke overstiger et grundbeløb på 48.300 kr. (2010- niveau), beregnes som en endelig skat, der for indkomstårene 2010 og 2011 udgør 28 pct. og for indkomståret 2012 og efterfølgende indkomstår udgør 27 pct. Indeholdt udbytteskat efter kildeskattelovens § 65 af aktieindkomst, der ikke overstiger grundbeløbet, er endelig betaling af skatten, og udbytteskatten modregnes ikke i slutskatten efter kildeskattelovens § 67.

Stk. 2 Skat af aktieindkomst, der overstiger et grundbeløb på 48.300 kr. (2010-niveau), beregnes med 42 pct. Skatten indgår i slutskatten, og den udbytteskat, der er indeholdt i denne del af udbyttet efter kildeskattelovens § 65, modregnes i slutskatten efter kildeskattelovens § 67.

Stk. 3 Overstiger den indeholdte udbytteskat efter kildeskattelovens § 65 den i stk. 1 nævnte skatteprocent af den samlede aktieindkomst, modregnes det overskydende beløb i slutskatten. Er aktieindkomsten negativ, modregnes hele den indeholdte udbytteskat i slutskatten.

Stk. 4 Er en gift persons aktieindkomst lavere end de i stk. 1 og 2 nævnte grundbeløb, forhøjes den anden ægtefælles grundbeløb med forskelsbeløbet, dog højst med grundbeløbet. Det er en forudsætning, at ægtefællerne er samlevende ved indkomstårets udløb.

Stk. 5 Er aktieindkomsten negativ, beregnes negativ skat med den i stk. 1 nævnte procentsats af beløb, der ikke overstiger grundbeløbet, og med skatteprocenten nævnt i stk. 2 af beløb, der overstiger grundbeløbet. Den negative skat modregnes i den skattepligtiges slutskat, og et eventuelt resterende beløb fremføres til modregning i slutskatten for de følgende indkomstår.

Stk. 6 Er en gift persons aktieindkomst negativ, modregnes beløbet i den anden ægtefælles positive aktieindkomst. Det er en forudsætning, at ægtefællerne er samlevende ved indkomstårets udløb. Af et eventuelt resterende negativt beløb beregnes negativ skat efter stk. 5 med anvendelse af dobbelt grundbeløb. Har begge ægtefæller negativ aktieindkomst, fordeles det dobbelte grundbeløb forholdsmæssigt mellem ægtefællerne. Negativ skat, der ikke kan modregnes i den skattepligtiges slutskat, modregnes i ægtefællens slutskat.

Stk. 7 Grundbeløb i stk. 1-2 reguleres efter § 20.