PET-loven Kapitel 9

Denne konsoliderede version af pET-loven er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov om Politiets Efterretningstjeneste (PET)

Lov nr. 604 af 12. juni 2013,
jf. lovbekendtgørelse nr. 231 af 07. marts 2017,
som ændret ved lov nr. 503 af 23. maj 2018 og lov nr. 1706 af 27. december 2018

Kapitel 9 1 Tilsynet med Efterretningstjenesterne
§ 16

Der oprettes et tilsyn med efterretningstjenesterne bestående af 5 medlemmer, som udpeges af justitsministeren efter forhandling med forsvarsministeren.

Stk. 2 Formanden, der skal være landsdommer, udpeges efter indstilling fra præsidenterne for Østre Landsret og Vestre Landsret. Medlemmerne beskikkes for 4 år. Et medlem har ret til genbeskikkelse for yderligere 4 år. Herudover kan genbeskikkelse ikke finde sted.

Stk. 3 Justitsministeren kan ikke tilbagekalde et medlems beskikkelse, medmindre medlemmet selv anmoder derom eller forudsætningerne for medlemmets beskikkelse bortfalder.

Stk. 4 Tilsynet antager og sikkerhedsgodkender den fornødne sekretariatsbistand.

Stk. 5 Tilsynet fastsætter selv sin forretningsorden.

§ 17

Tilsynet udøver sine funktioner i fuld uafhængighed.

§ 18

Tilsynet påser efter klage eller af egen drift, at Politiets Efterretningstjeneste overholder reglerne i §§ 3, 4 og 6 a-11 og regler udstedt i medfør heraf. Tilsynet varetager endvidere de opgaver, der er nævnt i § 13.

§ 19

Tilsynet kan som led i sin virksomhed efter § 18 afgive udtalelse over for Politiets Efterretningstjeneste.

Stk. 2 Tilsynet underretter justitsministeren om forhold, som ministeren efter tilsynets opfattelse bør have kendskab til.

Stk. 3 Hvis Politiets Efterretningstjeneste undtagelsesvis beslutter ikke at følge en henstilling i en udtalelse fra tilsynet, jf. stk. 1, skal tjenesten underrette tilsynet herom og uden unødigt ophold forelægge sagen for justitsministeren til afgørelse.

§ 20

Tilsynet kan hos Politiets Efterretningstjeneste kræve enhver oplysning og alt materiale, der er af betydning for dets virksomhed.

Stk. 2 Tilsynets medlemmer og sekretariat har til enhver tid mod behørig legitimation uden retskendelse adgang til alle lokaler, hvorfra en behandling, som foretages for Politiets Efterretningstjeneste, administreres, hvorfra der er adgang til de oplysninger, som behandles, eller hvor tekniske hjælpemidler opbevares eller anvendes.

Stk. 3 Tilsynet kan afkræve Politiets Efterretningstjeneste skriftlige udtalelser om faktiske og retlige forhold.

Stk. 4 Tilsynet kan anmode om, at en repræsentant for Politiets Efterretningstjeneste er til stede med henblik på at redegøre for de behandlede sager.

§ 21

Tilsynets virksomhed er undtaget fra lov om offentlighed i forvaltningen. Dog gælder § 13 i lov om offentlighed i forvaltningen for tilsynet.

Stk. 2 Tilsynets virksomhed er undtaget fra forvaltningslovens kapitel 4-6 , databeskyttelsesloven, Europa-Parlamentets og Rådets forordning nr. 2016/679 af 27. april 2016 om beskyttelse af fysiske personer i forbindelse med behandling af personoplysninger og om fri udveksling af sådanne oplysninger og lov om retshåndhævende myndigheders behandling af personoplysninger.

§ 22

Tilsynet afgiver en årlig redegørelse om sin virksomhed til justitsministeren. Redegørelsen offentliggøres.