Planloven § 1

Denne konsoliderede version af planloven er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov om planlægning

Lov nr. 388 af 06. juni 1991,
jf. lovbekendtgørelse nr. 223 af 01. marts 2024

§ 1

Loven skal sikre en sammenhængende planlægning, der forener de samfundsmæssige interesser i arealanvendelsen, medvirker til at værne om landets natur og miljø samt klima og skaber gode rammer for vækst og udvikling i hele landet, så samfundsudviklingen kan ske på et bæredygtigt grundlag med respekt for menneskets livsvilkår, bevarelse af dyre- og planteliv og øget økonomisk velstand.

Stk. 2 Loven tilsigter særlig,

  • 1) at der ud fra en planmæssig og samfundsøkonomisk helhedsvurdering sker en hensigtsmæssig udvikling i hele landet og i de enkelte kommuner og lokalsamfund,

  • 2) at der skabes og bevares værdifulde bebyggelser, bymiljøer og landskaber,

  • 3) at skabe gode rammer for erhvervsudvikling og vækst,

  • 4) at de åbne kyster fortsat skal udgøre en væsentlig naturværdi og landskabelig værdi,

  • 5) at biodiversiteten understøttes, og at udledning af drivhusgasser, forurening af luft, vand og jord samt støjulemper forebygges,

  • 6) at offentligheden i videst muligt omfang inddrages i planlægningsarbejdet, og

  • 7) at alsidighed i boligsammensætningen fremmes gennem mulighed for planlægning for almene boliger i byerne.