PNR-loven Kapitel 3

Denne konsoliderede version af pNR-loven er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov om indsamling, anvendelse og opbevaring af oplysninger om flypassagerer (PNR-loven)

Lov nr. 1706 af 27. december 2018,
som ændret ved lov nr. 2601 af 28. december 2021

Kapitel 3 1 Opbevaring og maskering
§ 5

PNR-oplysninger, jf. bilag 1, fra luftfartsselskaber opbevares i en periode på 5 år efter videregivelsen til PNR-enheden, hvorefter oplysningerne slettes.

§ 6

Modtager PNR-enheden PNR-oplysninger, jf. bilag 1 der indeholder andre oplysninger end nævnt i bilag 1, slettes oplysningerne straks.

§ 7

6 måneder efter at videregivelsen af PNR-oplysninger, jf. bilag 1, har fundet sted, maskeres følgende oplysninger:

  • 1) Passagerens navn, herunder medpassagerers navne og antal rejsende, der rejser sammen.

  • 2) Adresse og kontaktoplysninger.

  • 3) Alle former for betalingsoplysninger, herunder faktureringsadresse.

  • 4) Oplysninger om bonusprogrammer.

  • 5) Generelle bemærkninger.

  • 6) Eventuelt indsamlede API-oplysninger, der er omfattet af punkt 18 i bilag 1.

Stk. 2 Oplysninger, der er maskeret efter stk. 1, må ikke afmaskeres, medmindre

  • 1) det er nødvendigt for at forebygge, opdage, efterforske eller retsforfølge terrorhandlinger og grov kriminalitet, jf. bilag 2, der kan straffes med mindst 3 års fængsel, og afmaskeringen er godkendt af politiet eller den, som bemyndiges hertil,

  • 2) de afmaskerede oplysninger må antages at have betydning for varetagelsen af Politiets Efterretningstjenestes opgaver vedrørende forebyggelse og efterforskning af overtrædelser af straffelovens kapitel 12 og 13 og afmaskeringen er godkendt af chefen for Politiets Efterretningstjeneste eller den, som bemyndiges hertil, eller

  • 3) de afmaskerede oplysninger må antages at have betydning for varetagelsen af Forsvarets Efterretningstjenestes virksomhed rettet mod forhold i udlandet, jf. dog § 15, stk. 3, og afmaskeringen er godkendt af chefen for Forsvarets Efterretningstjeneste eller den, som bemyndiges hertil.

Stk. 3 Rigspolitiets databeskyttelsesrådgiver, jf. § 25, stk. 1, underrettes om afmaskering efter stk. 2, nr. 1, og foretager en efterfølgende kontrol af, om betingelserne for afmaskering er opfyldt. Databeskyttelsesrådgiveren underretter PNR-enheden og, hvis det er relevant, de berørte myndigheder, hvis betingelserne for afmaskering ikke er opfyldt.

§ 8

PNR-enheden opbevarer resultatet af behandlingen af oplysningerne, der har fundet sted i medfør af § 10, nr. 1-4, så længe det er nødvendigt for at underrette de kompetente myndigheder, der er angivet i bilag 3, samt Politiets Efterretningstjeneste og Forsvarets Efterretningstjeneste eller kompetente myndigheder eller PNR-enheder i andre EU-medlemsstater om et hit.

Stk. 2 Giver resultatet af behandlingen af PNR-oplysninger, jf. bilag 1, et ukorrekt hit, kan resultatet af behandlingen dog lagres med henblik på at undgå fremtidige ukorrekte hits, så længe de bagvedliggende oplysninger ikke er slettet.