Politiloven § 10

Denne konsoliderede version af politiloven er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov om politiets virksomhed

Lov nr. 444 af 09. juni 2004,
jf. lovbekendtgørelse nr. 1270 af 29. november 2019,
som ændret ved lov nr. 131 af 27. februar 2018, lov nr. 1174 af 08. juni 2021, lov nr. 801 af 07. juni 2022, lov nr. 891 af 21. juni 2022, lov nr. 897 af 21. juni 2022 og lov nr. 1786 af 28. december 2023

Svage og udsatte persongrupper
§ 10

Politiet skal tage sig af en person, der er ude af stand til at tage vare på sig selv på grund af sygdom, tilskadekomst eller hjælpeløshed i øvrigt, og som træffes under forhold, der indebærer fare for den pågældende selv eller andre eller for den offentlige orden eller sikkerhed. Er der mistanke om, at personen umiddelbart har behov for lægehjælp, skal den pågældende straks undersøges af en læge.

Stk. 2 Politiet kan besigtige den syge eller hjælpeløse persons legeme, undersøge tøj og andre genstande, herunder køretøjer, i den pågældendes besiddelse samt skaffe sig adgang til et ikke frit tilgængeligt sted uden retskendelse med henblik på

  • 1)   at vurdere personens tilstand og faren for den pågældende,

  • 2)   at afværge faren for personen eller andre eller for den offentlige orden eller sikkerhed eller

  • 3)   at fastlægge den pågældendes identitet.

Stk. 3 Med henblik på at afværge faren for den syge eller hjælpeløse person eller andre eller for den offentlige orden eller sikkerhed kan politiet foretage andre indgreb over for den pågældende, herunder udstede påbud og fratage vedkommende genstande.

Stk. 4 Findes mindre indgribende midler, jf. stk. 2 og 3, ikke tilstrækkelige til at afværge faren for den syge eller hjælpeløse person eller andre eller for den offentlige orden eller sikkerhed, kan den syge og hjælpeløse person om nødvendigt frihedsberøves, jf. § 3, med henblik på hjemtransport, lægeundersøgelse eller overgivelse til andre, der på forsvarlig måde kan tage sig af den pågældende. Frihedsberøvelsen skal være så kortvarig og skånsom som muligt.