Privatvejsloven Afsnit II

Denne konsoliderede version af privatvejsloven er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov om private fællesveje

Lov nr. 1537 af 21. december 2010,
jf. lovbekendtgørelse nr. 422 af 25. april 2023,
som ændret ved lov nr. 679 af 03. juni 2023 og lov nr. 1568 af 12. december 2023

Kapitel 5 1 Vejudlæg m.v., nedlæggelse og omlægning
Vejudlæg m.v.
§ 11

Vejudlæg og tildeling af vejrettigheder foretages af ejerne af de ejendomme, som vejen skal ligge på.

Nedlæggelse og omlægning
§ 12

Private fællesveje, der er taget i brug, må ikke nedlægges uden kommunalbestyrelsens godkendelse, jf. §§ 72-78.

Stk. 2 Kommunalbestyrelsen kan give de vejberettigede påbud om at genetablere en vej, hvis den nedlægges uden kommunalbestyrelsens godkendelse.

Stk. 3 Overholdes påbuddet ikke, kan kommunalbestyrelsen lade vejen genetablere på de vejberettigedes regning.

Kapitel 6 1 Vedligeholdelse
§ 13

De vejberettigede er ansvarlige for, at vejen er i god og forsvarlig stand i forhold til færdslens art og omfang.

§ 14

En vejberettiget kan anmode kommunalbestyrelsen om at tage stilling til, om en vej er i god og forsvarlig stand i forhold til færdslens art og omfang, eller til udgiftsfordelingen vedrørende den af kommunalbestyrelsen fastsatte fremtidige vedligeholdelse.

Stk. 2 Kommunalbestyrelsen kan af egen drift tage stilling til de i stk. 1 nævnte spørgsmål.

Stk. 3 Kommunalbestyrelsen kan pålægge den, der efter stk. 1 har anmodet kommunen om at tage stilling til vejens vedligeholdelsesstand eller om at fastsætte en ny udgiftsfordeling vedrørende vejens fremtidige vedligeholdelse, at afholde kommunens dokumenterede administrative udgifter, når dette efter kommunalbestyrelsens skøn er rimeligt.

§ 15

Kommunalbestyrelsen kan bestemme, at en privat fællesvej skal vedligeholdes, så den er i god og forsvarlig stand i forhold til færdslens art og omfang. Kommunalbestyrelsen kan samtidig træffe bestemmelse om den fremtidige vedligeholdelse af vejen.

Stk. 2 Kommunalbestyrelsen kan bestemme, at flere private fællesveje, der udgør en færdselsmæssig enhed, skal vedligeholdes samlet. Arbejderne skal i så fald udføres som et samlet arbejde. Udgifterne fordeles herefter mellem de vejberettigede, der benytter vejen, jf. stk. 4.

Stk. 3 Hvis kommunalbestyrelsen påtænker at bestemme, at et arbejde skal udføres som et samlet arbejde, skal den med mindst 4 ugers varsel fremsende udkast til afgørelse inklusive udgiftsfordeling til dem, der forventes at blive berørt af afgørelsen, med henblik på at de kan fremkomme med indsigelser.

Stk. 4 Kommunalbestyrelsen fordeler arbejderne og udgifterne til de arbejder, som kommunen efter stk. 1 og 2 kræver udført, i forhold til de vejberettigedes brug af vejen. Kommunalbestyrelsen afholder dog udgifterne til de arbejder, der kræves udført med henblik på at sikre offentlighedens adgang til vejen efter reglerne i naturbeskyttelsesloven.

§ 16

I den seneste lovbekendtgørelse på Retsinformation er § 141 i lov nr. 1520 af 27. december 2014 ikke implementeret korrekt.
De følgende paragraffer i lov om private fællesveje er blevet påvirket af den nævnte forkerte gennemførelse i den officielle lovbekendtgørelse:
1) § 8, stk. 4,
2) § 16, stk. 1,
3) § 23, stk. 2: delvis/delvist,
4) § 36, stk. 2: to/2; 1,5 m/1,5 meter,
5) § 49, stk. 1: el.lign./eller lignende,
6) § 50, stk. 2: fællesvej/fælles vej; stykke/stk.,
7) § 58, stk. 1: femte/5,
8) § 70 b, stk. 3: udføres/påbegyndes,
9) § 87 a, stk. 1: §§ 67-69 og § 70, stk. 1/ § 70, stk. 1, og §§ 67-69; stk. 2: De har slettet et §-tegn,
10) § 88 a,
11) § 98, stk. 1, nr. 1: De har indsat et “og” imellem 34 og 36,
12) § 99 a, stk. 1: tre/3; stk. 2: De har slettet et § tegn.

Vi har implementeret § 141 i lov nr. 1520 af 27. december 2014, som den er vedtaget.
Kommunalbestyrelsen kan pålægge de vedligeholdelsesforpligtede grundejere konkrete vedligeholdelsesarbejder i forhold til deres brug af vejen.

Stk. 2 Udføres et pålagt vedligeholdelsesarbejde efter stk. 1 ikke inden for den fastsatte frist, kan kommunalbestyrelsen lade arbejdet udføre for de vedligeholdelsesforpligtedes regning.

§ 17

I udgifterne, der fordeles efter dette kapitel, indgår både dokumenterede anlægsudgifter og dokumenterede administrative udgifter for kommunen.

Kommunalbestyrelsens udførelse af vedligeholdelsen
§ 18

Hvis vedligeholdelsesforpligtede grundejere, der ved en fordeling efter reglerne i § 15, stk. 4, er eller vil kunne blive pålagt at afholde mindst to tredjedele af de samlede udgifter til vejens vedligeholdelse, anmoder om det, kan kommunalbestyrelsen bestemme, at den helt eller delvis påtager sig vedligeholdelsen, herunder den fremtidige vedligeholdelse, af vejen for samtlige vedligeholdelsesforpligtedes regning.

Stk. 2 Kommunalbestyrelsen skal sikre, at arbejde efter stk. 1 udføres billigst muligt ved gennemførelse af proceduren i § 99 a. De vedligeholdelsesforpligtede grundejere kan forlange, at kommunalbestyrelsen redegør nærmere for, hvordan dette er sket.

§§ 19-22

(Ophævet)

Kapitel 7 1 Vintervedligeholdelse og renholdelse
§ 23

Kommunalbestyrelsen kan bestemme,

  • 1) at en privat fællesvej skal ryddes for sne,

  • 2) at der skal træffes foranstaltninger mod glat føre på vejen, og

  • 3) at vejen skal renholdes.

Stk. 2

I den seneste lovbekendtgørelse på Retsinformation er § 141 i lov nr. 1520 af 27. december 2014 ikke implementeret korrekt.
De følgende paragraffer i lov om private fællesveje er blevet påvirket af den nævnte forkerte gennemførelse i den officielle lovbekendtgørelse:
1) § 8, stk. 4,
2) § 16, stk. 1,
3) § 23, stk. 2: delvis/delvist,
4) § 36, stk. 2: to/2; 1,5 m/1,5 meter,
5) § 49, stk. 1: el.lign./eller lignende,
6) § 50, stk. 2: fællesvej/fælles vej; stykke/stk.,
7) § 58, stk. 1: femte/5,
8) § 70 b, stk. 3: udføres/påbegyndes,
9) § 87 a, stk. 1: §§ 67-69 og § 70, stk. 1/ § 70, stk. 1, og §§ 67-69; stk. 2: De har slettet et §-tegn,
10) § 88 a,
11) § 98, stk. 1, nr. 1: De har indsat et “og” imellem 34 og 36,
12) § 99 a, stk. 1: tre/3; stk. 2: De har slettet et § tegn.

Vi har implementeret § 141 i lov nr. 1520 af 27. december 2014, som den er vedtaget.
Kommunalbestyrelsen kan bestemme, at arbejdet helt eller delvis skal udføres i overensstemmelse med §§ 80-82.

Stk. 3 § 15 finder tilsvarende anvendelse. Dog skal et påbudt vinterarbejde, der fordeles efter § 15, stk. 4, fordeles efter brugen af vejen om vinteren.

Stk. 4 §§ 85 og 86 finder tilsvarende anvendelse.

§ 24

Kommunalbestyrelsen kan om nødvendigt bestemme, at kommunen helt eller delvis sørger for at udføre de pligter, der er pålagt grundejere efter § 23, for grundejernes regning.

Kapitel 7 a Gravearbejder m.m. i forbindelse med ledninger, kabler og tilbehør hertil i private fællesveje og private fællesstier på landet
§ 24a

Kan der ikke opnås enighed mellem vejarealets ejer og en ledningsejer om vilkårene for placering af ledninger, kabler og tilbehør hertil i et areal, der er taget i brug for en privat fællesvej eller privat fællessti, kan kommunalbestyrelsen efter ansøgning meddele tilladelse til, at de omhandlede ledninger, kabler og tilbehør hertil placeres i eller på den private fællesvej eller den private fællessti til forsyning af tilgrænsende eller nærliggende ejendomme efter gæsteprincippet, jf. § 70. En tilladelse forudsætter, at ledninger, kabler eller tilbehør hertil er omfattet af bestemmelser fastsat af transportministeren i medfør af stk. 7.

Stk. 2 En ansøgning efter stk. 1 kan tidligst indgives til kommunalbestyrelsen, når det kan sandsynliggøres, at der ikke er enighed og heller ikke udsigt til enighed, eller når arealejeren ikke har besvaret ledningsejerens anmodning senest 4 uger efter modtagelse af anmodningen, medmindre særlige årsager gør sig gældende.

Stk. 3 § 70 a finder anvendelse ved ansøgninger efter dette kapitel. Endvidere finder §§ 74 og 75 i lov om offentlige veje m.v. tilsvarende anvendelse i forbindelse med ansøgninger og § 76 i lov om offentlige veje m.v. tilsvarende anvendelse i forbindelse med meddelelsen af tilladelser efter dette kapitel.

Stk. 4 Kommunalbestyrelsen skal betinge en tilladelse efter stk. 1 af, at ledningsejeren

  • 1) yder vedkommende grundejere erstatning for tab ved anbringelse eller tilstedeværelse samt ved eftersyn og istandsættelse af de omhandlede ledninger, kabler og tilbehør hertil,

  • 2) retablerer vejareal og arbejdsareal efter endt arbejde og

  • 3) skriftligt underretter kommunen om, at retableringsarbejderne er gennemført.

Stk. 5 Arbejder på ledninger, kabler og tilbehør hertil tilladt efter stk. 1 kan tidligst påbegyndes 3 uger efter et varsel herom til vejarealets ejer. Ledningsejeren kan dog udføre uopsættelige reparationer af ledninger, kabler og tilbehør hertil tilladt efter stk. 1 uden forudgående underretning af vejarealets ejer. Uopsætttelige reparationer skal anmeldes til vejejeren snarest muligt, dog senest 1 arbejdsdag efter arbejdets begyndelse.

Stk. 6 Grundejerne kan ikke modsætte sig udførelsen af arbejder, hvortil der er meddelt tilladelse efter stk. 1, og varslede arbejder eller uopsættelige reparationer efter stk. 5.

Stk. 7 Transportministeren fastsætter regler om, hvilke ledninger, kabler og tilbehør hertil stk. 1 finder anvendelse på.