Privatvejsloven Kapitel 12

Denne konsoliderede version af privatvejsloven er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov om private fællesveje

Lov nr. 1537 af 21. december 2010,
jf. lovbekendtgørelse nr. 422 af 25. april 2023,
som ændret ved lov nr. 679 af 03. juni 2023 og lov nr. 1568 af 12. december 2023

Kapitel 12 1 Vintervedligeholdelse og renholdelse
§ 79

Kommunalbestyrelsen kan efter forhandling med politiet bestemme, at ejerne af de ejendomme, der grænser til en privat fællesvej, og som har vejret, skal rydde vejen for sne, træffe foranstaltninger mod glat føre på vejen og renholde vejen på den del af vejen, som ligger nærmest ejendommen.

Stk. 2 Bestemmelserne fastsættes for et nærmere angivet område.

Stk. 3 Kommunalbestyrelsen skal offentliggøre beslutninger truffet efter stk. 1.

Grundejernes pligter
Snerydning
§ 80

Grundejerne skal rydde færdselsarealer for sne snarest muligt efter snefald. Pladsen omkring brandhaner og installationer til trafikregulering skal altid holdes ryddet for sne.

Stk. 2 Uanset om grundejerne har pligt til at rydde sne på fortov og kørebane, jf. § 79, skal grundejerne rydde trapper til deres ejendomme for sne.

Stk. 3 Kommunalbestyrelsen kan efter forhandling med politiet fastsætte nærmere bestemmelser om snerydningens udførelse, herunder om tidspunkter for snerydningen og om placering af snebunker.

Glatførebekæmpelse
§ 81

Grundejerne skal snarest muligt efter førets indtræden strø grus, sand el.lign. på færdselsarealet.

Stk. 2 Uanset om grundejerne har pligt til at træffe foranstaltninger mod glat føre på fortov og kørebane, jf. § 79, skal grundejerne glatførebekæmpe på trapper til deres ejendomme.

Stk. 3 Kommunalbestyrelsen kan efter forhandling med politiet fastsætte nærmere bestemmelser om glatførebekæmpelsens udførelse, herunder om tidspunkter for glatførebekæmpelsen og om, med hvilke midler glatførebekæmpelsen må udføres.

Renholdelse
§ 82

Grundejerne skal

  • 1) fjerne ukrudt,

  • 2) feje eller på anden måde renholde færdselsarealer, der er asfalteret, brolagt, flisebelagt eller i øvrigt overfladebehandlet,

  • 3) fjerne affald og andet, der er særlig forurenende eller til ulempe for færdslen, og

  • 4) renholde grøfter, rendestene, nedløbsriste, rørgennemløb og udløbsrender for alt, der kan hindre vandets frie løb.

Stk. 2 Uanset om grundejerne har pligt til at renholde fortov og kørebane, jf. § 79, skal grundejerne renholde trapper til deres ejendomme.

Stk. 3 Kommunalbestyrelsen kan efter forhandling med politiet fastsætte nærmere bestemmelser om renholdelsens udførelse, herunder om tidspunkter for renholdelsen og om, hvilke midler der må anvendes, og om placering eller fjernelse af affald.

Kommunens udførelse af grundejernes pligter
§ 83

Kommunalbestyrelsen kan bestemme, at kommunen helt eller delvis sørger for at udføre de pligter, der er pålagt grundejerne efter § 79, for grundejernes regning. Kommunalbestyrelsen fastsætter fordelingen af udgifterne mellem grundejerne.

§ 83a

Kommunalbestyrelsen kan indgå aftale med grundejerne langs en vejstrækning om, at kommunen udfører de vintervedligeholdelses- og renholdelsesopgaver, der skal udføres efter § 79, stk. 1, for grundejernes regning.

§ 84

(Ophævet)

Tilsyn
§ 85

Kommunalbestyrelsen fører tilsyn med, at grundejerne overholder deres pligter efter reglerne i dette kapitel.

Stk. 2 Kommunalbestyrelsen kan om nødvendigt udføre arbejder, der ikke er udført rettidigt eller tilfredsstillende, for den forpligtedes regning.

Henkastning af affald m.v.
§ 86

Hvis nogen på en privat fællesvej henkaster eller efterlader affald eller genstande, der kan være til ulempe for færdslen eller er særlig forurenende, kan kommunalbestyrelsen eller om nødvendigt politiet fjerne det henkastede eller efterladte for den pågældendes regning uden forudgående påbud.