Privatvejsloven Kapitel 3

Denne konsoliderede version af privatvejsloven er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov om private fællesveje

Lov nr. 1537 af 21. december 2010,
jf. lovbekendtgørelse nr. 422 af 25. april 2023,
som ændret ved lov nr. 679 af 03. juni 2023 og lov nr. 1568 af 12. december 2023

Kapitel 3 1 Private veje og stier
Vedligeholdelse
§ 6

I områder, der er omfattet af byreglerne, jf. § 3, stk. 1 og 2, kan kommunalbestyrelsen bestemme, at ejeren af en privat vej, jf. § 10, nr. 9, skal vedligeholde vejen efter reglerne i denne lovs kapitel 9, hvis vejen

  • 1) indgår i det almindelige vejnet,

  • 2) er mindst 40 m lang og

  • 3) tjener som færdselsareal for mere end syv erhvervsvirksomheder, syv parcel- eller sommerhuse eller 12 beboelseslejligheder.

Vejbelysning
§ 7

I områder, der er omfattet af byreglerne, jf. § 3, stk. 1 og 2, kan kommunalbestyrelsen bestemme, at ejeren af private arealer, der benyttes som offentligt tilgængelige færdselsarealer, herunder parkerings- og gårdarealer, skal holde arealerne belyst.

Stk. 2 Kommunalbestyrelsen kan bestemme, at kommunen sørger for belysningen på ejerens vegne og for ejerens regning.

Stk. 3 Hvis der er flere forpligtede ejere, fordeler kommunalbestyrelsen udgifterne mellem disse.

Stk. 4 Hvis kommunalbestyrelsen kræver et privat areal, jf. stk. 1, belyst af hensyn til offentlighedens færdsel, skal kommunen dog afholde udgifterne hertil.

Stk. 5 Kommunalbestyrelsen kan bestemme, at kommunen afholder udgifter til anlæg, forbedring og drift af vejbelysning, hvis almene offentlige hensyn taler derfor.

Vintervedligeholdelse og renholdelse
§ 8

I områder, der er omfattet af byreglerne, jf. § 3, stk. 1 og 2, kan kommunalbestyrelsen efter forhandling med politiet bestemme, at ejeren af en privat vej, jf. § 10, nr. 9, skal rydde den for sne, bekæmpe glat føre og renholde vejen efter reglerne i §§ 80-82, hvis vejen

  • 1) indgår i det almindelige vejnet,

  • 2) er mindst 40 m lang og

  • 3) tjener som færdselsareal for mere end syv erhvervsvirksomheder, syv parcel- eller sommerhuse eller 12 beboelseslejligheder.

Stk. 2 Reglerne i stk. 1 gælder tilsvarende for skov- og klitveje og veje på havneområder og lign. , der er åbne for offentlig færdsel og af væsentlig betydning for denne, selv om de ligger i områder omfattet af landreglerne, jf. § 4.

Stk. 3 Kommunalbestyrelsen kan dog ikke bestemme, at veje i private skove skal vintervedligeholdes og renholdes af hensyn til offentlighedens færdsel og ophold, jf. § 23 i lov om naturbeskyttelse.

Stk. 4

I den seneste lovbekendtgørelse på Retsinformation er § 141 i lov nr. 1520 af 27. december 2014 ikke implementeret korrekt.
De følgende paragraffer i lov om private fællesveje er blevet påvirket af den nævnte forkerte gennemførelse i den officielle lovbekendtgørelse:
1) § 8, stk. 4,
2) § 16, stk. 1,
3) § 23, stk. 2: delvis/delvist,
4) § 36, stk. 2: to/2; 1,5 m/1,5 meter,
5) § 49, stk. 1: el.lign./eller lignende,
6) § 50, stk. 2: fællesvej/fælles vej; stykke/stk.,
7) § 58, stk. 1: femte/5,
8) § 70 b, stk. 3: udføres/påbegyndes,
9) § 87 a, stk. 1: §§ 67-69 og § 70, stk. 1/ § 70, stk. 1, og §§ 67-69; stk. 2: De har slettet et §-tegn,
10) § 88 a,
11) § 98, stk. 1, nr. 1: De har indsat et “og” imellem 34 og 36,
12) § 99 a, stk. 1: tre/3; stk. 2: De har slettet et § tegn.

Vi har implementeret § 141 i lov nr. 1520 af 27. december 2014, som den er vedtaget.
§§ 85 og 86 finder tilsvarende anvendelse.

§ 9

Kommunalbestyrelsen kan om nødvendigt bestemme, at kommunen helt eller delvis sørger for at udføre de pligter, der er pålagt grundejere efter § 8, stk. 1 og 2, for grundejernes regning.

Stk. 2 Hvis der er flere forpligtede grundejere, fordeler kommunalbestyrelsen udgifterne mellem disse.