Produktionsskoleloven § 6

Denne konsoliderede version af produktionsskoleloven er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Denne lov ophæves den 1. august 2019, men er stadigt relevant for elever, som påbegyndte en uddannelse mens loven var gældende.

Lov om produktionsskoler

Lov nr. 1124 af 29. december 1999,
jf. lovbekendtgørelse nr. 97 af 26. januar 2017,
som ændret ved lov nr. 170 af 06. marts 2018

§ 6

Den overordnede ledelse af den enkelte skole varetages af bestyrelsen.

Stk. 2 Bestyrelsen sammensættes af et ulige antal medlemmer på mindst 5. De lokale arbejdsmarkedsorganisationer skal være repræsenteret, og der kan endvidere være repræsentanter for den eller de kommunalbestyrelser, der yder grundtilskud til skolen, jf. § 9, stk. 1. Antallet af kommunale, regionale eller andre offentligt udpegede repræsentanter må dog ikke være så stort, at det udgør et flertal i bestyrelsen. Deltagernes råd, jf. § 6 a, udpeger en tilforordnet til skolens bestyrelse.

Stk. 3 Følgende personer kan ikke være medlemmer af bestyrelsen:

  • 1) Personer, der udlejer ejendomme m.m. til skolen.

  • 2) Medlemmer af bestyrelsen i fonde, selskaber, foreninger eller andre virksomheder, der udlejer ejendomme m.m. til skolen, eller som kontrollerer udlejer af ejendomme m.m. til skolen.

  • 3) Advokater, revisorer eller lignende rådgivere for personer, jf. nr. 1, eller for fonde, selskaber, foreninger eller andre virksomheder, jf. nr. 2.

  • 4) Ansatte i ledende stillinger hos personer, jf. nr. 1, eller i fonde, selskaber, foreninger eller andre virksomheder, jf. nr. 2.

  • 5) Medlemmer af bestyrelsen ved en skole inden for samme skoleform.

Stk. 4 Er lejeforholdet af uvæsentligt omfang, finder stk. 3, nr. 1-4, ikke anvendelse. Undervisningsministeren fastsætter nærmere regler herom.

Stk. 5 For bestyrelsen, lederen og andre ansatte ved skolen gælder i øvrigt bestemmelserne i forvaltningslovens kapitel 2 om inhabilitet og i kapitel 8 om tavshedspligt m.v.

Stk. 6 Bestyrelsen vælger selv sin formand og næstformand. For varetagelse af hvervet som formand og næstformand kan der af skolens midler ydes et vederlag efter de gældende regler om særskilt vederlag. Undervisningsministeren fastsætter efter forhandling med ministeren for offentlig innovation nærmere regler herom.

Stk. 7 Bestyrelsen udarbejder hvert år en plan for skolens virksomhed. Virksomhedsplanen skal være i overensstemmelse med §§ 1 og 2 og skal omfatte en beskrivelse af mål, målgruppe samt indholdet af undervisningen og produktionsvirksomheden.

Stk. 8 Bestyrelsen udarbejder en strategi for skolens udslusning af deltagere. Udslusningsstrategien skal være offentligt tilgængelig på skolens hjemmeside på internettet. Bestyrelsen er desuden ansvarlig for, at skolens eventuelle generelle samarbejdsaftaler og skolens erfaringer hermed i relation til udslusning gøres offentligt tilgængelige på skolens hjemmeside på internettet.

Stk. 9 Bestyrelsen fastsætter regler for optagelse af deltagere på skolen.

Stk. 10 Bestyrelsen fastlægger efter forslag fra skolelederen skolens budget og godkender dens regnskab.

Stk. 11 Bestyrelsen ansætter og afskediger skolens leder.

Stk. 12 Bestyrelsen ansætter og afskediger lærere og andet personale. Bestyrelsen kan bemyndige skolens leder hertil.

Stk. 13 Bestyrelsen skal straks give Undervisningsministeriet og grundtilskudsydende kommunalbestyrelser meddelelse, hvis skolen ophører, standser sine betalinger, begæres erklæret konkurs, eller der i øvrigt er fare for, at skolens virksomhed må indstilles.

Stk. 14 Undervisningsministeren kan fastsætte nærmere regler om bestyrelsens sammensætning og funktion.