Professionshøjskoleloven Kapitel 7

Denne konsoliderede version af professionshøjskoleloven er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov om professionshøjskoler for videregående uddannelser

Lov nr. 562 af 06. juni 2007,
jf. lovbekendtgørelse nr. 779 af 08. august 2019,
som ændret ved lov nr. 363 af 09. marts 2021 og lov nr. 492 af 15. maj 2023

Kapitel 7 1 Sammenlægninger af professionshøjskoler, spaltning og ophør
§ 38

Uddannelses- og forskningsministeren kan efter indstilling fra bestyrelserne godkende oprettelse af en ny professionshøjskole ved sammenlægning af to eller flere professionshøjskoler for videregående uddannelser eller sammenlægning af en professionshøjskole med et erhvervsakademi eller medie- og journalisthøjskolen, jf. dog stk. 2. Uddannelses- og forskningsministeren kan endvidere efter indstilling fra bestyrelserne godkende oprettelse af en ny professionshøjskole ved sammenlægning af en professionshøjskole med en institution for erhvervsrettet uddannelse, hvis den væsentligste aktivitet for institutionen for erhvervsrettet uddannelse er videregående uddannelser, jf. dog stk. 2. Ved sammenlægning opløses institutionerne uden likvidation ved overdragelse af deres rettigheder og forpligtelser til den nye professionshøjskole.

Stk. 2 Uddannelses- og forskningsministeren kan bestemme, at en af de institutioner, der sammenlægges efter stk. 1, ikke opløses, men bliver den fortsættende institution.

Stk. 3 Uddannelses- og forskningsministeren kan efter indstilling fra bestyrelserne godkende, at en professionshøjskole, et erhvervsakademi eller medie- og journalisthøjskolen ved spaltning overdrager en del af sine rettigheder og forpligtelser til en anden professionshøjskole.

Stk. 4 Det er en betingelse for godkendelsen efter stk. 1 og 3 eller beslutningen efter stk. 2, at der ved sammenlægningen eller spaltningen ikke sker indskrænkninger i bestående rettigheder. I vedtægten for professionshøjskolen skal der optages bestemmelser, som sikrer eventuelle vedtægtsbestemte rettigheder til en professionshøjskoles formue, når rettigheden ikke udløses ved sammenlægning eller spaltning.

Stk. 5 Sammenlægning og spaltning kan gennemføres uden kreditorernes samtykke.

Stk. 6 Uddannelses- og forskningsministeren kan fastsætte regler om sammenlægninger og spaltninger efter stk. 1-5, herunder om indhold af en sammenlægningsaftale, og regler, hvorefter kapitel 15 i selskabsloven med de fornødne tilpasninger finder anvendelse på sammenlægning og spaltning.

§ 39

Uddannelses- og forskningsministeren kan efter indstilling fra bestyrelserne for de institutioner, der ønsker at blive lagt sammen, godkende, at forskningsinstitutioner eller andre videregående uddannelsesinstitutioner indgår i en sammenlægning eller spaltning efter § 38 med en professionshøjskole. For andre institutioner, der ikke hører under uddannelses- og forskningsministeren, sker godkendelse efter forhandling med vedkommende minister.

§ 40

Uddannelses- og forskningsministeren kan efter høring af professionshøjskolens bestyrelse og regionsrådet beslutte at nedlægge en professionshøjskole, hvis ministeren skønner, at højskolen efter en samlet vurdering ikke lever op til betingelserne efter loven, eller at der ikke længere er behov for professionshøjskolen.

§ 41

Formue hidrørende fra en professionshøjskole tilfalder statskassen ved ophør, jf. dog stk. 2. Gaver skænket til professionshøjskolen tilfalder statskassen, medmindre andet følger af dansk rets almindelige regler.

Stk. 2 For professionshøjskoler, hvori der indgår en nettoformue fra en godkendt uddannelsesinstitution, der den 31. december 1990 var en selvejende institution, anvendes den del af professionshøjskolens nettoformue, der svarer til institutionens nettoformue opgjort pr. 31. december 1990, til de formål, der var fastsat i vedtægten pr. 1. januar 1991.

Stk. 3 Gaver i form af løsøre, fast ejendom og anlægstilskud til fast ejendom, der er skænket til de i stk. 2 nævnte uddannelsesinstitutioner efter den 1. januar 1991 og indtil sammenlægningen til en professionshøjskole, anvendes til de formål, der er fastsat i vedtægten pr. 1. januar 1991.

Stk. 4 Uddannelses- og forskningsministeren kan fastsætte regler om opgørelsen af formuen efter stk. 1-3.