Prospektbekendtgørelsen § 36

Denne konsoliderede version af prospektbekendtgørelsen er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringsbekendtgørelser i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Bekendtgørelse om prospekter

Bekendtgørelse nr. 1170 af 25. september 2018

§ 36

På anmodning fra udstederen eller den person, der er ansvarlig for prospektets udarbejdelse, skal Finanstilsynet stille et godkendelsescertifikat til rådighed for den kompetente myndighed i værtslandet samt udstederen eller den person, der er ansvarlig for prospektets udarbejdelse, såfremt der planlægges et offentligt udbud eller en optagelse til handel på et reguleret marked i ét eller flere lande inden for Den Europæiske Union eller ét eller flere lande, som Unionen har indgået aftale med på det finansielle område.

Stk. 2 Finanstilsynet skal stille godkendelsescertifikatet til rådighed for den kompetente myndighed i værtslandet og for udstederen eller den person, der er ansvarlig for prospektets udarbejdelse, jf. stk. 1, senest 3 hverdage efter anmodningen, eller hvis anmodningen indsendes sammen med ansøgningen om godkendelse af prospektet, senest en hverdag efter godkendelsen af prospektet.

Stk. 3 Det skal fremgå af godkendelsescertifikatet, at prospektet er udarbejdet i overensstemmelse med Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2003/71/EF af 4. november 2003 om det prospekt, der skal offentliggøres, når værdipapirer udbydes til offentligheden eller optages til handel, og det skal vedlægges en kopi af prospektet. Såfremt bestemmelserne i § 24 har fundet anvendelse, anføres det i certifikatet sammen med en begrundelse herfor.

Stk. 4 Kræver værtslandets kompetente myndighed resuméet oversat, skal udstederen eller den person, der er ansvarlig for prospektets udarbejdelse, indsende et oversat resumé til Finanstilsynet. Det oversatte resumé vedlægges det godkendelsescertifikat, som Finanstilsynet sender til den kompetente myndighed i værtslandet, jf. stk. 1.

Stk. 5 Proceduren, som nævnt i stk. 1-4, skal tillige følges for eventuelle tillæg til prospektet.