Pvc-afgiftsloven § 15

Denne konsoliderede version af pvc-afgiftsloven er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov om afgift af polyvinylklorid og ftalater (pvc-afgiftsloven)

Lov nr. 2061 af 21. december 2020,
som ændret ved lov nr. 1240 af 11. juni 2021, lov nr. 2616 af 28. december 2021, lov nr. 755 af 13. juni 2023 og lov nr. 1795 af 28. december 2023

§ 15

Told- og skatteforvaltningen har, hvis det skønnes nødvendigt, til enhver tid mod behørig legitimation uden retskendelse adgang til hos virksomheder, der omfattes af § 3 eller § 13, stk. 1, 2. pkt., eller som har købt, leveret eller transporteret afgiftspligtige varer, at efterse varebeholdninger, forretningsbøger, øvrigt regnskabsmateriale og korrespondancer m.v., der er relevante for kontrollen af lovens overholdelse.

Stk. 2 Ejere af virksomheder som nævnt i stk. 1 og de i virksomhederne beskæftigede personer skal yde told- og skatteforvaltningen fornøden vejledning og hjælp ved foretagelsen af de i stk. 1 omhandlede eftersyn.

Stk. 3 Materiale nævnt i stk. 1 skal på told- og skatteforvaltningens anmodning udleveres eller indsendes til denne.

Stk. 4 Virksomheder skal på anmodning meddele told- og skatteforvaltningen oplysninger om deres indkøb af afgiftspligtige varer til virksomheden.

Stk. 5 Leverandører af afgiftspligtige varer skal på anmodning meddele told- og skatteforvaltningen oplysning om deres leverancer til virksomheder.

Stk. 6 Told- og skatteforvaltningen kan foretage eftersyn af afgiftspligtige varer under transport, når disse erhvervsmæssigt sælges fra udlandet eller erhvervsmæssigt transporteres til andre end oplagshavere.

Stk. 7 I det omfang oplysninger som nævnt i stk. 1 er registreret elektronisk, omfatter told- og skatteforvaltningens adgang til disse oplysninger også en elektronisk adgang hertil.