Radio- og fjernsynsloven Kapitel 6

Denne konsoliderede version af radio- og fjernsynsloven er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov om radio- og fjernsynsvirksomhed m.v.

Lov nr. 1052 af 17. december 2002,
jf. lovbekendtgørelse nr. 1350 af 04. september 2020,
som ændret ved lov nr. 1548 af 18. december 2018, lov nr. 2212 af 29. december 2020 og lov nr. 1595 af 28. december 2022

Kapitel 6 1 De regionale TV 2-virksomheder
De regionale TV 2-virksomheders public service-virksomhed
§ 31

De regionale TV 2-virksomheder skal udøve public service-virksomhed over for hele befolkningen i virksomhedens område efter de i § 10 nævnte principper.

Stk. 2 De regionale TV 2-virksomheder skal producere nyheds- og aktualitetsprogrammer og programmer omfattende oplysning, kultur og underholdning. De programmer, der ikke er nyheds- og aktualitetsprogrammer, skal i et rimeligt omfang tilvejebringes ved køb hos øvrige producenter.

Stk. 3 De regionale TV 2-virksomheder skal ved programlægningen lægge vægt på tilknytning til regionen.

Stk. 4 De regionale TV 2-virksomheders udfyldelse af public service-forpligtelserne fastsættes i en public service-kontrakt mellem kulturministeren og hver enkelt virksomhed.

Stk. 5 De enkelte regionale TV 2-virksomheder skal årligt udarbejde en redegørelse om opfyldelsen af public service-kontrakten.

§ 32

Sponsorerede programmer kan indgå i public service-programvirksomheden efter reglerne i kapitel 11.

De regionale TV 2-virksomheders anden virksomhed
§ 33

De regionale TV 2-virksomheder kan ikke udøve anden programvirksomhed.

Stk. 2 De regionale TV 2-virksomheder kan udøve anden virksomhed i tilknytning til programvirksomheden med henblik på udnyttelse af ledig kapacitet inden for teknisk udstyr, personale, lokaler og lign.

Stk. 3 De regionale TV 2-virksomheder kan deltage finansielt og ledelsesmæssigt i selskaber med henblik på i samarbejde med andre virksomheder, der er uafhængige af de regionale TV 2-virksomheder, at udøve internetbaseret informationsvirksomhed om det enkelte regionale område. En regional TV 2-virksomhed må ikke ved sin deltagelse i sådanne selskaber opnå bestemmende indflydelse.

Stk. 4 De regionale TV 2-virksomheder kan uanset stk. 1 udøve anden virksomhed, herunder i selskabsform, med henblik på udnyttelse af tilladelse udstedt i medfør af § 3, stk. 4.

Stk. 5 De regionale TV 2-virksomheders anden virksomhed skal foregå på konkurrencemæssige vilkår. Kulturministeren kan fastsætte nærmere regler for den regnskabsmæssige adskillelse mellem public service-virksomheden og anden virksomhed.

Stk. 6 Kulturministeren kan fastsætte nærmere regler om de regionale TV 2-virksomheders anden virksomhed.

De regionale TV 2-virksomheders organisation m.v.
§ 34

Til de otte regionale TV 2-virksomheder er der knyttet et repræsentantskab, der er sammensat med en alsidig repræsentation for det regionale kultur- og samfundsliv.

Stk. 2 Kulturministeren kan i særlige tilfælde godkende oprettelse af nye regionale TV 2-virksomheder.

Stk. 3 Kulturministeren kan fastsætte en vedtægt for de regionale TV 2-virksomheder. Vedtægten kan indeholde regler om tilsyn og sanktioner. Bekendtgørelse om vedtægt for de regionale TV 2-virksomheder

§ 34a

Kulturministeren kan i særlige tilfælde ændre grænserne for de regionale TV 2-virksomheders dækningsområder.

§ 35

De regionale TV 2-virksomheder finansieres gennem tilskud fra staten, jf. dog stk. 3 og 4. Tilskuddet reguleres årligt med forbrugerprisindekset.

Stk. 2 Tilskud efter stk. 1 udbetales forskudsvis i lige store rater hver måned. Finansministeren kan efter aftale med de regionale TV 2-virksomheder fastsætte ændrede udbetalingsterminer.

Stk. 3 De regionale TV 2-virksomheder finansieres ud over det statslige tilskud, der er nævnt i stk. 1, i perioden den 1. januar 2019 til den 31. december 2021 tillige af de regionale TV 2-virksomheders andel af licensafgifterne.

Stk. 4 De regionale TV 2-virksomheder finansieres ud over det statslige tilskud, der er nævnt i stk. 1, og de licensafgifter, der er nævnt i stk. 3, gennem indtægter ved salg af programmer og andre produkter og ydelser, andre tilskud, udbytte, overskudsandele m.v.

Stk. 5 De regionale TV 2-virksomheder er ikke omfattet af de statslige budget- og bevillingsregler, de statslige regnskabsregler og de statslige regler, for så vidt angår personale- og overenskomstvilkår.

§ 36

Den overordnede ledelse af den enkelte regionale TV 2-virksomhed varetages af en bestyrelse på 5-7 medlemmer. De fastansatte medarbejdere ved den regionale TV 2-virksomhed vælger 1 medlem samt 1 suppleant herfor, medens de øvrige medlemmer vælges af repræsentantskabet.

Stk. 2 Medlemmer af eller kandidater til Folketinget, regionsråd, Europa-Parlamentet eller kommunalbestyrelser kan ikke være medlemmer af bestyrelsen.

Stk. 3 Medlemmer af bestyrelsen vælges for 4 år. Der kan alene én gang ske genvalg af bestyrelsesmedlemmer, jf. stk. 1. Halvdelen af de bestyrelsesmedlemmer, der vælges af repræsentantskabet, er på valg hvert andet år.

Stk. 4 I tilfælde af udtræden vælges et nyt medlem for den resterende del af valgperioden.

Stk. 5 Bestyrelsen er den regionale virksomheds øverste ledelse. Bestyrelsen har det overordnede programansvar og ansvaret for, at de bestemmelser for virksomheden, der er fastsat i loven og i medfør af loven, overholdes. Bestyrelsen fastsætter de almindelige retningslinjer for den regionale virksomhed og ansætter direktøren for den regionale virksomhed.

Stk. 6 Direktøren for den regionale TV 2-virksomhed har det daglige programansvar og varetager den daglige administrative og økonomiske ledelse af den regionale virksomhed. Direktøren ansætter virksomhedens personale.

§ 37

Bestyrelsen for en regional TV 2-virksomhed fastsætter årligt budgettet for virksomheden. Budgettet sendes til kulturministeren og Folketinget til orientering.

Stk. 2 Regnskabet for den regionale TV 2-virksomhed udarbejdes af bestyrelsen og direktionen og revideres af Rigsrevisionen. For så vidt angår TV Syd, revideres regnskabet dog af en statsautoriseret revisor. Regnskabet for det enkelte år forelægges med revisionens bemærkninger kulturministeren til godkendelse og sendes derefter til Folketinget til orientering.

§ 38

De regionale TV 2-virksomheders afgørelser i sager, der vedrører institutionens virksomhed, kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed.

Stk. 2 De regionale TV 2-virksomheders afgørelser i sager om god presseskik og om genmæle kan indbringes for Pressenævnet efter reglerne i medieansvarslovens kapitel 5-7.