Råstofbekendtgørelsen Kapitel 7

Denne konsoliderede version af råstofbekendtgørelsen er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringsbekendtgørelser i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Bekendtgørelse om efterforskning og indvinding af råstoffer fra søterritoriet og kontinentalsoklen

Bekendtgørelse nr. 1680 af 17. december 2018

Kapitel 7 Bygherreområder
§ 43

Der kan ikke gives tilladelse til efterforskning og indvinding i henhold til § 20, stk. 2, nr. 3, i lov om råstoffer i følgende områder:

  • 1) Områder, hvor der ikke vil kunne gives tilladelse til indvinding, f.eks. fordi det er omfattet af et forbud mod tilladelse til råstofindvinding eller er forbeholdt andre særlige råstofforsyningsbehov.

  • 2) Områder, hvor der må foretages efterforskning med henblik på indvinding i henhold til en gældende efterforskningstilladelse eller en anmeldelse efter § 2, stk. 3, og områder, hvor der er en gældende indvindingstilladelse.

  • 3) Områder, hvor der, inden den pågældende ansøgning blev indgivet, af en anden er foretaget anmeldelse af efterforskning, men denne endnu ikke må påbegyndes, jf. § 2, stk. 3, eller er indgivet en ansøgning om efterforskningstilladelse eller indvindingstilladelse, som endnu ikke er færdigbehandlet, eller er indgivet anmodning om auktion, jf. § 18.

  • 4) Områder, hvor der er en fortrinsret til at ansøge om indvindingstilladelse på baggrund af en efterforskning.

  • 5) Tidligere fællesområder, hvor der har været en gældende tilladelse i henhold til § 20, stk. 2, nr. 2, i lov om råstoffer inden for det seneste år.

Stk. 2 Uanset stk. 1, nr. 2, 3 og 5, kan der søges om tilladelse i henhold til § 20, stk. 2, nr. 3, i lov om råstoffer i fællesområder eller områder, hvor der er foretaget en anmeldelse efter § 2, stk. 3, hvis der er tale om indvinding til brug for projekter af væsentlig samfundsmæssig interesse, og der ikke kan findes egnede råstoffer andre steder, eller kun i en sådan afstand, at det ville medføre en uforholdsmæssigt stor forøgelse af omkostningerne til projektet.

Stk. 3 Områder, hvor der er en gældende tilladelse til indvinding meddelt i henhold til § 20, stk. 2, nr. 3, i lov om råstoffer betegnes bygherreområder.

§ 44

Der kan ikke udstedes tilladelse til efterforskning i henhold til § 20, stk. 2, nr. 3, i lov om råstoffer, medmindre der er stillet sikkerhed for gennemførelse af efterforskningen, jf. § 22 a, stk. 5, i lov om råstoffer. Hvis der ikke er stillet sikkerhed senest en måned efter, at Miljøstyrelsen har modtaget ansøgningen, kan Miljøstyrelsen meddele ansøger, at ansøgningen anses for bortfaldet, medmindre forsinkelsen skyldes forhold, som ansøgeren ikke er ansvarlig for.

§ 45

Indtil indvindingstilladelsen har været gældende i et år, kan tilladelsesindehaveren ansøge Miljøstyrelsen om, at indvindingsområdet indskrænkes, hvis det på baggrund af prøvesugninger og produktionsforsøg m.v. dokumenteres, at den tilladte mængde under overholdelse af de stillede vilkår kan indvindes på et mindre areal.

Stk. 2 Når Miljøstyrelsen har truffet afgørelse, jf. stk. 1, videresendes relevante råstofgeologiske data til GEUS, som gør dem offentligt tilgængelige.

Enerettens længde i bygherreområder
§ 46

Længden af en opnået eneret til efterforskning i henhold til § 20, stk. 2, nr. 3, i lov om råstoffer fastsættes på baggrund af en konkret vurdering, dog som udgangspunkt ikke over 1 år. Herudover fastsættes en periode på ikke over 30 dage, hvor eneretsindehaveren har fortrinsret til at indgive ansøgning om tilladelse til indvinding. Hvis ansøgning om indvindingstilladelse ikke er indgivet inden udløbet af eneretten til efterforskning, eller fortrinsretten til at indgive indvindingsansøgning, bortfalder retten til området, medmindre eneretsindehaveren inden enerettens eller fortrinsrettens udløb har indgivet ansøgning om forlængelse. Miljøstyrelsen kan forlænge eneretten til efterforskning eller fortrinsretten til indvinding.

Stk. 2 Længden af en opnået eneret til indvinding i henhold til § 20, stk. 2, nr. 3, i lov om råstoffer fastsættes på baggrund af en konkret vurdering i forbindelse med udstedelse af indvindingstilladelse, ud fra det formål, som den ansøgte indvinding har, dog som udgangspunkt ikke over 10 år.

Ophør af eneretten i bygherreområder
§ 47

Eneretten til et område ophører,

  • 1) når eneretsperioden til efterforskning og fortrinsretten til at ansøge om indvindingstilladelse er udløbet, uden at der er indgivet ansøgning om indvindingstilladelse eller søgt om forlængelse, jf. § 33, stk. 1, eller der er meddelt afslag på ansøgning om indvindingstilladelse,

  • 2) når eneretsperioden til indvinding er udløbet, jf. § 46, stk. 2, eller tilladelsen tilbagekaldes i henhold til § 24 i lov om råstoffer,

  • 3) når den tilladte mængde er indvundet, hvis dette sker før eneretsperiodens udløb, eller

  • 4) når tilladelsesindehaveren har meddelt Miljøstyrelsen, at vedkommende giver afkald på eneretten til området og ikke ønsker at ansøge om indvindingstilladelse eller ønsker en allerede meddelt indvindingstilladelse tilbagekaldt.