Råstofbekendtgørelsen § 19

Denne konsoliderede version af råstofbekendtgørelsen er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringsbekendtgørelser i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Bekendtgørelse om efterforskning og indvinding af råstoffer fra søterritoriet og kontinentalsoklen

Bekendtgørelse nr. 1680 af 17. december 2018

§ 19

Der kan ikke afholdes auktion over følgende områder:

  • 1) Områder, hvor der ikke vil kunne gives tilladelse til indvinding efter auktion, f.eks. fordi det er omfattet af et forbud mod tilladelse til råstofindvinding eller er forbeholdt særlige råstofforsyningsbehov.

  • 2) Områder, hvor der må foretages efterforskning med henblik på indvinding i henhold til en gældende efterforskningstilladelse eller en anmeldelse efter § 2, stk. 3. og områder, hvor der er en gældende indvindingstilladelse.

  • 3) Områder, hvor der, inden indgivelse af anmodning om afholdelse af auktion, af en anden er foretaget anmeldelse af efterforskning, men denne endnu ikke må påbegyndes, jf. § 2, stk. 3, eller er indgivet en ansøgning om efterforskningstilladelse eller indvindingstilladelse, som endnu ikke er færdigbehandlet.

  • 4) Områder, hvor der er en fortrinsret til at ansøge om indvindingstilladelse på baggrund af en efterforskning.

  • 5) Tidligere fællesområder, hvor der har været en gældende tilladelse i henhold til § 20, stk. 2, nr. 2, i lov om råstoffer inden for det seneste år.

Stk. 2 Uanset stk. 1, nr. 2, kan indehaveren af en tilladelse til indvinding meddelt på baggrund af auktion indgive anmodning om, at der afholdes auktion over området, når der er to år eller derunder, til indvindingstilladelsen udløber, eller når der er 80 % eller derunder tilbage af den tilladte samlede mængde.

Stk. 3 Hvis et område indeholder delarealer, som der i henhold til stk. 1 og 2, ikke kan afholdes auktion over, giver Miljøstyrelsen den, der har indgivet anmodningen, meddelelse herom med en frist for at trække anmodningen tilbage. Hvis anmodningen ikke trækkes tilbage inden fristens udløb, afholdes der auktion over området uden det pågældende delareal. Hvis en anmodning i øvrigt ikke opfylder kravene i stk. 1 og 2 eller § 18, kan Miljøstyrelsen afvise anmodningen eller give den pågældende en frist til at indgive en korrigeret anmodning.