Regionsloven § 7

Denne konsoliderede version af regionsloven er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov om regioner og om nedlæggelse af amtskommunerne, hovedstadens udviklingsråd og hovedstadens sygehusfællesskab

Lov nr. 537 af 24. juni 2005,
jf. lovbekendtgørelse nr. 70 af 23. januar 2024

§ 7

Formanden forbereder kontaktudvalgets møder og indkalder medlemmerne til disse. Formanden leder kontaktudvalgets drøftelser og drager omsorg for, at udvalgets drøftelser indføres i en protokol.

Stk. 2 Kontaktudvalget træffer efter forslag fra dets medlemmer beslutning om, hvilke emner der drøftes på kontaktudvalgets møde.

Stk. 3 Kontaktudvalget vedtager selv sin forretningsorden. Forud for kontaktudvalgets møder udsendes en dagsorden til medlemmerne. Kontaktudvalget kan fastsætte en frist for udsendelse af dagsorden, for fremsættelse af forslag fra medlemmerne til, hvilke emner der ønskes drøftet på kontaktudvalgets møde, og for indarbejdelse af disse forslag i dagsordenen.

Stk. 4 Når formanden henholdsvis et medlem af kontaktudvalget har forfald, deltager vedkommende næstformand for regionsrådet henholdsvis kommunalbestyrelsen som formand henholdsvis medlem af kontaktudvalget i det pågældende møde.

Stk. 5 Kontaktudvalget kan tillade personer, der er ansat i regionens tjeneste, at overvære møderne med henblik på varetagelse af sekretariatsfunktioner m.v. for udvalget. Kontaktudvalget kan tilkalde andre personer, herunder medlemmer af kommunalbestyrelserne eller regionsrådet, til at overvære forhandlingerne, når det er ønskeligt af hensyn til en sags oplysning eller drøftelserne i udvalget.

Stk. 6 Kontaktudvalgets beslutninger efter stk. 1-5 træffes ved stemmeflertal. I tilfælde af stemmelighed er formandens stemme afgørende. Kontaktudvalgets beslutninger indføres i kontaktudvalgets protokol.

Stk. 7 Udgifterne til kontaktudvalgets virksomhed afholdes af regionsrådet.

Stk. 8 Indenrigs- og sundhedsministeren kan fastsætte nærmere regler om kontaktudvalgets virksomhed.