Registreringsafgiftsloven § 8

Denne konsoliderede version af registreringsafgiftsloven er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov om registreringsafgift af motorkøretøjer m.v.

Lov nr. 221 af 26. maj 1971,
jf. lovbekendtgørelse nr. 785 af 24. maj 2022,
som ændret ved lov nr. 1795 af 28. december 2023, lov nr. 1796 af 28. december 2023 og lov nr. 109 af 31. januar 2024

Afgiftspligtig værdi
§ 8

Den afgiftspligtige værdi for et nyt køretøj er dets almindelige pris, indbefattet merværdiafgift, men uden afgift efter denne lov, ved salg til bruger her i landet på registreringstidspunktet eller, hvis told- og skatteforvaltningen inden køretøjets registrering udsteder bevis for afgiftsberigtigelsen, på tidspunktet for bevisets udstedelse. Den afgiftspligtige værdi må ikke være lavere end den pris, der er betalt for køretøjet, jf. dog § 9, stk. 4. I den afgiftspligtige værdi af nye køretøjer indregnes altid mindst 9 pct. i samlet avance for importør og forhandler. Den afgiftspligtige værdi må ikke indeholde negativ importøravance, jf. dog § 9, stk. 3 og 4. Såfremt told- og skatteforvaltningen konstaterer, at elementer, herunder avance, som indgår i beregningen af den afgiftspligtige værdi, overflyttes eller faktureres, så de ikke længere omfattes af den afgiftspligtige værdi, kan de transaktioner, hvor den pågældende overflytning eller omfakturering er konstateret, tilsidesættes i relation til afgiften.

Stk. 2 Skatteministeren kan fastsætte særlige regler for omregning mellem et regnskab i fremmed valuta og fastsættelsen af den afgiftspligtige værdi i dansk mønt.

Stk. 3 Til den afgiftspligtige værdi medregnes værdien af alt udstyr, som leveres med køretøjet, eller hvortil køretøjet er indrettet. Uden for afgiftsberegningen kan holdes ekstraudstyr, der leveres af forhandleren i forbindelse med køretøjets salg til bruger og efter særskilt aftale mellem forhandleren og brugeren, dog betinget af, at montering eller udførelse af arbejdet i øvrigt på køretøjet ikke foretages af fabrikations- eller importørvirksomheden. Til den afgiftspligtige værdi medregnes heller ikke betaling for sidevogne, som utvivlsomt er konstrueret og indrettet til godstransport og ikke benyttes til persontransport. Til den afgiftspligtige værdi medregnes heller ikke værdien af udstyr, som installeres fast på en adresse med henblik på opladning af køretøjet.

Stk. 4 Udgiften til særligt udstyr til hjælp for personer med varigt nedsat funktionsevne kan holdes uden for den afgiftspligtige værdi efter regler, der fastsættes af skatteministeren.

Stk. 5 Leverings- og finansieringsomkostninger kan holdes uden for den afgiftspligtige værdi efter regler, der fastsættes af skatteministeren. Bekendtgørelse om registreringsafgift

Stk. 6 Stk. 1 finder tilsvarende anvendelse ved afgiftsberigtigelse af køretøjer på grundlag af såvel udtagelse til eget brug som salg til en virksomhed, der erhvervsmæssigt handler med eller udlejer motorkøretøjer, eller salg til en sådan virksomheds nærtstående.

Stk. 7 For afgiftsberigtigelser, hvor køretøjet er leveret af eller leveres til en interesseforbunden virksomhed, jf. ligningslovens § 2, stk. 1-4, skal den virksomhed, der afgiftsberigtiger køretøjet, kunne godtgøre, at der i et ikke uvæsentligt omfang er foretaget afgiftsberigtigelse på et tilsvarende grundlag til andre end virksomhedens eget eller nærtståendes brug.