Restaurationsloven Kapitel 3

Denne konsoliderede version af restaurationsloven er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov om restaurationsvirksomhed og alkoholbevilling m.v.

Lov nr. 256 af 06. maj 1993,
jf. lovbekendtgørelse nr. 692 af 05. juli 2019

Kapitel 3 1 Alkoholbevilling
§ 9

(Ophævet).

Bevillingsmyndigheden
§ 10

Ansøgning om alkoholbevilling, tilladelser eller dispensationer skal indgives til politiet.

Stk. 2 Alkoholbevilling gives og fornys af kommunalbestyrelsen efter forhandling med politiet. Bevillingen gælder et bestemt forretningssted og for et tidsrum af 8 år, men kan, når omstændigheder taler herfor, gives for et tidsrum af 4 eller 2 år. Bevillingen kan i øvrigt begrænses og betinges af vilkår.

Stk. 3 Kommunalbestyrelsen kan nedsætte et bevillingsnævn til at træffe afgørelser, der efter denne lov er henlagt til kommunalbestyrelsen. Bevillingsnævnet består af en repræsentant for politiet valgt af politidirektøren, et sagkyndigt medlem og indtil 6 andre medlemmer. Personer, der ikke er medlemmer af kommunalbestyrelsen, kan være medlem af et bevillingsnævn. I Københavns Kommune består bevillingsnævnet af borgmesteren som formand, 5 medlemmer valgt af kommunalbestyrelsen ved forholdstalsvalg, et sagkyndigt medlem, og en repræsentant for politiet valgt af politidirektøren. Såfremt Københavns Kommune har et magistratsstyre eller en styreform med delt administrativ ledelse, jf. §§ 64 og 64 a i lov om kommunernes styrelse, kan kommunalbestyrelsen i kommunens styrelsesvedtægt bestemme, at et magistratsmedlem henholdsvis en udvalgsformand er formand i stedet for borgmesteren.

Stk. 4 Et bevillingsnævns afslag kan indbringes for kommunalbestyrelsen. Indbringelsen skal være modtaget hos kommunalbestyrelsen senest 4 uger efter, at afgørelsen er meddelt den pågældende. Afslaget skal indeholde oplysning om adgangen til at indbringe afgørelsen for kommunalbestyrelsen og om fristen herfor.

Stk. 5 Erhvervsstyrelsen kan fastsætte nærmere regler om ansøgning om alkoholbevilling.

Stk. 6 Erhvervsministeren kan efter forhandling med justitsministeren og KL fastsætte regler om, i hvilket omfang kommunalbestyrelsen kan udøve de beføjelser, som efter loven er henlagt til politiet.

§ 10a

Alkoholbevilling kan kun gives til virksomhed, hvor servering af stærke drikke sker fra et bestemt serveringssted, jf. dog stk. 2.

Stk. 2 Der kan desuden gives alkoholbevilling, hvis servering af stærke drikke sker i

  • 1) tog, turistbusser, fly og skibe i fart eller

  • 2) busser i international rutefart, hvor rutens længde er mindst 200 km.

Stk. 3 Stærke drikke må kun serveres i virksomheder med alkoholbevilling, jf. § 1, stk. 5.

Stk. 4 Servering af stærke drikke må ikke påbegyndes, før vedkommende myndighed har godkendt de pågældende lokaler.

§ 11

(Ophævet).

Behandling af bevillingsansøgninger
§ 12

Bevillingsmyndigheden skal ved afgørelsen af, om alkoholbevilling vil kunne gives, iagttage samfundsmæssige, ædruelighedsmæssige, ordensmæssige og dermed sammenhængende hensyn. Der kan herved navnlig lægges vægt på,

  • 1) om der af bevillingsansøgeren, medlemmer af direktion eller bestyrelse eller andre, der kan øve en bestemmende indflydelse på virksomhedens drift, er udvist en sådan adfærd, at der er grund til at antage, at virksomheden ikke vil blive drevet på forsvarlig måde,

  • 2) bevillingsansøgerens forretningsmæssige kvalifikationer, herunder om det må antages, at ansøgeren vil være egnet til at drive restaurationsvirksomhed på betryggende måde,

  • 3) bevillingsansøgerens økonomiske forhold og finansieringsplan, driftsbudget samt likviditetsbudget for virksomheden, herunder om det må anses for godtgjort, at virksomheden vil blive drevet for ansøgerens egen regning og risiko,

  • 4) størrelse, indretning og karakter i øvrigt af serveringsstedet,

  • 5) serveringsstedets beliggenhed, hvorved der kan anlægges byplanmæssige betragtninger, således at der kan vises tilbageholdenhed med at give tilladelse til nyoprettede restaurationsvirksomheder i egentlige boligkvarterer eller nær skoler eller andre institutioner, der søges af unge,

  • 6) om der som følge af en for stærk lokal koncentration af restaurationsvirksomhed kan frygtes uforsvarlig drift eller andre ædrueligheds- eller ordensmæssige problemer, og

  • 7) om der foreligger andre konkrete ædruelighedsmæssige og dermed sammenhængende sociale og politimæssige forhold, der gør det betænkeligt, at alkoholbevilling gives.

Alkoholbevilling til personer
§ 13

Alkoholbevilling kan kun meddeles personer, der

  • 1) er fyldt 21 år eller, hvis ansøgeren har afsluttet en uddannelse inden for hotel- og restaurationsfaget, 18 år,

  • 2) ikke er under rekonstruktionsbehandling eller konkurs,

  • 3) ikke er umyndig, under værgemål efter værgemålslovens § 5 eller under samværgemål efter værgemålslovens § 7 og

  • 4) ikke har forfalden gæld til det offentlige på 50.000 kr. eller derover, som stammer fra drift af restaurationsvirksomhed.

Stk. 2 Bevillingsmyndigheden kan fravige bestemmelsen i stk. 1, nr. 4, hvis der er givet henstand eller er indgået en afdragsordning. Alkoholbevilling kan gøres betinget af, at vilkårene for henholdsvis henstanden eller afdragsaftalen overholdes.

Stk. 3 Alkoholbevilling kan nægtes, hvis der foreligger forhold, som efter § 16, stk. 2 og 4, er til hinder for meddelelse af bevilling, samt under de omstændigheder, der er nævnt i straffelovens § 78, stk. 2.

Stk. 4 I interessentskaber og i kommanditselskaber skal alle fuldt ansvarlige deltagere have alkoholbevilling.

Alkoholbevilling til selskaber
§ 14

Alkoholbevilling kan kun meddeles selskaber m.v., hvis

  • 1) selskabet ikke har forfalden gæld til det offentlige på 50.000 kr. eller derover,

  • 2) der ikke foreligger forhold, som efter § 16, stk. 1, 2 og 5, er til hinder for meddelelse af bevilling,

  • 3) direktionens medlemmer og flertallet af bestyrelsesmedlemmerne opfylder betingelserne i § 13, stk. 1, nr. 1, 3 og 4, og

  • 4) der ikke for direktionens medlemmer og flertallet af bestyrelsesmedlemmerne foreligger omstændigheder, der er nævnt i straffelovens § 78, stk. 2, og som er til hinder for meddelelse af alkoholbevilling.

Stk. 2 Bevillingsmyndigheden kan undtage fra bestemmelsen i stk. 1, nr. 3.

Stk. 3 Såfremt der i selskaber m.v. indtræder nye medlemmer i direktionen eller bestyrelsen, eller såfremt en aktionær eller en anpartshaver efter bevillingens meddelelse opnår besiddelse af 30 pct. eller mere af selskabskapitalen, skal bevillingsmyndigheden modtage meddelelse herom senest 4 uger efter ændringen til prøvelse af, om bevillingen er bortfaldet efter § 18.

Bestyrere, dørmænd og andre ansatte i serveringssteder med alkoholbevilling
§ 14a

På et serveringssted med alkoholbevilling skal den daglige drift ledes af bevillingshaveren selv eller af en bestyrer. Drives restaurationsvirksomhed fra flere serveringssteder, må kun et af disse ledes af bevillingshaveren. Hvert af de øvrige serveringssteder skal ledes af en bestyrer.

Stk. 2 Er bevillingshaveren et selskab m.v., jf. § 14, stk. 1, skal hvert af virksomhedens serveringssteder ledes af en bestyrer.

Stk. 3 Bevillingsmyndigheden kan tillade, at en person som indehaver eller bestyrer leder mere end ét serveringssted.

Stk. 4 Bestyreren har samme strafferetlige ansvar for serveringsstedets drift som bevillingshaveren.

§ 15

Bestyrere skal opfylde betingelserne i § 13, stk. 1, nr. 1 og 3, og § 16, stk. 2. De må ikke have udvist en sådan adfærd, at der er grund til at antage, at de ikke vil lede serveringsstedet på forsvarlig måde.

Stk. 2 Bestyrere skal godkendes af bevillingsmyndigheden. Godkendelsen bortfalder, hvis bestyreren ikke længere opfylder betingelserne i stk. 1, 1. pkt.

§ 15a

Dørmænd i restaurationsvirksomheder skal være autoriserede. Autorisation meddeles af politiet og gælder for hele landet.

Stk. 2 Autorisation kan meddeles en person, der

  • 1) er fyldt 18 år,

  • 2) opfylder de krav til uddannelse, som Erhvervsstyrelsen fastsætter, jf. § 15 b, stk. 3,

  • 3) ikke er dømt for strafbart forhold, der indebærer en nærliggende fare for misbrug af hvervet, jf. straffelovens § 78, stk. 2, og

  • 4) ikke har udvist en sådan adfærd, at der er grund til at antage, at vedkommende ikke vil udøve hvervet på forsvarlig måde.

Stk. 3 Personer, som i henhold til lov om vagtvirksomhed er autoriseret til at drive vagtvirksomhed, og en vagtvirksomheds godkendte personale kan uden anden autorisation varetage hvervet som dørmand i restaurationsvirksomheder.

Stk. 4 En autorisation som dørmand kan efter omstændighederne begrænses og betinges.

Stk. 5 Politiet kan gøre undtagelse fra kravet om uddannelse i stk. 2, nr. 2, hvis en person har de fornødne kvalifikationer.

§ 15b

Bevillingsmyndigheden kan meddele påbud om, at der i en restaurationsvirksomhed skal anvendes dørmænd, hvis det skønnes nødvendigt af hensyn til forsvarlig drift af virksomheden.

Stk. 2 Politiet kan undtagelsesvis bestemme, at reglerne om dørmænd i § 15 a og regler udstedt i medfør af stk. 3 ikke eller kun delvis finder anvendelse i en restaurationsvirksomhed.

Stk. 3 Erhvervsstyrelsen fastsætter nærmere bestemmelser om dørmandsvirksomhed, herunder om uddannelse, uniformering og legitimation samt om gebyr for legitimationskort. Bekendtgørelse om dørmænd

Stk. 4 Erhvervsstyrelsen kan efter forhandling med justitsministeren fastsætte regler om, hvilken myndighed inden for politiet der varetager politiets opgaver inden for denne lovs område. Bekendtgørelse om dørmænd

§ 15c

Bevillingsmyndigheden kan træffe bestemmelse om, at andre ansatte eller bestemte kategorier af ansatte restaurationsvirksomheder ud over bestyrere og dørmænd skal være godkendt af politiet. Godkendelsen gælder for 5 år og for hele politikredsen. Godkendelse af ansatte kan nægtes, såfremt den pågældende har udvist en sådan adfærd, at der er grund til at antage, at vedkommende ikke vil kunne udføre hvervet på betryggende måde. Kan en person, der er ansat på det tidspunkt, hvor bevillingsmyndigheden træffer afgørelse om, at godkendelse skal finde sted, ikke godkendes, betragtes det som en tilbagekaldelse af en godkendelse, jf. § 15 d.

§ 15d

Godkendelse som bestyrer i medfør af § 15, stk. 2, autorisation som dørmand i medfør af § 15 a eller godkendelse som ansat i medfør af § 15 c kan frakendes eller tilbagekaldes, hvis

  • 1) bestyreren, dørmanden eller den ansatte har gjort sig skyldig i grov eller gentagen overtrædelse af vilkår for autorisationen eller af bestemmelser i loven eller forskrifter udstedt i medfør af loven eller

  • 2) der er særlig grund til at antage, at bestyreren, dørmanden eller den ansatte ikke vil varetage sit hverv på forsvarlig måde.

Stk. 2 Afgørelse i sager om frakendelse efter stk. 1, nr. 1, træffes af domstolene. Afgørelse i sager om tilbagekaldelse efter stk. 1, nr. 2, træffes af den myndighed, som har givet godkendelsen til bestyreren, autorisationen til dørmanden eller godkendelse af den ansatte. Afgørelse om tilbagekaldelse kan af bestyreren, dørmanden eller den ansatte kræves indbragt for domstolene. Afgørelse skal indeholde oplysning om adgangen til at begære domstolsprøvelse og om fristen herfor.

Stk. 3 Bestyrerens begæring om indbringelse for domstolene skal være modtaget hos bevillingsmyndigheden senest 4 uger efter, at afgørelsen om tilbagekaldelse er meddelt bestyreren. Bevillingsmyndigheden oversender sagen til den stedlige politimester.

Stk. 4 Dørmandens eller den ansattes begæring om indbringelse for domstolene skal være modtaget hos politiet senest 4 uger efter, at afgørelsen om tilbagekaldelse er meddelt dørmanden eller den ansatte.

Stk. 5 Politidirektøren indbringer sager om tilbagekaldelse for retten efter reglerne i retsplejelovens kapitel 80.

Stk. 6 Begæring om sagsanlæg har opsættende virkning, men retten kan ved kendelse bestemme, i hvilket omfang den pågældende under sagens behandling må udøve hvervet som bestyrer, dørmand eller ansat. Såfremt bevillingsmyndighedens eller politidirektørens afgørelse ved dommen findes lovlig, kan det i denne dom bestemmes, at anke ikke har opsættende virkning.

Stk. 7 En frakendelse eller tilbagekaldelse kan ske for et tidsrum af 1 til 5 år.

Finansiering m.v.
§ 16

Alkoholbevilling kan uden tilladelse fra Erhvervsstyrelsen kun meddeles selskaber m.v., såfremt disses vedtægter indeholder bestemmelser om, at

  • 1) aktier, anparter eller andelsbeviser ikke kan udstedes eller overdrages til nogen, der fremstiller eller engrosforhandler drikkevarer,

  • 2) alle aktier eller andelsbeviser skal lyde på og noteres på navn,

  • 3) overdragelse af aktier, anparter eller andelsbeviser kræver samtykke fra bestyrelsen eller for et anpartsselskab uden bestyrelse samtykke fra direktionen.

Stk. 2 Personer og selskaber m.v., der har alkoholbevilling, og bestyrere for disse virksomheder må ikke uden tilladelse fra Erhvervsstyrelsen lade sig finansiere helt eller delvis ved lån under nogen form, indskud, usædvanlig kredit eller sikkerhedsstillelse af nogen, som fremstiller eller engrosforhandler drikkevarer, eller som er medlem af direktion eller bestyrelse i selskaber m.v., som fremstiller eller engrosforhandler drikkevarer. Tilsvarende gælder modtagelse af gaver af ikke ubetydelig værdi bestemt til anvendelse i bevillingshaverens virksomhed.

Stk. 3 Bestemmelserne i stk. 2 finder ikke anvendelse med hensyn til lån, indskud eller sikkerhedsstillelse ydet af finansieringsinstitutter, hvis vedtægter sikrer en sådan uafhængighed af leverandører af drikkevarer, at de kan godkendes af Erhvervsstyrelsen.

Stk. 4 Alkoholbevilling kan ikke uden tilladelse fra Erhvervsstyrelsen meddeles personer, som fremstiller eller engrosforhandler drikkevarer, eller personer, der er medlem af direktion eller bestyrelse i selskaber m.v., som fremstiller eller engrosforhandler drikkevarer.

Stk. 5 Alkoholbevilling kan ikke uden tilladelse fra Erhvervsstyrelsen meddeles selskaber m.v., som fremstiller eller engrosforhandler drikkevarer, eller i hvilke noget medlem af direktion eller bestyrelse fremstiller eller engrosforhandler drikkevarer eller er medlem af direktion eller bestyrelse i andre selskaber, som fremstiller eller engrosforhandler drikkevarer.

Betaling og midlertidig tilladelse
§ 17

Erhvervsstyrelsen kan fastsætte regler om betaling til kommunen for alkoholbevilling.

Stk. 2 Når ansøgning om bevilling er indgivet, kan politidirektøren, i København politidirektøren, tillade, at stærke drikke serveres. Tilladelse gives for et bestemt tidsrum, dog længst indtil endelig afgørelse er truffet.

Bortfald af alkoholbevilling
§ 18

En alkoholbevilling bortfalder,

  • 1) når bevillingshaveren dør, jf. dog stk. 2,

  • 2) når bevillingens gyldighedstid udløber, uden at fornyelse finder sted,

  • 3) når bevillingshaveren ikke længere udnytter alkoholbevillingen,

  • 4) hvis bevillingshaveren er under konkurs,

  • 5) når en i medfør af § 10, stk. 2, 3. pkt., stillet betingelse for bevillingen ikke længere er opfyldt,

  • 6) hvis bevillingshaveren ikke længere opfylder betingelserne i § 13, stk. 1, nr. 3, eller § 14, stk. 1, nr. 3 og 4, eller

  • 7) hvis bevillingshaveren ikke længere opfylder betingelserne i § 16, stk. 1, 4 eller 5, for at opnå alkoholbevilling.

Stk. 2 Afdødes ægtefælle har ret til at overtage bevillingen, hvis vedkommende har samlevet med afdøde indtil dennes død og opfylder betingelserne i § 13, stk. 1. Bevillingsmyndigheden kan tillade, at en efterlevende ægtefælle, der ikke er fyldt 25 år, overtager bevillingen.

Stk. 3 Efter anmeldelse til Erhvervsstyrelsen kan et dødsbo, en ægtefælle, der sidder i uskiftet bo, et konkursbo eller en værge for en person, der er under værgemål med fratagelse af den retlige handleevne, jf. værgemålslovens § 6, fortsætte afdødes, skyldnerens eller den umyndiges restaurationsvirksomhed med henblik på afvikling, afhændelse eller lignende. Adgangen hertil gælder kun indtil 1 år efter dødsfaldet, konkursdekretet eller værgemålets iværksættelse. I særlige tilfælde kan politidirektøren, i København kommunalbestyrelsen, forlænge fristen.

Fratagelse af alkoholbevilling
§ 19

En alkoholbevilling kan frakendes eller tilbagekaldes, hvis

  • 1) bevillingshaveren har gjort sig skyldig i grov eller gentagen overtrædelse af vilkår for alkoholbevillingen eller af bestemmelser i loven eller

  • 2) der er særlig grund til at antage, at bevillingshaveren ikke vil eller kan drive restaurationsvirksomheden på forsvarlig måde.

Stk. 2 Afgørelse i sager om frakendelse efter stk. 1, nr. 1, træffes af domstolene. Afgørelse i sager om tilbagekaldelse efter stk. 1, nr. 2, træffes af bevillingsmyndigheden efter høring af eller forslag fra politiet, og afgørelsen kan af bevillingshaveren kræves indbragt for domstolene. Bevillingsmyndighedens afgørelse skal indeholde oplysning om adgangen til at begære domstolsprøvelse og om fristen herfor.

Stk. 3 Bevillingshaverens begæring om indbringelse for domstolene skal være modtaget hos bevillingsmyndigheden senest 4 uger efter, at afgørelsen er meddelt bevillingshaveren. Bevillingsmyndigheden oversender sagen til den stedlige politimester, der indbringer sagen for retten efter reglerne i retsplejelovens kapitel 80.

Stk. 4 Begæring om sagsanlæg har opsættende virkning, men retten kan ved kendelse bestemme, i hvilket omfang den pågældende under sagens behandling må drive restaurationsvirksomheden. Såfremt bevillingsmyndighedens afgørelse ved dommen findes lovlig, kan det i denne dom bestemmes, at anke ikke har opsættende virkning.

Stk. 5 Bestemmelserne i stk. 1-4 gælder for bestyrere, der er godkendt efter § 15.

§ 19a

En alkoholbevilling kan fratages af kommunalbestyrelsen, hvis indehaveren har forfalden gæld til det offentlige på mindst 100.000 kr. Alkoholbevillingen kan fratages for et tidsrum af 1 til 5 år eller indtil videre. Afgørelsen skal indeholde oplysning om adgang til domstolsprøvelse og om fristen herfor.

Stk. 2 En afgørelse efter stk. 1 kan af den, afgørelsen vedrører, forlanges indbragt for domstolene. Anmodning herom skal være modtaget hos kommunalbestyrelsen, senest 4 uger efter at afgørelsen er meddelt den pågældende. Kommunalbestyrelsen anlægger sag mod den pågældende efter retsplejelovens former. Anmodning om sagsanlæg har ikke opsættende virkning, men retten kan bestemme, at den pågældende under sagens behandling skal have adgang til at udøve restaurationsvirksomheden. Ankes en dom, hvorved en fratagelse ikke findes lovlig, kan den ret, der har afsagt dommen, eller den ret, hvortil sagen er indbragt, bestemme, at restaurationsvirksomheden ikke må udøves under ankesagens behandling.

Stk. 3 En afgørelse efter stk. 1 kan til enhver tid efter ansøgning ophæves af kommunalbestyrelsen. Hvis en ansøgning herom afslås, kan ansøgeren forlange afgørelsen prøvet ved domstolene, såfremt fratagelsen er sket indtil videre og der er forløbet mindst 5 år efter fratagelsen og mindst 2 år, efter at ophævelsen senest er nægtet ved dom. Bestemmelserne i stk. 2, 2. og 3. pkt., finder tilsvarende anvendelse.