Retssikkerhedsloven (det sociale område) § 19

Denne konsoliderede version af retssikkerhedsloven (det sociale område) er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov om retssikkerhed og administration på det sociale område

Lov nr. 453 af 10. juni 1997,
jf. lovbekendtgørelse nr. 261 af 13. marts 2024,
som ændret ved lov nr. 329 af 09. april 2024

§ 19

Børne- og ungeudvalget består af

  • 1) 2 medlemmer, der vælges af kommunalbestyrelsen blandt dens medlemmer,

  • 2) 1 byretsdommer, der udpeges af retspræsidenten i retskredsen, og

  • 3) 2 pædagogisk-psykologisk sagkyndige, der udpeges af Familieretshuset for en periode, som svarer til den kommunale valgperiode.

Stk. 2 Efter samme regler vælges og udpeges tillige for hvert medlem en stedfortræder, der indkaldes til at møde, når medlemmet er forhindret i at deltage. Kommunalbestyrelsen i kommuner med 55.000 indbyggere eller derover kan beslutte, at der udpeges 2 stedfortrædere for hvert medlem af børne- og ungeudvalget. Borgerrepræsentationen i Københavns Kommune kan beslutte, at der udpeges 3 stedfortrædere for hvert medlem af børne- og ungeudvalget. Indbyggertallet i 2. pkt. opgøres pr. 1. juli i de år, hvor der er valg til kommunalbestyrelsen, og gælder for hele den efterfølgende kommunale valgperiode.

Stk. 3 Er et medlem efter stk. 1, nr. 1, eller et sådant medlems stedfortræder efter stk. 2 forhindret i at deltage i et møde, kan kommunalbestyrelsen beslutte, at en stedfortræder for det andet kommunalbestyrelsesmedlem indkaldes til at deltage i mødet.

Stk. 4 Er et sagkyndigt medlem efter stk. 1, nr. 3, eller et sådant medlems stedfortræder efter stk. 2 forhindret i at deltage i et møde, kan kommunalbestyrelsen indkalde en stedfortræder for det andet sagkyndige medlem til at deltage i mødet.

Stk. 5 De pædagogisk-psykologisk sagkyndige, som udpeges efter stk. 1, nr. 3, kan ikke deltage i behandling af andre sager vedrørende samme person eller samme familie inden for den offentlige forvaltning, herunder behandlingen af sager i Familieretshuset og klagesager.