Risikobekendtgørelsen Kapitel 10

Denne konsoliderede version af risikobekendtgørelsen er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringsbekendtgørelser i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Bekendtgørelse om kontrol med risikoen for større uheld med farlige stoffer

Bekendtgørelse nr. 372 af 25. april 2016

Kapitel 10 Tilsyn
§ 20

Miljøstyrelsen udarbejder efter forhandling med Beredskabsstyrelsen, Arbejdstilsynet, Sikkerhedsstyrelsen og Rigspolitiet en overordnet tilsynsplan, der omfatter alle risikovirksomheder i Danmark. Tilsynsplanen indeholder de punkter, som fremgår af bilag 9, del 3. Miljøstyrelsen ajourfører tilsynsplanen regelmæssigt.

Stk. 2 Kommunalbestyrelsen bidrager med oplysninger, jf. bilag 9, del 3, punkt 3-5, til brug for udarbejdelsen af tilsynsplanens fortegnelser over risikovirksomheder inden for kommunens geografiske område, og den indsender regelmæssigt oplysninger til Miljøstyrelsen om ændringer i fortegnelserne, jf. § 27.

Stk. 3 Miljøstyrelsen offentliggør et udkast til tilsynsplan, ajourføringer heraf eller ændringer digitalt og oplyser samtidig, at enhver har ret til at kommentere udkastet inden for en frist på 4 uger. Miljøstyrelsen sender samtidig med offentliggørelsen udkastet til alle kommunalbestyrelser med anmodning om bemærkninger.

Stk. 4 Efter høringsfristens udløb foretager Miljøstyrelsen de nødvendige ændringer og stiller tilsynsplanen digitalt til rådighed for offentligheden.

Stk. 5 Ved mindre væsentlige ændringer eller ajourføringer af tilsynsplanen finder stk. 3 og 4 ikke anvendelse, og planen kan stilles digitalt til rådighed for offentligheden umiddelbart efter ændringen eller ajourføringen.

§ 21

Risikomyndighederne fører inden for hvert deres område tilsyn med risikovirksomhedernes overholdelse af reglerne i denne bekendtgørelse. Meddelelse af påbud og forbud sker efter reglerne i den lovgivning, som den pågældende myndighed administrerer. Tilsynet med forhold, der reguleres efter denne bekendtgørelse, skal ske med udgangspunkt i tilsynsplanen og på grundlag af et tilsynsprogram for planlagte tilsyn, jf. bilag 9, del 1, og efter retningslinjerne for øvrige tilsyn, jf. bilag 9, del 2.

§ 22

Senest to måneder efter et tilsyn meddeler hver risikomyndighed virksomheden de konklusioner, den har draget, og hvilke foranstaltninger, den eventuelt finder nødvendig. Risikomyndighederne kan, hvor det er relevant, meddele deres konklusioner i en fælles tilsynsrapport.

Stk. 2 Inden for hver deres område sikrer de enkelte risikomyndigheder, at den driftsansvarlige iværksætter alle de nødvendige foranstaltninger inden for en rimelig frist efter modtagelse af myndighedernes konklusioner.

§ 23

Risikomyndighederne undlader at godkende eller forbyder, hver på deres område og efter reglerne i den lovgivning, der ligger til grund for deres afgørelser, idriftsætning eller fortsat drift af risikovirksomheden, hvis de foranstaltninger, som virksomheden har truffet, er klart utilstrækkelige til at forebygge eller begrænse større uheld. Det gælder også, hvis virksomheden i væsentlig grad har undladt at træffe nødvendige foranstaltninger, som myndighederne har påbudt virksomheden efter tilsyn.