Rørledningsloven § 1

Denne konsoliderede version af rørledningsloven er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov om etablering og benyttelse af en rørledning til transport af råolie og kondensat

Lov nr. 291 af 10. juni 1981,
jf. lovbekendtgørelse nr. 200 af 27. februar 2024

§ 1

Ejeren forestår driften af den rørledning med tilhørende pumpe- og terminalfaciliteter til transport af råolie og kondensat, der er anlagt fra det danske kontinentalsokkelområde i Nordsøen til Fredericia.

Stk. 2 Klima-, energi- og forsyningsministeren kan tillade, at ejeren i tilknytning til virksomhed efter stk. 1 etablerer og driver faciliteter til separation af råolie og kondensat, som transporteres gennem rørledningen. Meddelelse af tilladelse forudsætter, at en eller flere nuværende eller kommende brugere af rørledningen ønsker separation af deres råolie og kondensat. Tilladelse meddeles efter ansøgning, som indgives efter § 2 a.

Stk. 3 Klima-, energi- og forsyningsministeren kan fastsætte nærmere regler om driften af rørledningen og separationsfaciliteter m.v. og fører tilsyn med virksomheden og med overholdelsen af bestemmelserne i denne lov og regler, vilkår og betingelser fastsat i medfør af loven.

Stk. 4 Klima-, energi- og forsyningsministeren kan pålægge ansøgere efter denne lov, ejer og brugere af rørledningen eller separationsfaciliteter og enhver med andel i et felt, der har fået dispensation fra tilslutningspligten efter § 2, stk. 3, at betale udgifterne ved myndighedernes sagsbehandling efter denne lov og kan fastsætte regler herom.