Rørledningsloven § 5a

Denne konsoliderede version af rørledningsloven er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov om etablering og benyttelse af en rørledning til transport af råolie og kondensat

Lov nr. 291 af 10. juni 1981,
jf. lovbekendtgørelse nr. 200 af 27. februar 2024

§ 5a

Energiklagenævnet behandler klager over afgørelser truffet af klima-, energi- og forsyningsministeren efter denne lov eller regler udstedt i medfør heraf.

Stk. 2 Enhver med væsentlig og individuel interesse i afgørelsen kan klage over afgørelser truffet i medfør af denne lov eller regler fastsat i medfør heraf.

Stk. 3 Endvidere er lokale og landsdækkende foreninger eller organisationer, der som hovedformål har beskyttelse af natur og miljø, eller som efter deres formål varetager væsentlige rekreative interesser, når en afgørelse berører sådanne interesser, klageberettigede, for så vidt angår miljømæssige forhold i afgørelser i henhold til § 3 d, stk. 1 og 3, hvis afgørelserne tillige er omfattet af § 3 g, regler udstedt i medfør af § 3 f eller lov om miljøvurdering af planer og programmer og af konkrete projekter (VVM).

Stk. 4 Klagen skal være indgivet skriftligt til Energiklagenævnet inden 4 uger fra tidspunktet, hvor afgørelsen er meddelt. Er afgørelsen offentligt bekendtgjort, regnes fristen dog altid fra bekendtgørelsen. Udløber klagefristen på en lørdag eller en helligdag, forlænges fristen til den følgende hverdag.

Stk. 5 Afgørelser truffet af Energistyrelsen eller en anden statslig myndighed, som klima-, energi- og forsyningsministeren har henlagt sine beføjelser til, kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed end Energiklagenævnet. Afgørelser efter § 2, stk. 3 og 4, kan dog af bevillingshaverne indbringes for voldgiftsnævnet nævnt i § 6, stk. 2, 2. pkt.

Stk. 6 Søgsmål til prøvelse af afgørelser truffet af Energiklagenævnet efter loven eller regler udstedt i medfør af loven, skal være anlagt, inden 6 måneder efter at afgørelsen er meddelt. Er afgørelsen offentligt bekendtgjort, regnes fristen dog altid fra bekendtgørelsen.