RUT-bekendtgørelsen Kapitel 4

Denne konsoliderede version af rUT-bekendtgørelsen er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringsbekendtgørelser i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Bekendtgørelse om Register for Udenlandske Tjenesteydere (RUT-registret)

Bekendtgørelse nr. 627 af 24. juni 2019,
som ændret ved bekendtgørelse nr. 2183 af 15. december 2020

Kapitel 4 Adgang til og brug af data fra registret
§ 11

Enhver kan fra Erhvervsstyrelsen få adgang til de data, som er registreret i registret, med de undtagelser og på de betingelser, der er nævnt i §§ 12 – 17.

§ 12

Adgang til data i registret for andre end danske myndigheder vil være begrænset til følgende:

  • 1) Virksomhedens navn, forretningsadresse og kontaktoplysninger.

  • 2) Dato for påbegyndelse og afslutning af tjenesteydelsen.

  • 3) Dato for påbegyndelse og afslutning af tjenesteydelsen på det enkelte arbejdssted, hvis der er flere arbejdssteder.

  • 4) Navn på kontaktperson for virksomheden.

  • 5) Virksomhedens branchekode.

  • 6) Virksomhedens momsnummer og registreringssted i hjemlandet eller oplysning om, at virksomheden ikke har et momsnummer i hjemlandet.

  • 7) Størrelsesorden efter antal ansatte pr. arbejdssted.

Stk. 2 Oplysningerne i stk. 1 er offentligt tilgængelige ved enkeltopslag på igangværende aktiviteter i Danmark via www.virk.dk. Det er ikke tilladt at crawle www.virk.dk/rut eller benytte andre metoder til automatisk indeksering og opslag.

Stk. 3 Stk. 1, nr. 2, 3 og 7, finder anvendelse på offentlighedens adgang til oplysninger, der registreres den 1. juli 2013 eller senere.

Stk. 4 Stk. 1, nr. 1-7, finder anvendelse på data registreret efter den 3. februar 2014.

Stk. 5 En faglig organisation, der har indgået en kollektiv overenskomst, med en udenlandsk virksomhed, kan, når der er indledt en fagretlig sag om fortolkning af eller brud på overenskomsten, få adgang til de oplysninger der er anmeldt efter § 5, stk. 1, nr. 1, 7 og 8 samt § 7, stk. 1, nr. 4, og oplysninger om, hvor mange af de anmeldte lønmodtagere, der er anmeldt som social sikret i hjemlandet efter § 5, stk.1, nr. 9. Er en arbejdsgiverorganisation part i overenskomsten, har arbejdsgiverorganisationen ligeledes adgang til oplysningerne nævnt i 1. pkt.

Stk. 6 Faglige organisationer og arbejdsgiverorganisationer kan få adgang til oplysninger om de enkelte arbejdssteder anmeldt efter § 8.

§ 13

Videregivelse fra registret omfatter oplysninger om enkelte enheder eller om samtlige enheder, som er optaget i registret.

Stk. 2 Ved videregivelse af oplysninger fra registret om samtlige enheder videregives de oplysninger, der kan meddeles den pågældende efter §§ 11 og 12.

Stk. 3 Oplysninger fra registret stilles til rådighed af Erhvervsstyrelsen via system-til-system adgang og via enkeltopslag.

Stk. 4 Enhver kan anvende, videreformidle og offentliggøre data, som meddeles den pågældende efter § 11 og 12 med de undtagelser og betingelser, der følger af §§ 11-16.

§ 14

Danske myndigheder må alene anvende oplysninger, som modtages fra registret, til:

  • 1) Kontrol af, om virksomheder overholder lovgivningen, som finder anvendelse i forbindelse med udstationering, herunder om betingelserne for at udstationere til Danmark er opfyldt.

  • 2) Sagsbehandling i Arbejdsmarkedets Fond for Udstationerede.

  • 3) Statistik om udenlandske virksomheder og lønmodtagere.

Stk. 2 Arbejdstilsynet kan berigtige en virksomheds anmeldelse i registret, hvis det ud fra en samlet vurdering fastslås, at virksomheden ikke opfylder betingelserne for at være omfattet af udstationeringsreglerne, herunder betingelsen om reel etablering i hjemlandet.

§ 15

Data fra registret må ikke anvendes med kommercielt formål eller i kommerciel sammenhæng. Hermed menes alle former for salg, reklamehenvendelse eller andre henvendelser, der ikke har specifik hjemmel i lov, regler, der er udstedt i medfør af lov, eller samtykke.

§ 16

Enhver har krav på efter skriftlig anmodning til Erhvervsstyrelsen at få oplyst de grunddata, der er optaget i registret om den pågældende.