Selskabsskatteloven Afsnit IV

Denne konsoliderede version af selskabsskatteloven er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov nr. 255 af 11. juni 1960,
jf. lovbekendtgørelse nr. 1241 af 22. august 2022,
som ændret ved lov nr. 905 af 21. juni 2022, lov nr. 1389 af 05. oktober 2022, lov nr. 679 af 03. juni 2023, lov nr. 710 af 13. juni 2023, lov nr. 718 af 13. juni 2023, lov nr. 1535 af 12. december 2023 og lov nr. 1563 af 12. december 2023

Afsnit IV Beregning af indkomstskat

§ 17

Indkomstskatten for de i § 1, stk. 1, nr. 1-2 b, 2 d-2 j og 3 a-5 b, og § 3, stk. 7, nævnte selskaber og foreninger m.v. (selskabsskatten) beregnes af den skattepligtige indkomst og udgør 22 pct. Indkomst omfattet af kulbrinteskattelovens § 4, stk. 1 og 2, beskattes med selskabsskatteprocenten efter 1. pkt. med tillæg af 3 procentpoint (tillægsselskabsskatten).

Stk. 2 Såfremt der i den skattepligtige indkomst for et af de i § 1, stk. 1, nr. 1-2 b, 2 d-2 j og 3 a-5 b, nævnte selskaber og foreninger m.v. indgår udbytte fra selskaber, som er eller har været hjemmehørende i udlandet, og udbyttet ikke er omfattet af skattefritagelsen i § 13, stk. 1, nr. 2, nedsættes det udbyttemodtagende selskabs, moderselskabets, skat med den del, der svarer til forholdet mellem det modtagne udbytte og den skattepligtige indkomst. Der kan dog ikke ske nedsættelse med et større beløb end det, som det udbyttegivende selskab, datterselskabet, og ethvert datterselskab på lavere niveau har udredet i skat af den del af indkomsten, der ligger til grund for udbyttet til moderselskabet. Det er en betingelse, at det udbyttemodtagende selskab, moderselskabet, på ethvert niveau ejer mindst 10 pct. af aktiekapitalen i det udbyttegivende selskab, datterselskabet, på udbytteudlodningstidspunktet. 1.-3. pkt. finder tilsvarende anvendelse, hvis udbyttemodtageren er et tilsvarende selskab eller en forening m.v. som nævnt i § 2, stk. 1, litra a, og selskabet eller foreningen m.v. er hjemmehørende på Færøerne eller i Grønland, en stat, der er medlem af EU/EØS, eller en stat, som har en dobbeltbeskatningsoverenskomst med Danmark. Ved bedømmelsen af, om et selskab eller en forening m.v. som nævnt i § 2, stk. 1, litra a, opfylder betingelsen i 3. pkt., medregnes samtlige aktiebesiddelser, som selskabet eller foreningen m.v. har i det udbyttegivende selskab.

Stk. 3 Såfremt der i den skattepligtige indkomst indgår udbytte fra selskaber, hvis aktier er omfattet af aktieavancebeskatningslovens § 19 A, og som er eller har været hjemmehørende i udlandet, og udbyttet ikke er omfattet af nærværende paragrafs stk. 2, kan told- og skatteforvaltningen efter ansøgning eftergive det udbyttemodtagende selskab en del af skatten. Der kan dog ikke eftergives et større beløb end det, hvormed summen af det beløb, som det udbyttegivende selskab har udredet i skat af den del af indkomsten, der ligger til grund for udbyttet, og det beløb, som det udbyttemodtagende selskab har udredet i skat af den til udbyttet svarende del af indkomsten, overstiger summen af de beløb, der skulle have været udredet i skat af henholdsvis det udbyttegivende og det udbyttemodtagende selskab, såfremt det udbyttegivende selskab skulle have været beskattet her i landet af den til grund for udbyttet liggende indkomst. Det er en betingelse, at det udbyttemodtagende selskab ejer mindst 10 pct. af kapitalen i det udbyttegivende selskab på udlodningstidspunktet.

Stk. 4 Såfremt der med den fremmede stat, med Grønland eller med Færøerne er indgået en overenskomst til undgåelse af dobbeltbeskatning, skal der dog ikke ved opgørelsen af det beløb, der kan eftergives, jf. stk. 3, kunne indregnes større skattebeløb end dem, som denne stat, Grønland eller Færøerne efter overenskomsten har et ubetinget krav på at oppebære.

Stk. 5 For de i § 1, stk. 1, nr. 5, nævnte gensidige forsikringsforeninger medregnes indkomst ved erhvervsmæssig virksomhed, jf. § 1, stk. 4 og 5, i sin helhed ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst. Den øvrige samlede indkomst beskattes derimod alene i det omfang, den overstiger 1 mio. kr.

§ 17A

Finansielle selskaber, jf. stk. 3, betaler en forhøjet indkomstskat, idet selskabernes skattepligtige positive eller negative årsindkomst opgjort efter skattelovgivningens almindelige regler multipliceres med 26/22. For indkomstår, der påbegyndes i perioden fra og med den 1. januar 2023 til og med den 31. december 2023, multipliceres årsindkomsten dog med 25,2/22. Den forhøjede indkomst anses for det finansielle selskabs skattepligtige indkomst ved anvendelsen af bestemmelserne i § 12, § 17, stk. 1, og § 31. Har selskabet kun været et finansielt selskab en del af indkomståret, foretages en indkomstopgørelse efter skattelovgivningens almindelige regler for denne del af indkomståret, og kun denne del af indkomsten forhøjes efter 1. eller 2. pkt. Indkomstårets skattemæssige afskrivninger, herunder straksfradrag efter afskrivningslovens § 18, medregnes til den del af indkomsten, der forhøjes efter 1. og 2. pkt., i forhold til hvor stor en del perioden som finansielt selskab udgør af selskabets indkomstår.

Stk. 2 Indkomsten fra alle det finansielle selskabs udenlandske og danske indkomstkilder forhøjes efter stk. 1, før det underskud, der kan ses bort fra efter § 31, stk. 9, eller ligningslovens § 33 H, opgøres.

Stk. 3 Følgende selskaber anses for finansielle selskaber:

§ 17B

(Ophævet)

§ 18

Indkomstskatten for de i § 1, stk. 1, nr. 5 c, 5 d og 6, og § 3, stk. 1, nr. 19, nævnte selskaber og foreninger m.v. udgør den i § 17, stk. 1, nævnte procent af den skattepligtige indkomst, jf. dog stk. 2.

Stk. 2 Indkomstskatten for de i § 1, stk. 1, nr. 5 c og 6, og § 3, stk. 1, nr. 19, nævnte selskaber og foreninger m.v. udgør 15 pct. af den del af den skattepligtige indkomst, som udgøres af udbytte omfattet af ligningslovens § 16 A, stk. 1 og 2.

§ 19

Indkomstskatten for de i § 1, stk. 1, nr. 3, nævnte andelsforeninger (kooperationsskatten) udgør 14,3 pct. af den skattepligtige indkomst. For indkomst omhandlet i § 32 udgør skatten den i § 17, stk. 1, fastsatte sats. Ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst, som beskattes efter 1. pkt., medregnes ikke den del af andelsforeningens formue, som består af aktier i selskaber omfattet af § 32.

Stk. 2 Skattepligtige beløb efter § 5 B, stk. 4, beskattes med 50 pct.

§ 20

(Ophævet)

§ 21

Indkomstskatten for de i § 2, stk. 1, litra a), b) og f), nævnte udenlandske selskaber og foreninger udgør den i § 17, stk. 1, nævnte procent af den skattepligtige indkomst. § 17, stk. 2 og 3, finder tilsvarende anvendelse, hvis udbyttemodtageren er et tilsvarende selskab eller en forening m.v. som nævnt i § 2, stk. 1, litra a, og selskabet eller foreningen m.v. er hjemmehørende i en fremmed stat, der er medlem af EU eller EØS, på Færøerne eller i Grønland eller en stat, som har en dobbeltbeskatningsoverenskomst med Danmark. § 13, stk. 1, nr. 2, 7. pkt., finder tilsvarende anvendelse.

Stk. 2 Indkomstskatten for indtægt og fortjeneste som nævnt i § 2, stk. 1, litra b, som modtages af et pensionsinstitut omfattet af § 13 J, udgør 15,3 pct. af den skattepligtige indkomst.

§ 22

Inden skatten beregnes efter foranstående regler, afrundes det skattepligtige beløb nedefter til nærmeste med 100 delelige kronebeløb.

§ 23

I den seneste lovbekendtgørelse på retsinformation er ændringen som følger af § 7, nr. 1, i ændringslov nr. 1052 af 30/6 2020 ved en fejl ikke blevet implementeret. Ændringen trådte i kraft den 1. juli 2020, jf. § 15, stk. 1, i ændringslov nr. 1052 af 30/6 2020. Af den efter reglerne i denne lov udredede indkomstskat tilfalder 14,24 pct. den eller de kommuner, hvori selskabet eller foreningen m.v. har drevet virksomhed, jf. bestemmelserne i lov om kommunal indkomstskat og statens afregning af grundskyld og dækningsafgift til kommunerne.

Stk. 2 Bestemmelserne i stk. 1, finder ikke anvendelse for DSB, Energinet.dk, Naviair og Danpilot og disses eventuelle sambeskattede datterselskaber.