Selskabsskatteloven Afsnit VII

Denne konsoliderede version af selskabsskatteloven er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov nr. 255 af 11. juni 1960,
jf. lovbekendtgørelse nr. 1241 af 22. august 2022,
som ændret ved lov nr. 905 af 21. juni 2022, lov nr. 1389 af 05. oktober 2022, lov nr. 679 af 03. juni 2023, lov nr. 710 af 13. juni 2023, lov nr. 718 af 13. juni 2023, lov nr. 1535 af 12. december 2023 og lov nr. 1563 af 12. december 2023

Afsnit VII Ikrafttrædelses- og overgangsbestemmelser

I den seneste lovbekendtgørelse på retsinformation er der et par småfejl i § 35, stk. 1 og 4, jf. § 5, nr. 2 og 4, i lov nr. 540 af 29/4 2015.
§ 35

Skattepligtige selskaber m.v. skal for hvert af indkomstårene 2002 til og med det seneste indkomstår, der udløber inden indberetningstidspunktet, foretage digital indberetning til told- og skatteforvaltningen af resterende fremførselsberettigede underskud, jf. § 12 og fondsbeskatningslovens § 3, stk. 2, jf. dog stk. 4. For sambeskattede selskaber m.v. påhviler indberetningspligten administrationsselskabet. Der betales et tillæg på 5.000 kr., hvis der ikke indberettes rettidigt efter 1. pkt. Tillægget tilfalder staten.

Stk. 2 Skattefri omstruktureringer omfattet af fusionsskatteloven, der har betydning for underskudsanvendelsen efter stk. 1, og som er gennemført inden indberetningstidspunktet, skal tillige indberettes digitalt, jf. dog stk. 4.

Stk. 3 Er periodiseringen af underskuddene uden betydning for underskudsanvendelsen, kan skatteministeren dispensere fra pligten til at indberette underskud for hvert af indkomstårene 2002 til og med det seneste indkomstår, der udløber inden indberetningstidspunktet.

Stk. 4 Skatteministeren fastsætter regler om fritagelse for visse selskaber m.v. fra indberetningspligten. Endvidere kan ministeren fastsætte regler om indberetningstidspunktet, adgangen for told- og skatteforvaltningen til, hvis der foreligger særlige omstændigheder, at se bort fra en fristoverskridelse, herunder at fritage for betaling af tillægget i stk. 1, perioden for indberetningen, hvilke specifikationer indberetningen skal indeholde, og hvorledes indberetningen skal ske efter stk. 1 og 2. Bekendtgørelse om registrering af underskud m.v.

§§ 35A-35K

(Ophævet)

§ 35L

Henvisningen til stk. 2-4 er fejlagtigt ikke blevet ændret da stk. 2 blev omformuleret og stk. 3 blev ophævet (stk. 4 blev så til stk. 3) den 25. marts 1995, jf. §1, nr. 31 og 32, i lov nr. 180 af 23/3 1995.

Det nye stk. 2 minder meget om de gamle stk. 2 og 3 (se den gamle formulering nedenfor), hvorfor vi har valgt at pege henvisningen på de nuværende stk. 2-3.

Formuleringen af de gamle stk. 2 og 3 var:
"Stk. 2. Et skattepligtigt beløb opgjort i henhold til § 5 A, stk. 3, skal ganges med 2,3, hvis foreningen på afståelsestidspunktet beskattes i henhold til § 1, stk. 1, nr. 3. Det herefter fremkomne skattepligtige beløb skal medregnes ved opgørelsen af foreningens skattepligtige indkomst i det skatteår, hvori den ekstraordinære skatteansættelse skal foretages, jf. § 5, stk. 1.
Stk. 3. Stk. 2, 2. pkt., finder ikke anvendelse for den del af det skattepligtige beløb, der hidrører fra fortjeneste opgjort efter afskrivningslovens § 29 og ejendomsavancebeskatningsloven. Denne fortjeneste medregnes først til den skattepligtige indkomst i det indkomstår, hvor foreningen faktisk afstår bygningen, installationen eller ejendommen. Ved foreningens afståelse af fast ejendom er fortjeneste skattepligtig for foreningen i samme omfang som efter ejendomsavancebeskatningslovens § 6, stk. 2. Ejendomsavancebeskatningslovens §§ 6 A-C finder ikke anvendelse."
For foreninger, der fra og med indkomståret 1994 henholdsvis indkomståret 1995 overgår til beskatning efter § 1, stk. 1, nr. 3, fra beskatning efter § 1, stk. 1, nr. 6, finder § 5 A tilsvarende anvendelse, jf. dog stk. 2-4.

Stk. 2 Den del af det skattepligtige beløb opgjort i henhold til § 5 A, stk. 3, der hidrører fra fortjeneste opgjort efter afskrivningslovens § 21 og ejendomsavancebeskatningsloven, medregnes dog ikke ved beskatning efter § 5 A, stk. 1. Denne fortjeneste medregnes først til den skattepligtige indkomst i det indkomstår, hvor foreningen faktisk afstår bygningen, installationen eller ejendommen. Ejendomsavancebeskatningslovens §§ 6 A og 6 C finder ikke anvendelse. Hvis foreningen på afståelsestidspunktet beskattes i henhold til § 1, stk. 1, nr. 3, skal det opgjorte beløb ganges med 2,3.

Stk. 3 Når foreningen opløses eller overgår fra beskatning efter § 1, stk. 1, nr. 3, til beskatning efter § 1, stk. 1, nr. 6, eller bliver undtaget fra beskatning i medfør af § 3, skal et eventuelt resterende skattepligtigt beløb efter stk. 2 medregnes til foreningens skattepligtige indkomst for det indkomstår, hvori opløsningen eller overgangen sker.

§ 35M

Værdien af aktier, der i henhold til § 19 b i lov om visse erhvervsdrivende virksomheder overdrages til en forening, medregnes ikke ved opgørelse af foreningens skattepligtige indkomst.

§ 35N

(Ophævet)

§ 35O

Decentrale kraftvarmeanlæg, jf. § 5 i lov nr. 375 af 2. juni 1999 om elforsyning, som ikke ejes af et elektricitetsværk, kan enten afskrive et beløb svarende til den del af nettogælden, der kan henføres til kraftvarmeanlægget, opgjort til kursværdien pr. datoen for overgang til skattepligt over 20 år fra skattepligtens indtræden, eller fradrage afdrag og indekstillæg på indekslån, der er optaget før 1. januar 2000, der vedrører perioden efter overgangen til skattepligt, ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst. Anlægget kan herefter ikke afskrive på aktiver, som det ejer ved overgangen til skattepligt, og ved senere afståelse af disse aktiver medregnes den fulde afståelsessum, uanset aktivets art, ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst. Ved afståelser omfattet af 2. pkt. finder principperne i ejendomsavancebeskatningslovens § 4, stk. 4-9, tilsvarende anvendelse. Ved nettogæld forstås den del af anlæggets samlede gæld, som overstiger anlæggets fordringer omfattet af kursgevinstloven, værdipapirer omfattet af aktieavancebeskatningsloven og kassebeholdning. Det skal ved afgivelse af oplysninger til told- og skatteforvaltningen efter skattekontrollovens § 2 for det første indkomstår under skattepligt bindende tilkendegives, om der ønskes at afskrive et beløb svarende til nettogælden eller fradrage afdrag og indekstillæg på indekslån efter 1. pkt.

§§ 36-39

(Ophævet)

§ 40

Skatteministeren fastsætter de nærmere regler for gennemførelsen af denne lov og bemyndiges til at afholde de til lovens gennemførelse nødvendige udgifter. Bekendtgørelse om selskabsskat

§ 41

Denne lov gælder ikke for Færøerne og Grønland.