Selskabsskatteloven § 12C

Denne konsoliderede version af selskabsskatteloven er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov nr. 255 af 11. juni 1960,
jf. lovbekendtgørelse nr. 1241 af 22. august 2022,
som ændret ved lov nr. 905 af 21. juni 2022, lov nr. 1389 af 05. oktober 2022, lov nr. 679 af 03. juni 2023, lov nr. 710 af 13. juni 2023, lov nr. 718 af 13. juni 2023, lov nr. 1535 af 12. december 2023 og lov nr. 1563 af 12. december 2023

§ 12C

§ 12 A finder tilsvarende anvendelse, i det omfang nedbringelse eller indfrielse af en fordring sker i forbindelse med et tilskud efter § 31 D eller et kapitalindskud til debitorselskabet eller til et selskab m.v., hvori debitorselskabet ejer mere end 10 pct. af aktie- eller anpartskapitalen, når kapitalindskuddet direkte eller indirekte foretages:

  • 1) Af kreditor for fordringen eller kreditors ægtefælle.

  • 2) Af et selskab, hvori kreditor eller kreditors ægtefælle direkte eller indirekte ejer mere end 50 pct. af aktie- eller anpartskapitalen eller direkte eller indirekte råder over mere end 50 pct. af stemmerne.

  • 3) Af en person, som alene eller sammen med sin ægtefælle direkte eller indirekte ejer mere end 50 pct. af aktie- eller anpartskapitalen i kreditorselskabet eller råder over mere end 50 pct. af stemmerne.

  • 4) Af et selskab, der er koncernforbundet med kreditorselskabet, jf. kursgevinstlovens § 4, stk. 2.

  • 5) Af en kautionist for fordringen og af personer og selskaber m.v., der har den i nr. 1-4 nævnte tilknytning til kautionisten.

  • 6) Af en tidligere kreditor eller kautionist for fordringen og af personer og selskaber, der har den i nr. 1-4 nævnte tilknytning til den tidligere kreditor eller kautionist. Det er dog en betingelse, at fordringens eller kautionsforpligtelsens overdragelse må anses for at være sket i forbindelse med kapitalindskuddet.

Stk. 2 Stk. 1 finder kun anvendelse, hvis nedbringelsen eller indfrielsen svarer til en samlet ordning mellem debitorselskabet og dets kreditorer. Hvis kapitalindskuddet sker i forbindelse med erhvervelse af aktier eller konvertible obligationer i debitorselskabet, finder § 12 A, stk. 3, tilsvarende anvendelse.

Stk. 3 Ved opgørelse af nedsættelsesbeløbet bortses fra det foretagne tilskud eller kapitalindskud.

Stk. 4 Nedsættelsesbeløbet efter stk. 3 reduceres:

  • 1) Med den del af nedsættelsesbeløbet, som er skattepligtigt for debitorselskabet.

  • 2) I det omfang debitorselskabet efter reglerne i kursgevinstlovens § 8 på tidspunktet for nedbringelsen eller indfrielsen af fordringen eller den regresfordring, kautionisten ville have opnået ved en eventuel kautionsbetaling, ikke skulle medregne en eventuel gevinst på fordringen eller regresfordringen ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst.

Stk. 5 Det beløb, som nedsættelsesbeløbet skal reduceres med efter stk. 4, nr. 2, opgøres som forskellen mellem på den ene side kreditors anskaffelsessum for den pågældende fordring eller den anskaffelsessum for regresfordringen, kautionisten ville have efter en eventuel kautionsbetaling vedrørende den pågældende fordring, og på den anden side fordringens kursværdi på indfrielsestidspunktet, idet der bortses fra det foretagne kapitalindskud.