Selskabsskatteloven § 5A

Denne konsoliderede version af selskabsskatteloven er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov nr. 255 af 11. juni 1960,
jf. lovbekendtgørelse nr. 1241 af 22. august 2022,
som ændret ved lov nr. 905 af 21. juni 2022, lov nr. 1389 af 05. oktober 2022, lov nr. 679 af 03. juni 2023, lov nr. 710 af 13. juni 2023, lov nr. 718 af 13. juni 2023, lov nr. 1535 af 12. december 2023 og lov nr. 1563 af 12. december 2023

§ 5A

Indtræder der en sådan ændring, at et selskab eller en forening m.v. overgår til beskatning efter § 1, stk. 1, nr. 3, fra beskatning efter andre regler i § 1, fortsætter skattepligten efter de hidtil gældende regler indtil tidspunktet for overgangen. Ved overgang til beskatning efter § 1, stk. 1, nr. 3, fra beskatning efter § 1, stk. 1, nr. 4, anses overgangen for sket ved udgangen af det indkomstår, hvori overgangen sker. § 5, stk. 2, finder tilsvarende anvendelse.

Stk. 2 Ved en ændring som nævnt i stk. 1 skal bestyrelsen inden 1 måned efter ændringen indsende en anmeldelse til told- og skatteforvaltningen med opgørelse af indkomsten for det afsluttende indkomstår. Reglerne i § 5, stk. 3, finder tilsvarende anvendelse.

Stk. 3 En overgang som nævnt i stk. 1 sidestilles med ophør af virksomhed og salg til handelsværdi af de aktiver og passiver, der er i behold hos selskabet eller foreningen m.v. på tidspunktet for overgangen.