Skattekontrolloven Afsnit II

Denne konsoliderede version af skattekontrolloven er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Skattekontrollov

Lov nr. 1535 af 19. december 2017,
jf. lovbekendtgørelse nr. 12 af 08. januar 2024,
som ændret ved lov nr. 755 af 13. juni 2023

Kapitel 5 1 Kontrolbeføjelser over for den skattepligtige
Kontrolbeføjelser over for erhvervsdrivende
§ 53

Erhvervsdrivende, der fører regnskab, har pligt til efter anmodning fra told- og skatteforvaltningen at indsende deres regnskabsmateriale med bilag såvel for tidligere som for det løbende regnskabsår og andre dokumenter, der kan have betydning for kontrollen af den pågældendes skatteansættelser, herunder for afgørelsen af skattepligt her til landet. Indsendelsespligten omfatter også regnskabsmateriale m.v. vedrørende den skattepligtiges virksomhed i udlandet, på Færøerne eller i Grønland.

Stk. 2 Er regnskabsmaterialet m.v. i tredjemands besiddelse, skal denne, selv om den pågældende har tilbageholdsret herover, efter anmodning udlevere materialet til told- og skatteforvaltningen. Told- og skatteforvaltningen leverer materialet tilbage til den pågældende tredjemand efter benyttelsen.

Stk. 3 Efterkommer den erhvervsdrivende ikke en anmodning efter stk. 1 inden den frist, der er fastsat i anmodningen, kan told- og skatteforvaltningen foretage en skønsmæssig ansættelse efter § 74.

§ 54

Told- og skatteforvaltningen har, hvis det skønnes nødvendigt, til enhver tid mod behørig legitimation uden retskendelse adgang til den erhvervsdrivendes lokaliteter samt arbejdssteder uden for den erhvervsdrivendes lokaler, dog ikke arbejdssteder, der tjener til tredjemands privatbolig eller fritidsbolig, herunder transportmidler, der anvendes erhvervsmæssigt, for at gennemgå regnskabsmateriale med bilag og andre dokumenter, der kan have betydning for kontrollen af den pågældendes skatteansættelser. I det omfang de nævnte regnskabsoplysninger m.v. er registreret elektronisk, omfatter told- og skatteforvaltningens adgang også en elektronisk adgang hertil. Efter samme betingelser som nævnt i 1. og 2. pkt. har told- og skatteforvaltningen adgang til at foretage opgørelse af kassebeholdninger, kasseterminaler og lign. og foretage opgørelse og vurdering af lagerbeholdninger, besætning, inventar, maskiner og andet driftsmateriel.

Stk. 2 Drives virksomheden fra en ejendom, som også anvendes som bolig, kan told- og skatteforvaltningen gennemføre kontrol på ejendommen efter samme betingelser som i stk. 1.

Stk. 3 Ved kontrollen efter stk. 1 og 2 skal ejeren af virksomheden og dennes ansatte yde told- og skatteforvaltningen fornøden vejledning og hjælp.

Stk. 4 Politiet yder om fornødent told- og skatteforvaltningen bistand til gennemførelse af kontrollen efter stk. 1 og 2.

Kontrolbeføjelser over for skattepligtige fysiske personer
§ 55

Skattepligtige fysiske personer skal efter anmodning fra told- og skatteforvaltningen inden for en rimelig frist oplyse om formuen ved indkomstårets begyndelse og ved indkomstårets udløb og om størrelsen og arten af ændringer i formuen i indkomståret, herunder om hovedposter i årets privatforbrug.

Stk. 2 Pligten til at meddele oplysninger efter stk. 1 påhviler også en ægtefælle, som den skattepligtige levede sammen med ved udgangen af indkomståret, jf. kildeskattelovens § 4.

Stk. 3 Er oplysningerne efter stk. 1 og 2 ikke indsendt inden den frist, der er fastsat i anmodningen, kan told- og skatteforvaltningen foretage en skønsmæssig ansættelse efter § 74.

§ 56

Skattepligtige fysiske personer, som ejer mindst 25 pct. af selskabskapitalen eller råder over mere end 50 pct. af den samlede stemmeværdi i et selskab som nævnt i selskabsskattelovens § 1, stk. 1, nr. 1 eller 2, skal efter told- og skatteforvaltningens anmodning oplyse om væsentlige økonomiske aftaler, der i indkomståret er indgået eller ændret mellem selskabet og den pågældende selv eller en ægtefælle, som den pågældende levede sammen med ved udgangen af indkomståret, jf. kildeskattelovens § 4. For personer, der ikke er fuldt skattepligtige efter kildeskattelovens § 1, eller fuldt skattepligtige personer, der efter en dobbeltbeskatningsoverenskomst skal anses for hjemmehørende i en fremmed stat (dobbeltdomicil), skal oplysninger efter 1. pkt. kun gives, hvis selskabet er hjemmehørende her i landet.

Stk. 2 Er oplysningerne efter stk. 1 ikke indsendt inden den frist, der er fastsat i anmodningen, kan told- og skatteforvaltningen foretage en skønsmæssig ansættelse efter § 74.

Stk. 3 Procentsatserne nævnt i stk. 1 opgøres efter aktieavancebeskatningslovens § 4, stk. 1, 3. pkt., og stk. 2 og 3.

Kapitel 6 1 Kontrolbeføjelser over for tredjemand
Oplysninger til krydsrevision
§ 57

Erhvervsdrivende og juridiske personer, som ikke er erhvervsdrivende, skal efter told- og skatteforvaltningens anmodning indsende regnskabsmateriale med bilag såvel for tidligere som for det løbende regnskabsår og andre dokumenter, der har betydning for kontrol af andre navngivne erhvervsdrivendes skatteansættelse.

Stk. 2 Told- og skatteforvaltningen har til enhver tid mod behørig legitimation uden retskendelse adgang til hos en erhvervsdrivende eller en juridisk person, som ikke er erhvervsdrivende, at foretage gennemgang på stedet af regnskabsmateriale, bilag og andre dokumenter som nævnt i stk. 1. Ved gennemgangen kan told- og skatteforvaltningen sikre sig oplysninger som nævnt i 1. pkt.

Stk. 3 Politiet yder om fornødent told- og skatteforvaltningen bistand til gennemførelse af kontrollen efter stk. 1 og 2.

Stk. 4 Oplysningerne, jf. stk. 1, og indgrebet, jf. stk. 2, skal være nødvendige for skattekontrollen.

§ 58

En erhvervsdrivende har efter anmodning pligt til at give told- og skatteforvaltningen oplysning om den omsætning, virksomheden har haft med eller formidlet for andre navngivne erhvervsdrivende, og de arbejder, virksomheden har udført for eller ladet udføre hos andre navngivne erhvervsdrivende.

Stk. 2 Omsætningen eller arbejdets karakter, omsatte varemængder, vederlagets størrelse, tidspunktet for omsætningen eller arbejdets udførelse, og hvornår og hvorledes vederlaget er erlagt, skal efter anmodning specificeres.

Stk. 3 Produktions-, indkøbs- og salgsforeninger og lignende erhvervsorganisationer har tillige pligt til at oplyse om organisationens eller foreningens mellemværende med sine erhvervsdrivende medlemmer, jf. stk. 1 og 2.

Stk. 4 Oplysningerne, jf. stk. 1-3, skal være nødvendige for skattekontrollen.

Finansielle virksomheders oplysningspligt
§ 59

Finansielle virksomheder skal efter anmodning oplyse told- og skatteforvaltningen om:

  • 1) Kundens indskud, lån, depot og boks.

  • 2) Omsætning med eller for kunden af penge og lign. og af kreditmidler og værdipapirer.

  • 3) Aftaler med eller for kunden om terminskontrakter og købe- og salgsretter.

  • 4) Ekspedition af udbetalinger og modtagelse af indbetalinger for kunden, herunder hvem der er modtager af en udbetaling eller foretager en indbetaling.

  • 5) Ydelse af garantier til eller for kunden.

  • 6) Konti for fysiske eller juridiske personer, som ikke er hjemmehørende i Danmark, herunder bevægelser på kontoen, oplysning om kontohavers identitet og kontaktadresse og begrundelse for oprettelse af kontoen.

  • 7) Transaktioner med konti i fremmede jurisdiktioner, når der ikke eksisterer en aftale mellem de kompetente myndigheder i Danmark og den pågældende jurisdiktion om automatisk udveksling af oplysninger om finansielle konti, og i jurisdiktioner, som er på en fælles EU-liste over ikkesamarbejdende skattejurisdiktioner.

Stk. 2 Værdipapircentraler har kun pligt til at indsende oplysninger om, hvilket institut der er kontoførende for nærmere angivne personer eller kontofører nærmere angivne papirer, og om ejere af aktier, der er optaget til handel på et reguleret marked.

Stk. 3 Oplysningerne, jf. stk. 1 og 2, skal være nødvendige for skattekontrollen. Opbevares oplysningerne i elektronisk form, kan told- og skatteforvaltningen forlange, at oplysningerne udleveres i et anerkendt filformat i elektronisk form eller indsendes digitalt i et anerkendt filformat.

Advokaters oplysningspligt
§ 60

Advokater skal, i det omfang advokaten foretager økonomiske dispositioner på sin klients vegne eller med klienten, efter anmodning give told- og skatteforvaltningen oplysninger om en klient vedrørende:

  • 1) Omsætning med eller for klienten af penge og lign. og af kreditmidler og værdipapirer.

  • 2) Aftaler med eller for klienten om terminskontrakter og købe- og salgsretter.

  • 3) Aftaler med eller for klienten om køb og salg af fast ejendom, forretning, fly, skibe og lign.

  • 4) Økonomiske dispositioner i forbindelse med administration af en klients faste ejendom.

Stk. 2 Oplysningerne, jf. stk. 1, skal være nødvendige for skattekontrollen. Opbevares oplysningerne i elektronisk form, kan told- og skatteforvaltningen forlange, at oplysningerne udleveres i et anerkendt filformat i elektronisk form eller indsendes digitalt i et anerkendt filformat.

Oplysningspligt for offentlige myndigheder, erhvervsdrivende og juridiske personer
§ 61

Offentlige myndigheder, erhvervsdrivende og juridiske personer, som ikke er erhvervsdrivende, skal efter anmodning give told- og skatteforvaltningen oplysninger til brug for kontrol af en identificerbar fysisk eller juridisk persons skattepligt eller skatteansættelse, jf. dog stk. 3.

Stk. 2 Forpligtede enheder omfattet af artikel 2 i Rådets direktiv 2015/849 af 20. maj 2015 om forebyggende foranstaltninger mod anvendelse af det finansielle system til hvidvask af penge eller finansiering af terrorisme skal efter anmodning give told- og skatteforvaltningen oplysninger omhandlet af direktivets artikel 13, 30, 31 og 40.

Stk. 3 Stk. 1 gælder ikke ved indhentelse af oplysninger om omsætning m.v. mellem erhvervsdrivende, jf. §§ 57 og 58, finansielle virksomheders oplysninger om kundernes økonomiske forhold, jf. § 59, og advokaters oplysninger om klientforhold, jf. § 60.

Stk. 4 Oplysningerne, jf. stk. 1, skal være nødvendige for skattekontrollen. Opbevares oplysningerne i elektronisk form, kan told- og skatteforvaltningen forlange, at oplysningerne udleveres i et anerkendt filformat i elektronisk form eller indsendes digitalt i et anerkendt filformat.

Skatterådets forudgående godkendelse af oplysningspligt
§ 62

Offentlige myndigheder, erhvervsdrivende og juridiske personer, som ikke er erhvervsdrivende, skal efter anmodning give told- og skatteforvaltningen oplysninger til brug for kontrol af ikke individuelt bestemte fysiske eller juridiske personers skattepligt og skatteansættelse, når anmodningen er godkendt af Skatterådet, jf. dog stk. 2.

Stk. 2 Oplysninger om omsætning m.v. mellem erhvervsdrivende, jf. §§ 57 og 58, finansielle virksomheders oplysninger om kundernes økonomiske forhold, jf. § 59, og advokaters oplysninger om klientforhold, jf. § 60, kan ikke kræves i videre omfang end nævnt i disse bestemmelser.

Stk. 3 Teleselskaber skal til brug for afgørelse af spørgsmål om skattepligt efter anmodning give told- og skatteforvaltningen oplysning om, hvornår kundens telefonnummer har været anvendt til opkald i og fra Danmark, når anmodningen er godkendt af Skatterådet.

Stk. 4 Oplysningerne, jf. stk. 1-3, skal være nødvendige for skattekontrollen. Opbevares oplysningerne i elektronisk form, kan told- og skatteforvaltningen forlange, at oplysningerne udleveres i et anerkendt filformat i elektronisk form eller indsendes digitalt i et anerkendt filformat.

Stk. 5 Skatterådets godkendelse skal offentliggøres, medmindre særlige hensyn taler imod.

Dødsboers oplysningspligt
§ 63

Skifteretten, bobestyreren, privat skiftende arvinger eller en efterlevende ægtefælle skal efter anmodning give told- og skatteforvaltningen enhver oplysning af betydning for en korrekt skatteansættelse af afdøde og af boet.

Stk. 2 Skifteretten skal foretage indberetning til told- og skatteforvaltningen om hvert enkelt dødsbo, der behandles af skifteretten.

Stk. 3 Skatteministeren kan fastsætte nærmere regler om indberetning efter stk. 2. Bekendtgørelse om skatteindberetning m.v.

Udbyder af skattearrangementer
§ 64

Den, der som udbyder eller formidler erhvervsmæssigt har bistået en skattepligtig med anskaffelse af formuegoder eller finansielle instrumenter og hel eller delvis finansiering heraf (skattearrangement), skal efter anmodning, og når formålet med skattearrangementet fortrinsvis er at nedbringe eller udskyde skattebyrden, til told- og skatteforvaltningen indsende dokumentation for realiteten i de nævnte dispositioner og af de aktiver og passiver m.v., der indgår heri.

Stk. 2 Told- og skatteforvaltningen træffer afgørelse om, hvorvidt der er realitet i et skattearrangement, som har til formål at nedbringe eller udskyde skattebyrden som nævnt i stk. 1.

Stk. 3 Udbyderen eller formidleren hæfter solidarisk med den skattepligtige for den eventuelle forhøjelse af den skattepligtiges indkomstskat, der fremkommer, som følge af at told- og skatteforvaltningen har tilsidesat skattearrangementet som ikke reelt, jf. stk. 2.

Stk. 4 Hæfter udbyderen eller formidleren solidarisk med den skattepligtige efter stk. 3, kan udbyderen eller formidleren påklage den del af skatteansættelsen, der vedrører skattearrangementet, efter skatteforvaltningslovens § 11, stk. 1, nr. 1.

Tilsyn med nedskrivninger og hensættelser i finansielle virksomheder m.v.
§ 65

Tilsynsmyndigheden for et institut som nævnt i kursgevinstlovens § 25, stk. 7, skal efter anmodning fra told- og skatteforvaltningen foretage kontrol af størrelsen af beløb, der er nedskrevet på udlån og hensat på garantier m.v. i instituttet pr. 31. december i det pågældende år.

Stk. 2 For herværende filialer af udenlandske kreditinstitutter, der er hjemmehørende i et land inden for EU/EØS, kan told- og skatteforvaltningen anmode Finanstilsynet om på told- og skatteforvaltningens vegne at kontrollere størrelsen af nedskrivninger på udlån og hensættelser på garantier m.v., som kan fradrages efter kursgevinstlovens § 25, stk. 7.

Stk. 3 For finansieringsselskaber, der efter kursgevinstlovens § 25, stk. 8, har valgt at anvende reglerne i kursgevinstlovens § 25, stk. 7, kan told- og skatteforvaltningen anmode Erhvervsstyrelsen om på told- og skatteforvaltningens vegne at kontrollere størrelsen af nedskrivninger på udlån og hensættelser på garantier m.v., som kan fradrages efter reglerne i kursgevinstlovens § 25, stk. 7.

Stk. 4 Told- og skatteforvaltningens anmodning om kontrol, jf. stk. 2 og 3, skal fremsættes senest 1 år og 6 måneder efter udløbet af det pågældende indkomstår. Finanstilsynet eller Erhvervsstyrelsen skal meddele sin afgørelse til told- og skatteforvaltningen senest 6 måneder fra anmodningens fremsættelse. Afgørelsen kan indbringes for Erhvervsankenævnet, senest 4 uger efter at den pågældende juridiske person har fået underretning om afgørelsen fra told- og skatteforvaltningen.

Stk. 5 Reglerne i § 347 i lov om finansiel virksomhed, der giver Finanstilsynet hjemmel til kontrol af finansielle virksomheder, herunder filialer af udenlandske kreditinstitutter, dog bortset fra reglen i § 347, stk. 1, 2. pkt., gælder også ved Finanstilsynets kontrol af filialer af udenlandske kreditinstitutter, jf. stk. 2, og Erhvervsstyrelsens kontrol af finansieringsselskaber, jf. stk. 3.

Kapitel 7 1 Samarbejde med eksterne parter
Samarbejde med udenlandske skattemyndigheder
§ 66

Told- og skatteforvaltningen afgiver oplysninger til og modtager oplysninger fra de kompetente myndigheder på Færøerne, i Grønland og i en fremmed jurisdiktion i overensstemmelse med bestemmelserne i:

  • 1) Rådets direktiv 2011/16/EU om administrativt samarbejde på beskatningsområdet og om ophævelse af direktiv 77/799/EØF med senere ændringer. Bestemmelsen finder ligeledes anvendelse på aftaler indgået mellem EU og tredjeland om administrativ bistand i skattesager.

  • 2) En dobbeltbeskatningsoverenskomst mellem på den ene side Danmark og på den anden side Færøerne, Grønland eller den pågældende fremmede jurisdiktion.

  • 3) En administrativt indgået aftale om administrativ bistand i skattesager mellem på den ene side Danmark og på den anden side Færøerne, Grønland eller den pågældende fremmede jurisdiktion.

  • 4) Enhver anden international overenskomst eller konvention tiltrådt af Danmark, som omhandler administrativ bistand i skattesager.

§ 67

Bestemmelserne i straffelovens 14. kapitel om forbrydelser mod den offentlige myndighed m.v. og 16. kapitel om forbrydelser i offentlig tjeneste eller hverv m.v. gælder for embedsmænd fra Færøerne, Grønland eller en fremmed jurisdiktion, der befinder sig her i landet som led i ydelse eller modtagelse af administrativ bistand i skattesager, når denne bistand sker i overensstemmelse med Danmarks forpligtelser efter EU-retlige regler, en dobbeltbeskatningsoverenskomst, en anden international overenskomst eller konvention eller en administrativt indgået aftale om administrativ bistand i skattesager.

Stk. 2 Når embedsmænd fra et andet EU-land er til stede under administrative undersøgelser eller deltager i de administrative undersøgelser ved hjælp af elektroniske kommunikationsmidler, kan de deltage aktivt i den administrative undersøgelse ved at interviewe enkeltpersoner og gennemgå sagsakter.

Adgang til registre uden for told- og skatteforvaltningen og registersamkøring
§ 67a

Told- og skatteforvaltningen kan behandle, herunder samkøre, de oplysninger, told- og skatteforvaltningen er i besiddelse af, med henblik på udvikling af it-systemer, der er nødvendige for told- og skatteforvaltningens myndighedsudøvelse.

Stk. 2 Told- og skatteforvaltningen kan indsamle og behandle alle nødvendige oplysninger om fysiske eller juridiske personers økonomiske og erhvervsmæssige forhold fra andre offentlige myndigheder og offentligt tilgængelige kilder, herunder samkøre sådanne oplysninger med de oplysninger, told- og skatteforvaltningen er i besiddelse af, med henblik på udvikling af it-systemer, der er nødvendige for told- og skatteforvaltningens myndighedsudøvelse.

Stk. 3 Skatteministeren fastsætter nærmere regler for told- og skatteforvaltningens indsamling og behandling af oplysninger omfattet af stk. 1 og 2, herunder regler om, hvornår og til hvilke formål oplysningerne kan indsamles og behandles, om, hvornår sletning af oplysningerne skal finde sted, og om de tekniske og organisatoriske foranstaltninger, der skal iagttages ved behandlingen.

§ 68

Told- og skatteforvaltningens it-systemer kan samkøres til brug for told- og skatteforvaltningens myndighedsudøvelse.

Stk. 2 Told- og skatteforvaltningen kan til brug for registreringskontrol og opgørelse, opkrævning og inddrivelse af skatter, arbejdsmarkedsbidrag, told og afgifter få terminaladgang til alle nødvendige oplysninger om fysiske eller juridiske personers økonomiske og erhvervsmæssige forhold i indkomstregisteret, jf. § 7 i lov om et indkomstregister. Oplysningerne kan samkøres med told- og skatteforvaltningens øvrige oplysninger til brug for skatteansættelse og generel kontrol.

Stk. 3 Told- og skatteforvaltningen kan til brug for registreringskontrol og opgørelse, opkrævning og inddrivelse af skatter, arbejdsmarkedsbidrag, told og afgifter få terminaladgang til alle nødvendige oplysninger om fysiske eller juridiske personers økonomiske og erhvervsmæssige forhold i andre offentlige myndigheders registre med henblik på registersamkøring.

Stk. 4 Told- og skatteforvaltningen kan til brug for registreringskontrol og opgørelse, opkrævning og inddrivelse af skatter, arbejdsmarkedsbidrag, told og afgifter indsamle og behandle alle nødvendige oplysninger om fysiske eller juridiske personers økonomiske og erhvervsmæssige forhold fra offentligt tilgængelige kilder med henblik på registersamkøring.

Stk. 5 Skatteministeren kan efter forhandling med erhvervsministeren fastsætte regler om told- og skatteforvaltningens adgang til alle nødvendige oplysninger om fysiske eller juridiske personers økonomiske og erhvervsmæssige forhold, som er registreret i den centrale automatiske mekanisme, der er oprettet til gennemførelse af artikel 32a i Rådets direktiv 2015/849/EU af 20. maj 2015 om forebyggende foranstaltninger mod anvendelse af det finansielle system til hvidvask af penge eller finansiering af terrorisme.

§ 69

Told- og skatteforvaltningen kan oprette et kontrolinformationsregister over fysiske og juridiske personer, der har påført eller forsøgt at påføre det offentlige et samlet tab på mindst 100.000 kr. i form af skatter, arbejdsmarkedsbidrag, told og afgifter.

Stk. 2 Registrering kan ikke foretages eller opretholdes, mere end 5 år efter at det forhold, der begrunder en registrering, er konstateret.

Stk. 3 Told- og skatteforvaltningen kan med henblik på kontrol af virksomheders registreringsforhold foretage samkøring af oplysninger i kontrolinformationsregisteret med oplysninger i told- og skatteforvaltningens registreringssystem for virksomheder. Told- og skatteforvaltningen kan stille resultatet af registersamkøringen til rådighed for Erhvervsstyrelsen til brug for denne myndigheds arbejde som registreringsmyndighed for told- og skatteforvaltningen.

Udlevering af oplysninger til kreditvurdering m.v. med samtykke fra den registrerede
§ 70

Finansielle virksomheder, der yder lån eller formidler lån, kan med samtykke fra den registrerede få adgang til oplysninger, som indgår i den seneste årsopgørelse, og som er nødvendige til brug for konkrete kreditgivningssituationer. Virksomheder, der udbyder leasing af motorkøretøjer, og som enten er en registreret virksomhed i medfør af registreringsafgiftslovens § 14 eller er undergivet tilsyn efter hvidvaskloven, kan efter samtykke fra den registrerede få adgang til oplysninger, som indgår i den seneste årsopgørelse, og som er nødvendige til brug for en konkret vurdering af den registreredes betalingsevne.

Stk. 2 Finansielle virksomheder, som er omfattet af regler om redelig forretningsskik og god praksis for de finansielle virksomheder udstedt i medfør af § 43, stk. 2, i lov om finansiel virksomhed, og forsikringsselskaber, som er omfattet af regler om redelig forretningsskik og god praksis for forsikringsvirksomheder udstedt i medfør af § 67, stk. 2, i lov om forsikringsvirksomhed, kan med samtykke fra den registrerede få adgang til oplysninger, som indgår i den seneste årsopgørelse, og som er nødvendige til brug for rådgivning af den registrerede i overensstemmelse med reglerne om redelig forretningsskik og god praksis.

Stk. 3 Finansielle virksomheder kan desuden med samtykke fra den registrerede få adgang til oplysninger, som indgår i den seneste årsopgørelse, og som er nødvendige til efterlevelse af bekendtgørelse om ledelse og styring af pengeinstitutter m.fl., med hensyn til at der skal tilvejebringes opdaterede oplysninger om den registrerede. Adgang til oplysningerne forudsætter, at den registrerede er kunde i den finansielle virksomhed.

Stk. 4 Finansielle rådgivere kan med samtykke fra den registrerede få adgang til oplysninger, som indgår i den seneste årsopgørelse, og som er nødvendige til brug for konkrete rådgivningssituationer.

Stk. 5 Adgang efter stk. 1-4 er betinget af, at virksomheden

  • 1) betaler et gebyr i overensstemmelse med lov om videreanvendelse af den offentlige sektors informationer og

  • 2) har indgået en aftale med told- og skatteforvaltningen om adgangen.