Skattekontrolloven Kapitel 3

Denne konsoliderede version af skattekontrolloven er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Skattekontrollov

Lov nr. 1535 af 19. december 2017,
jf. lovbekendtgørelse nr. 12 af 08. januar 2024,
som ændret ved lov nr. 755 af 13. juni 2023

Kapitel 3 1 Særlige oplysningspligter for erhvervsdrivende
Ejer- og medlemsfortegnelse i selskaber m.v.
§ 24

Selskaber m.v. omfattet af selskabsskattelovens § 1, stk. 1, nr. 2-6, skal føre en fortegnelse over samtlige ejere og medlemmer, jf. dog § 26, stk. 1. Nye ejere og nye medlemmer skal senest 2 uger efter henholdsvis ejerskabets og medlemskabets indtræden skriftligt underrette selskabet m.v. om deres identitet. Ved ejere og medlemmers udtræden skal selskabet senest 2 uger efter ejerskabets og medlemskabets ophør skriftligt underrettes herom.

Stk. 2 Kommanditselskaber omfattet af § 2, stk. 2, i lov om visse erhvervsdrivende virksomheder skal føre en fortegnelse over alle komplementarer og kommanditister i kommanditselskabet, jf. dog § 26, stk. 1. Nye deltagere skal senest 2 uger efter ejerskabets indtræden skriftligt underrette selskabet om deres identitet. Ved deltagerens udtræden skal selskabet senest 2 uger efter ejerskabets ophør skriftligt underrettes herom.

Stk. 3 Trustees og administratorer af truster og andre lignende retlige arrangementer skal være i besiddelse af identifikationsoplysninger om andre trustees og administratorer i trusten og om protektorer og stiftere samt identifikationsoplysninger om begunstigede. Trustee eller administrator skal være i besiddelse af identifikationsoplysninger om de personer eller den persongruppe, der kan blive begunstiget af uddelinger fra trusten, hvis de enkelte begunstigede endnu ikke kan identificeres.  2. pkt. finder ikke anvendelse, for så vidt angår begunstigede, der kan blive begunstiget af uddelinger til almenvelgørende eller på anden måde almennyttige formål. 1. pkt. finder kun anvendelse, når trustee eller administrator er bosiddende eller hjemmehørende i Danmark eller virksomheden udøves fra et fast driftssted i Danmark.

§ 25

Identifikationsoplysningerne efter § 24 omfatter navn, adresse, hjemland og personnummer (cpr-nummer). Har den person, hvorom der skal foreligge identifikationsoplysninger, ikke cpr-nummer, men virksomhedsnummer (cvr-nummer), oplyses dette. Har personen heller ikke cvr-nummer, men stamnummer som erhvervsdrivende (SE-nummer), oplyses dette. Har personen hverken cpr-nummer, cvr-nummer eller SE-nummer, oplyses fødselsdatoen, når den pågældende er en fysisk person, og et eventuelt skatteidentifikationsnummer (TIN-nummer) i hjemlandet.

§ 26

Har et selskab omfattet af § 24, stk. 1 eller 2, registreret oplysningerne i Det Offentlige Ejerregister, jf. selskabslovens § 58 sammenholdt med § 15 f i lov om visse erhvervsdrivende virksomheder, skal selskabet ikke føre en fortegnelse over ejerne og medlemmerne. Selskabet skal dog føre en fortegnelse over ejere og medlemmer, som besidder under 5 pct. af selskabskapitalen og råder over mindre end 5 pct. af den samlede stemmeværdi i selskabet.

Stk. 2 Selskaber omfattet af selskabsskattelovens § 1, stk. 1, nr. 2, skal samtidig med indgivelsen af oplysningsskemaet give oplysninger som nævnt i § 25 om dem, der i indkomståret har besiddet mindst 5 pct. af selskabskapitalen og har rådet over mindst 5 pct. af den samlede stemmeværdi i selskabet.

§ 27

Selskaber m.v. skal opbevare oplysningerne som nævnt i §§ 24 og 25 i mindst 5 år fra udgangen af det indkomstår, oplysningerne vedrører, medmindre oplysningerne er registreret i Det Offentlige Ejerregister, jf. § 26, stk. 1.

Regnskabsføring i fremmed valuta
§ 28

Den regnskabsføring, der skal lægges til grund for en skattemæssig opgørelse, kan foretages i fremmed valuta efter reglerne i bogføringsloven og årsregnskabsloven.

Stk. 2 Pligtmæssige oplysninger om beløb efter denne lov til danske skattemyndigheder skal angives i danske kroner.

§ 29

Følgende skattepligtige kan foretage omregning efter stk. 2:

Stk. 2 Skattepligtige som nævnt i stk. 1 kan udarbejde det skattemæssige årsregnskab i en fremmed valuta og omregne resultatet til danske kroner, jf. dog § 31, stk. 2. Opgørelser m.v. af betydning for skatteansættelsen foretages i den valgte fremmede valuta inden omregningen af resultatet til danske kroner.

Stk. 3 En skattepligtig, der aflægger årsrapport efter International Accounting Standards (IAS) eller International Financial Reporting Standards (IFRS), kan alene vælge at udarbejde det skattemæssige årsregnskab i sin funktionelle valuta eller danske kroner.

Stk. 4 Det er en betingelse for anvendelse af stk. 2, at den skattepligtige inden begyndelsen af det første indkomstår, for hvilket der vælges en anden valuta end danske kroner, har indgivet meddelelse til told- og skatteforvaltningen om, hvilken valuta der ønskes anvendt, og om, hvilken centralbanks kurs der ønskes anvendt ved omregningen af resultatet, jf. § 31, stk. 1.

Stk. 5 Told- og skatteforvaltningen kan i særlige tilfælde dispensere fra fristen i stk. 4.

Stk. 6 Den skattepligtige skal bogføre i den pågældende valuta eller sørge for, at bogføringen indeholder oplysninger, som til enhver tid gør det muligt at omregne til den pågældende valuta.

§ 30

Told- og skatteforvaltningen kan efter ansøgning tillade, at det skattemæssige årsregnskab for efterfølgende indkomstår udarbejdes i en anden valuta end den, der tidligere er valgt efter § 29, stk. 2, hvis ændringen er begrundet i virksomhedens eller koncernens forhold.

Stk. 2 Det er en betingelse, at den skattepligtige inden begyndelsen af det indkomstår, for hvilket der ønskes anvendt en anden valuta end den, der tidligere er valgt, har indgivet meddelelse til told- og skatteforvaltningen om, hvilken ny valuta der ønskes anvendt, og om, hvilken centralbanks kurs der ønskes anvendt ved omregningen af resultatet, jf. § 31, stk. 1. Told- og skatteforvaltningen kan i særlige tilfælde dispensere fra fristen i 1. pkt.

§ 31

Omregningen af resultatet til danske kroner, jf. § 29, stk. 2, 1. pkt., skal ske til en gennemsnitskurs for indkomståret. Ved omregning af resultatet skal der anvendes en valutakurs fastsat af en centralbank.

Stk. 2 Den skattepligtige kan for efterfølgende indkomstår vælge en anden centralbanks valutakurs end den, der er valgt efter stk. 1, 2. pkt. Det er en betingelse, at der er indgivet meddelelse herom til told- og skatteforvaltningen inden indkomstårets begyndelse.

Stk. 3 Ved omregning af indkomstårets transaktioner anvendes den centralbanks valutakurser, der er valgt efter stk. 1, 2. pkt. Offentliggør denne centralbank ikke valutakurser for den valuta, som transaktionen er foretaget i, kan den skattepligtige anvende en valutakurs fastsat af en anden centralbank.

Stk. 4 Udarbejder den skattepligtige det skattemæssige årsregnskab i fremmed valuta, skal den skattepligtige tillige omregne uudnyttede tab omfattet af aktieavancebeskatningslovens §§ 9 og 13 A, ejendomsavancebeskatningslovens § 6 og kursgevinstlovens §§ 31-32 efter stk. 1.

§ 32

Overgår en skattepligtig til at udarbejde det skattemæssige årsregnskab i en ny valuta efter § 29, stk. 2, eller § 30, stk. 1, skal der foretages en opgørelse i den valgte valuta af samtlige anskaffelsessummer, afskrivningsgrundlag, foretagne afskrivninger og øvrige elementer, som indgår i indkomstopgørelsen.

Stk. 2 Opgørelsen foretages ved omregning af de hidtidige anskaffelsessummer m.v. med valutakursen på tidspunktet for indgangen til det første indkomstår, hvori den nye valuta anvendes, jf. dog § 33. Ved omregning anvendes den efter § 29, stk. 4, eller § 30, stk. 1, valgte centralbanks valutakurser. Offentliggør centralbanken ikke valutakurser på den valuta, som transaktionen er foretaget i, kan den skattepligtige anvende en valutakurs fastsat af en anden centralbank.

§ 33

Medfører en virksomhedsomdannelse omfattet af lov om skattefri virksomhedsomdannelse, en ændring af skattemæssig kvalifikation efter selskabsskattelovens § 2 C eller en fusion, en spaltning eller en tilførsel af aktiver omfattet af fusionsskatteloven eller selskabsskattelovens § 8 A overgang til en ny valuta, sker omregningen af anskaffelsessummer, afskrivningsgrundlag og foretagne afskrivninger samt øvrige elementer, som indgår i indkomstopgørelsen, jf. § 32, med valutakursen på vedtagelsestidspunktet for omdannelsen m.v., jf. dog stk. 2 om omdannelser m.v. med tilbagevirkende kraft.

Stk. 2 Gennemføres virksomhedsomdannelsen, ændringen af skattemæssig kvalifikation, fusionen, spaltningen eller tilførslen af aktiver med tilbagevirkende kraft, sker omregningen efter stk. 1 alene for de aktiver og passiver, der er i behold på vedtagelsestidspunktet, mens omregningen efter stk. 1 for aktiver og passiver, der er afstået i perioden mellem virkningstidspunktet og vedtagelsestidspunktet, sker til valutakursen på afståelsestidspunktet.

§ 34

Deltager en skattepligtig som nævnt i § 29, stk. 1, nr. 3 eller 4, i en virksomhed, kan den skattepligtige ved anvendelsen af bestemmelserne i §§ 29-33 behandle virksomheden uafhængigt af sin øvrige erhvervsvirksomhed, hvis

  • 1) mindst én af deltagerne hæfter personligt for virksomhedens forpligtelser,

  • 2) den skattepligtige ikke har bestemmende indflydelse på virksomheden, jf. § 37, nr. 1, eller på anden vis på grund af vedtægtsbestemmelse, aftale eller fælles ledelse har kontrol med virksomheden og

  • 3) virksomheden aflægger regnskab i en fremmed valuta.

Stk. 2 Den skattepligtige kan for hver enkelt virksomhed omfattet af stk. 1 alene vælge, at omregningen m.v. skal ske fra den valuta, som den pågældende virksomhed aflægger regnskab i.

Stk. 3 Stk. 1 finder anvendelse, uanset at den skattepligtige udarbejder et skattemæssigt årsregnskab, som er udarbejdet i danske kroner.

Stk. 4 Det er en betingelse for at behandle virksomheden efter stk. 1, at den skattepligtige i forbindelse med meddelelsen til told- og skatteforvaltningen efter § 29, stk. 4, eller § 30, stk. 2, ligeledes indgiver meddelelse om, for hvilke af den skattepligtiges virksomheder stk. 1 ønskes anvendt.

Stk. 5 Erhverver den skattepligtige andel i en virksomhed omfattet af stk. 1 i løbet af indkomståret, kan stk. 1 alene finde anvendelse for denne virksomhed, hvis den skattepligtige senest 14 dage efter erhvervelsen indgiver meddelelse til told- og skatteforvaltningen om, at den skattepligtige for den pågældende virksomhed ønsker at anvende stk. 1. Told- og skatteforvaltningen kan i særlige tilfælde dispensere fra fristen.

§ 35

Deltager en skattepligtig som nævnt i § 29, stk. 1, nr. 3 eller 4, der udarbejder skattemæssigt årsregnskab i en fremmed valuta efter reglerne i §§ 29-33, i en virksomhed, kan den skattepligtige undlade at anvende bestemmelserne i §§ 29-33 på denne virksomhed, således at virksomheden behandles uafhængigt af den skattepligtiges øvrige erhvervsvirksomhed, hvis

  • 1) mindst én af deltagerne hæfter personligt for virksomhedens forpligtelser,

  • 2) den skattepligtige ikke har bestemmende indflydelse på virksomheden, jf. § 37, nr. 1, eller på anden vis på grund af vedtægtsbestemmelse, aftale eller fælles ledelse har kontrol med virksomheden og

  • 3) virksomheden aflægger regnskab i danske kroner.

Stk. 2 Det er en betingelse for anvendelsen af stk. 1, at den skattepligtige i forbindelse med meddelelsen til told- og skatteforvaltningen efter § 29, stk. 4, eller § 30, stk. 2, ligeledes indgiver meddelelse om, for hvilke af den skattepligtiges virksomheder stk. 1 ønskes anvendt.

Stk. 3 Erhverver den skattepligtige andel i en virksomhed omfattet af stk. 1 i løbet af indkomståret, kan stk. 1 alene finde anvendelse for denne virksomhed, hvis den skattepligtige senest 14 dage efter erhvervelsen indgiver meddelelse til told- og skatteforvaltningen om, at den skattepligtige for den pågældende virksomhed ønsker at anvende stk. 1. Told- og skatteforvaltningen kan i særlige tilfælde dispensere fra fristen.

Revisorerklæring fra finansieringsselskaber
§ 36

Finansieringsselskaber, der efter kursgevinstlovens § 25, stk. 8, har valgt at anvende reglerne i kursgevinstlovens § 25, stk. 7, skal sammen med selskabets oplysningsskema for det pågældende indkomstår indsende en erklæring afgivet af en statsautoriseret revisor, hvorved det attesteres, at de regnskabsmæssige nedskrivninger på udlån og hensættelser på garantier m.v. er foretaget i overensstemmelse med reglerne i årsregnskabslovens afsnit V, herunder at selskabet har kalenderåret som regnskabsår. Endvidere skal erklæringen indeholde oplysning om, hvorvidt selskabet opfylder betingelsen i kursgevinstlovens § 25, stk. 10, nr. 2.