Skibsbesætningsloven Kapitel 8

Denne konsoliderede version af skibsbesætningsloven er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov om skibes besætning

Lov nr. 15 af 13. januar 1997,
jf. lovbekendtgørelse nr. 74 af 17. januar 2014,
som ændret ved lov nr. 400 af 02. maj 2016

Kapitel 8 1 Rederens og skibsførerens ansvar
§ 25

Rederen og skibsføreren skal sikre,

  • 1) at ansatte søfarende opfylder alle de for den pågældende stilling foreskrevne uddannelses-, kvalifikations- og beviskrav, og at foreskrevne originalbeviser findes om bord,

  • 2) at der opretholdes en opdateret og let tilgængelig fortegnelse over alle ansatte søfarende, deres stilling om bord, deres helbredstilstand samt dokumentation for deres kvalifikationer,

  • 3) at alle nymønstrede søfarende, før tjeneste påbegyndes, orienteres behørigt om deres særlige opgaver, herunder om udstyr, installationer og beredskabsplaner samt om særlige forhold af betydning for såvel deres rutinemæssige opgaver som deres opgaver i en nødsituation,

  • 4) at skibets besætning effektivt kan koordinere deres opgaver i nødsituationer og i tilfælde af fare for forurening, og

  • 5) at besætningsmedlemmer kan kommunikere indbyrdes om sikkerhedsspørgsmål og forstå sikkerhedsinformation, herunder symboler, tegn og alarmsignaler.

Stk. 2 Stk. 1 gælder, uanset om andre organisationer, virksomheder eller personer opfylder visse af opgaverne eller pligterne på rederens eller skibsførerens vegne.

Stk. 3 Er der udstedt overensstemmelsesdokument i henhold til den kode om sikker skibsdrift, som er fastsat af FN´s Internationale Maritime Organisation, eller certifikat i henhold til konventionen om søfarendes arbejdsforhold til en anden organisation, virksomhed eller person, finder stk. 1 tillige anvendelse for den pågældende organisation, virksomhed eller person.

Stk. 4 Erhvervs- og vækstministeren kan fastsætte nærmere regler om forpligtelserne efter stk. 1-3 og kan herunder foreskrive særlige kommunikations- og sprogkrav. Bekendtgørelse om opretholdelse af besætningsdata i handels- og fiskeskibe Bekendtgørelse om fravigelse af krav på Søfartsstyrelsens område i forbindelse med håndtering af Coronavirussygdom 2019 (COVID-19)