Skifteloven Kapitel 4

Denne konsoliderede version af skifteloven er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov om ægtefælleskifte m.v.

Lov nr. 594 af 14. juni 2011,
jf. lovbekendtgørelse nr. 1808 af 03. september 2021

Kapitel 4 1 Skifterettens behandling af boopgørelser
Indsigelser mod udkastet
§ 31

Modtager skifteretten rettidigt indsigelse mod bobehandlerens indstilling vedrørende salær og fordeling af boomkostningerne, jf. § 29, stk. 2, og § 30, stk. 3, træffer skifteretten afgørelse, jf. §§ 40 og 42.

Stk. 2 Modtager skifteretten i øvrigt rettidigt indsigelse mod udkastet til boopgørelse, jf. § 29, stk. 2, kan skifteretten rette fejl, som indsigelsen giver anledning til, hvis der ikke er berettiget tvivl om retstilstanden, eller anmode bobehandleren herom.

Stk. 3 Skifteretten kan undtagelsesvis behandle en indsigelse, der er modtaget efter fristens udløb, men inden stadfæstelsen af boopgørelsen.

Frist for sagsanlæg
§ 32

I det omfang en rettidigt modtaget indsigelse ikke fører til rettelse af boopgørelsen efter § 31, stk. 2, meddeler skifteretten ægtefællerne, at der senest 4 uger efter modtagelsen af skifterettens meddelelse skal anlægges sag efter § 2, stk. 1, hvis indsigelsen fastholdes.

Stk. 2 § 31, stk. 3, finder tilsvarende anvendelse.

Skifterettens ændring af bobehandlerens salær
§ 33

Skifteretten kan af egen drift ændre bobehandlerens salær, hvis salæret findes åbenbart urimeligt.

Udsættelse og partiel stadfæstelse
§ 34

Skifteretten udsætter sin stillingtagen til bobehandlerens udkast til boopgørelse, hvis der verserer sag om en enkelttvist efter § 2, stk. 1.

Stk. 2 Skifteretten stadfæster de dele af boopgørelsen, der ikke er gjort indsigelse mod, hvis dette findes ubetænkeligt. Skifteretten kan betinge stadfæstelsen af, at der stilles sikkerhed for den anden ægtefælles mulige krav efter en endelig boopgørelse. § 36, 2. pkt., finder tilsvarende anvendelse.

Skifterettens rettelser i udkastet
§ 35

Når der foreligger en endelig afgørelse vedrørende rejste indsigelser, foretager skifteretten om nødvendigt rettelser af udkastet til boopgørelse eller anmoder bobehandleren om at genoptage bobehandlingen.

Stadfæstelse
§ 36

Skifteretten afslutter behandlingen af sagen ved at stadfæste boopgørelsen. En stadfæstet boopgørelse kan tvangsfuldbyrdes efter retsplejelovens regler om tvangsfuldbyrdelse af domme.