Søloven Kapitel 4

Denne konsoliderede version af søloven er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov nr. 170 af 16. marts 1994,
jf. lovbekendtgørelse nr. 1013 af 29. juni 2023,
som ændret ved lov nr. 599 af 24. juni 2005, lov nr. 526 af 07. juni 2006, lov nr. 1563 af 20. december 2006, lov nr. 249 af 21. marts 2012, lov nr. 1384 af 23. december 2012 og lov nr. 618 af 12. juni 2013

Kapitel 4 1 Om arrest i skib
§ 91

Ved søretskrav forstås i denne lov krav, som har en eller flere af følgende årsager:

  • 1) Skade på ejendom forårsaget af et skib ved sammenstød eller på anden måde,

  • 2) skade på person forårsaget af et skib eller opstået i forbindelse med skibets drift,

  • 3) bjærgning,

  • 4) aftale ved certeparti eller på anden måde om brug eller leje af et skib,

  • 5) aftale ved certeparti eller på anden måde om befordring af gods med et skib,

  • 6) tab af eller skade på gods, herunder rejsegods, der befordres med et skib,

  • 7) almindeligt havari,

  • 8) bodmeri,

  • 9) bugsering,

  • 10) havne-, kanal- og andre vandvejsafgifter samt lodsning,

  • 11) levering af gods eller materialer til et skib, uanset leveringsstedet, for at bruges til dets drift eller vedligeholdelse,

  • 12) bygning og reparation af eller levering af udstyr til et skib samt omkostninger og afgifter ved doksætning,

  • 13) hyre til skibsfører og andre medlemmer af besætningen,

  • 14) skibsførers udlæg, herunder udlæg gjort af afskibere, befragtere eller agenter for skibets eller ejerens regning,

  • 15) tvist om ejendomsretten til et skib,

  • 16) tvist mellem samejere af et skib om ejendomsretten, besiddelsen, brugen eller indtægterne af skibet eller

  • 17) panterettigheder i skib.

§ 92

Arrest i skib i henhold til denne lov kan kun foretages til sikkerhed for et søretskrav. Ved arrest i skib forstås i denne lov tilbageholdelse af et tilstedeværende skib.

Stk. 2 Om arrest i skib uden forbud mod skibets afsejling til sikkerhed for et søretskrav eller andre krav gælder retsplejelovens regler.

§ 93

Arrest i skib kan foretages i det skib, som søretskravet angår. Hvis kravet har en årsag, der er nævnt i § 91, nr. 1-14, kan arrest også foretages i et andet skib, der ejes af den, som ejede det skib, kravet angår, da kravet opstod.

Stk. 2 Hæfter skibets ejer ikke for et krav, der angår skibet, og som har en årsag, der er nævnt i § 91, nr. 1-14, kan arrest foretages i skibet samt i et andet skib, der tilhører den, der hæfter for kravet.

Stk. 3 Skibe har samme ejer, når samtlige skibsparter tilhører den eller de samme personer.

Stk. 4 Uanset bestemmelserne i stk. 1 og 2 kan arrest ikke foretages i skib, hvori der ikke vil kunne foretages udlæg for kravet.

Stk. 5 En fordringshaver kan ikke opnå arrest i skib mere end en gang for samme krav. Det samme gælder, når sikkerhed er stillet for at afværge eller ophæve arrest i skib. Dette gælder dog ikke, hvis fordringshaveren godtgør, at sikkerheden var endeligt frigivet, før den senere arrest blev begæret, eller der er anden særlig grund til at foretage arresten.

§ 94

Inden arrestforretningen påbegyndes eller arrest foretages, kan fogedretten bestemme, at fordringshaveren som betingelse for arrest skal stille sikkerhed for den skade og ulempe, som kan påføres skyldneren ved arresten, dog som udgangspunkt ikke ud over et beløb svarende til 5 dages hyretab for skibet.

Stk. 2 Efter at arrest er foretaget, kan fogedretten som betingelse for arrestens opretholdelse bestemme, at sikkerheden skal forhøjes.

§ 95

Arrest, der støttes på de i § 91, nr. 1-14 og 17, nævnte krav, kan afværges, og foretagen arrest skal ophæves, såfremt der stilles en efter fogedrettens skøn tilstrækkelig sikkerhed for fordringshaverens fordring med tillæg af såvel forfaldne som anslåede renter samt sandsynlige omkostninger i forbindelse med arrestforretningen, arrestsagen og sagen vedrørende fordringen.

Stk. 2 Ved arrest, der støttes på de i § 91, nr. 15 og 16, nævnte krav, kan det mod sikkerhedsstillelse tillades den person, der har skibet i sin besiddelse, at fortsætte med brugen af skibet, eller der kan træffes anden bestemmelse for brugen af skibet i den tid, arresten varer.

§ 96

Bestemmelserne om arrest i retsplejeloven finder i øvrigt anvendelse for arrest i skib.

§§ 97-100

(Ubenyttede)