Søloven § 31

Denne konsoliderede version af søloven er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov nr. 170 af 16. marts 1994,
jf. lovbekendtgørelse nr. 1013 af 29. juni 2023,
som ændret ved lov nr. 599 af 24. juni 2005, lov nr. 526 af 07. juni 2006, lov nr. 1563 af 20. december 2006, lov nr. 249 af 21. marts 2012, lov nr. 1384 af 23. december 2012 og lov nr. 618 af 12. juni 2013

§ 31

Til registrering af arrest, udlæg, dom eller anden offentlig retshandling, der angår et skib eller et ejerpantebrev med pant i et skib, kræves, at anmelderen fremlægger erklæring fra den myndighed, som har foretaget handlingen, eller en udskrift af dens bøger, og handlingen skal angå den, der ifølge registret er beføjet til at råde over skibet, jf. dog stk. 2 og 3.

Stk. 2 Ved udlæg, bortset fra udlæg på grundlag af pantebrev med pant i det udlagte, og arrest i skib og i tilfælde af et skibs salg eller overtagelse ved endelig tvangsauktion skal fogeden snarest muligt foranledige meddelelse herom registreret i skibsregisteret. I tilfælde af konkurs og behandling af dødsbo ved bobestyrer skal skifteretten foranledige meddelelse herom registreret i skibsregisteret, når kurator eller bobestyrer meddeler skifteretten, at boet omfatter et registreret skib.

Stk. 3 Søfartsstyrelsen kan efter forhandling med Justitsministeriet bestemme, at meddelelse om andre afgørelser, der træffes af en domstol, skal anmeldes til registrering af denne.