Sømandsloven § 6

Denne konsoliderede version af sømandsloven er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov om søfarendes ansættelsesforhold m.v.

Lov nr. 420 af 13. juni 1973,
jf. lovbekendtgørelse nr. 335 af 09. april 2024

§ 6

Er ikke andet aftalt om fratrædelseshavn, kan tjenesteaftalen kun opsiges til ophør i dansk havn, som skibet anløber. Opsigelse kan dog, medmindre andet er aftalt, kun ske til fratræden i havne på Færøerne eller i Grønland, hvis den søfarende har bopæl henholdsvis på Færøerne eller i Grønland.

Stk. 2 Har den søfarende ikke bopæl i Danmark, eller er han ikke forhyret i Danmark, kan tjenesteaftalen også opsiges til ophør i fremmed havn, som skibet anløber, medmindre havnen alene anløbes kortvarigt for bunkring eller landsætning af syge eller skadede eller i øvrigt af hensyn til de ombordværendes, skibets eller ladningens sikkerhed.

Stk. 3 Såfremt en tidsbegrænset tjenesteaftale udløber, medens skibet er i søen, fortsætter den søfarendes tjenesteforhold, indtil skibet kommer til havn. Tjenesteforholdet ophører dog ikke i fremmed havn, hvor der gøres kortvarigt ophold, jf. stk. 2.

Stk. 4 Såfremt en søfarende med en tidsbegrænset tjenesteaftale forbliver i tjenesten efter, at aftalen er udløbet, og uden at ny aftale om fratrædelseshavn er indgået, finder stk. 1 og 2 anvendelse.

Stk. 5 Fratræder den søfarende efter rederens opsigelse eller ved udløbet af en tidsbegrænset tjenesteaftale i en havn, som skibet anløber uden for den søfarendes hjemland, har den søfarende ret til rejse med underhold til sin bopæl for rederens regning.