Strafberegningsbekendtgørelsen Kapitel 6

Denne konsoliderede version af strafberegningsbekendtgørelsen er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringsbekendtgørelser i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Bekendtgørelse om beregning af straffetiden m.v.

Bekendtgørelse nr. 411 af 09. april 2015,
som ændret ved bekendtgørelse nr. 411 af 09. april 2015

Kapitel 6 Beregning af reststraffetiden
§ 17

Når fuldbyrdelsen af straffen afbrydes, jf. straffuldbyrdelseslovens §§ 75-76, gøres notat om den dato, afbrydelsen er sket.

Stk. 2 Som dato for afbrydelsen anføres den dag, den dømte

  • 1) har unddraget sig straffuldbyrdelsen ved at undvige eller bortgå fra institutionen,

  • 2) har unddraget sig straffuldbyrdelsen ved at forlade sin bopæl uden for de af kriminalforsorgsområdet fastsatte tidsrum, når den dømte udstår straf på bopælen under intensiv overvågning og kontrol efter straffuldbyrdelseslovens kapitel 13 a,

  • 3) undlader at vende rettidigt tilbage efter et tilladt fravær,

  • 4) anholdes eller varetægtsfængsles i mindst 24 timer,

  • 5) løslades i overensstemmelse med en på forhånd meddelt tilladelse til udsættelse med fuldbyrdelsen af en del af straffen (opdeling), eller i øvrigt

  • 6) løslades efter at have fået tilladelse til strafafbrydelse.

Stk. 3 Hvis en dømt, der selv skal rejse til afsoningsinstitutionen, efter at fuldbyrdelsen er iværksat ved fremmøde i arresthus m.v., ikke ankommer til institutionen uden ugrundet forsinkelse, anses fuldbyrdelsen for afbrudt på afrejsedagen.

§ 18

Udstår den dømte tidsbestemt straf, beregnes reststraffetiden som antallet af hele dage, den dømte på afbrydelsesdagen har tilbage at udstå til og med datoen for endt strafudståelse, jf. § 1, stk. 4.

Stk. 2 Afbrydes fuldbyrdelsen inden tidspunktet for eventuel prøveløsladelse efter straffelovens § 38, stk. 1, eventuelt tillige straffelovens § 38, stk. 2, § 40 a, stk. 1, eller efter straffelovens § 41, stk. 1, beregnes samtidig det antal hele dage, den pågældende har tilbage at udstå indtil eventuel prøveløsladelse. Tilsvarende gælder eventuelt andre dele af straffen, som har betydning for straffuldbyrdelsen, jf. § 16.