Straffuldbyrdelsesloven § 28

Denne konsoliderede version af straffuldbyrdelsesloven er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov om fuldbyrdelse af straf m.v.

Lov nr. 432 af 31. maj 2000,
jf. lovbekendtgørelse nr. 201 af 28. februar 2023,
som ændret ved lov nr. 893 af 21. juni 2022, lov nr. 331 af 28. marts 2023 og lov nr. 1552 af 12. december 2023

Overførsel af indsatte fra fængsel til arresthus
§ 28

En indsat i et fængsel kan overføres til arresthus, hvis

  • 1) det må anses for nødvendigt for at forebygge overgreb på medindsatte, personale eller andre i institutionen eller som led i kriminalforsorgens indsats mod radikalisering og ekstremisme,

  • 2) der er bestemte grunde til at antage, at den indsatte vil undvige, forvolde brand eller indsmugle eller handle med euforiserende stoffer og det må anses for nødvendigt for at forhindre den indsatte i at begå forhold af denne karakter,

  • 3) det må anses for nødvendigt for at beskytte den indsatte mod overgreb eller

  • 4) den indsatte efter de lægelige oplysninger bør overføres til Vestre Hospital.

Stk. 2 En indsat i et åbent fængsel kan endvidere for et bestemt tidsrum af højst 8 uger overføres til et arresthus, såfremt denne overførsel træder i stedet for en overførsel til lukket fængsel efter § 25, stk. 1, 2 eller 3.

Stk. 3 En indsat i et fængsel kan desuden overføres til arresthus, hvis den indsatte selv ønsker det og

  • 1) har udgang til arbejde, uddannelse eller anden godkendt aktivitet eller

  • 2) særlige familiemæssige eller andre personlige forhold taler for det.