Straffuldbyrdelsesloven § 48

Denne konsoliderede version af straffuldbyrdelsesloven er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov om fuldbyrdelse af straf m.v.

Lov nr. 432 af 31. maj 2000,
jf. lovbekendtgørelse nr. 201 af 28. februar 2023,
som ændret ved lov nr. 893 af 21. juni 2022, lov nr. 331 af 28. marts 2023 og lov nr. 1552 af 12. december 2023

§ 48

Tilladelse til udgang betinges af, at den indsatte under udgangen ikke begår strafbart forhold eller i øvrigt misbruger udgangstilladelsen.

Stk. 2 Tilladelsen kan endvidere betinges af andre vilkår, som findes formålstjenlige for at undgå misbrug, herunder at den indsatte under udgangen

  • 1) ledsages af personale fra kriminalforsorgsområdet,

  • 2) overnatter i arresthus, fængsel eller en af kriminalforsorgens udslusningsfængsler,

  • 3) undergiver sig intensiv overvågning og kontrol på bopælen, jf. stk. 3, jf. dog stk. 4,

  • 4) med mellemrum giver møde hos kriminalforsorgen eller hos politiet eller undergiver sig lignende kontrolforanstaltninger og

  • 5) undergiver sig vilkår som nævnt i straffelovens § 57.

Stk. 3 Ved vilkår som nævnt i stk. 2, nr. 3, kan der træffes bestemmelse om, at reglerne i §§ 78 b-78 f eller regler udstedt i medfør heraf helt eller delvis skal finde tilsvarende anvendelse.

Stk. 4 Vilkår som nævnt i stk. 2, nr. 3, kan ikke fastsættes for indsatte, der er idømt fængselsstraf eller forvaring for overtrædelse af straffelovens § 216 eller § 225, jf. § 216.