Sygedagpengeloven Kapitel 14

Denne konsoliderede version af sygedagpengeloven er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov om sygedagpenge

Lov nr. 563 af 09. juni 2006,
jf. lovbekendtgørelse nr. 1179 af 21. september 2023,
som ændret ved lov nr. 753 af 13. juni 2023, lov nr. 754 af 13. juni 2023, lov nr. 1538 af 12. december 2023, lov nr. 1541 af 12. december 2023 og lov nr. 1769 af 28. december 2023

Kapitel 14 1 Beskæftigelseskrav
§ 42

Retten til sygedagpenge er betinget af, at der inden for de seneste 12 måneder har været udøvet selvstændig virksomhed i mindst 6 måneder, heraf den seneste måned forud for sygefraværet. Virksomheden skal være udøvet i mindst halvdelen af den normale overenskomstmæssige ugentlige arbejdstid. Har virksomheden været udøvet i mindre end 6 måneder, medregnes perioder med forudgående beskæftigelse som lønmodtager.

Stk. 2 Ved vurdering af, om beskæftigelseskravet efter stk. 1 er opfyldt, ses bort fra perioder på indtil 2 år, hvor der er ydet godtgørelse for tabt arbejdsfortjeneste efter § 42 i lov om social service og § 87 i barnets lov, plejevederlag efter § 120 i lov om social service og § 90, nr. 11, i barnets lov eller dagpenge til forældre med alvorligt syge børn efter barselsloven. Ved vurderingen kan endvidere helt eller delvis ses bort fra perioden fra og med den 1. marts 2020 til og med den 31. august 2020. Ved vurderingen kan desuden helt eller delvis ses bort fra perioden fra og med den 1. december 2020 til og med den 30. april 2021. For en selvstændig erhvervsdrivende, der i løbet af perioden fra og med den 1. juli 2021 til og med den 30. september 2021 har modtaget arbejdsløshedsdagpenge efter § 57, stk. 8, i lov om arbejdsløshedsforsikring m.v., kan der også ved vurderingen helt eller delvis ses bort fra perioden fra og med den 1. maj 2021 til og med den 30. september 2021.

Stk. 3 En selvstændigt erhvervsdrivende, som får tilskud til bevarelse af beskæftigelsen i egen virksomhed efter § 126 i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats, har uanset bestemmelsen i stk. 1 ret til sygedagpenge som selvstændigt erhvervsdrivende.