Sygedagpengeloven Kapitel 7

Denne konsoliderede version af sygedagpengeloven er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov om sygedagpenge

Lov nr. 563 af 09. juni 2006,
jf. lovbekendtgørelse nr. 1179 af 21. september 2023,
som ændret ved lov nr. 753 af 13. juni 2023, lov nr. 754 af 13. juni 2023, lov nr. 1538 af 12. december 2023, lov nr. 1541 af 12. december 2023 og lov nr. 1769 af 28. december 2023

Kapitel 7 1 Bortfald af ret til sygedagpenge
§ 21

Retten til sygedagpenge bortfalder,

  • I den seneste lovbekendtgørelse på retsinformation er "jf." ved en fejl blevet slettet fra denne bestemmelse. 1) så længe den sygemeldte uden rimelig grund undlader at medvirke ved kommunens opfølgning, jf. kapitel 6 med undtagelse af § 11 b, herunder indsatsen efter lov om en aktiv beskæftigelsesindsats, og så længe den sygemeldte uden rimelig grund undlader at medvirke til kommunens udarbejdelse af rehabiliteringsplanens forberedende del, jf. lov om en aktiv beskæftigelsesindsats §§ 43 og 44, eller undlader at deltage i møde i rehabiliteringsteamet, jf. § 9 i lov om organisering og understøttelse af beskæftigelsesindsatsen m.v.,

  • 2) så længe den sygemeldte mod lægens opfordring afviser at lade sig indlægge på sygehus eller modtage nødvendig lægebehandling, jf. dog § 21 a, eller mod lægens eller kommunens opfordring afviser at deltage i hensigtsmæssig optræning for at genvinde arbejdsevnen, eller

  • 3) hvis den sygemeldte ved sin adfærd forhaler helbredelsen.

Stk. 2 Bortfald af sygedagpenge efter stk. 1, nr. 1 eller 2, er betinget af, at kommunen har givet den sygemeldte en skriftlig orientering om konsekvenserne af, at den sygemeldte undlader at medvirke ved opfølgning eller afviser at modtage nødvendig lægebehandling eller deltage i hensigtsmæssig optræning eller i indsatsen efter lov om en aktiv beskæftigelsesindsats.

Stk. 3 Retten til sygedagpenge ophører, dagen efter at betingelserne for at modtage sygedagpenge ikke længere er opfyldt. Afgørelse om ophør af retten til sygedagpenge kan tidligst træffes, når den sygemeldte har haft lejlighed til at udtale sig om de oplysninger om sagens faktiske omstændigheder, der efter kommunens opfattelse fører til, at betingelserne for at modtage sygedagpenge ikke længere er opfyldt. Kommunen fastsætter en frist for afgivelsen af udtalelsen.

Stk. 4 Udbetaling af sygedagpenge, der er bortfaldet efter stk. 1, nr. 1 eller 2, genoptages dagen efter det tidspunkt, hvor betingelserne for udbetaling af sygedagpenge på ny er opfyldt, hvis dette sker, senest 4 uger efter at den sygemeldte er blevet underrettet om bortfaldet. Udbetaling af sygedagpenge kan kun genoptages én gang under det aktuelle sygedagpengeforløb.

Stk. 5 Når kommunen partshører lønmodtageren i forbindelse med muligt bortfald af sygedagpenge efter stk. 1, skal en arbejdsgiver, der er berettiget til refusion efter § 54, orienteres om det mulige bortfald af sygedagpenge.

§ 21a

Retten til sygedagpenge bortfalder ikke, hvis den sygemeldte afviser at modtage behandling foretaget af en læge i form af operation eller lægeordineret medicin eller lægebehandling af tilsvarende indgribende karakter.

§ 22

Retten til sygedagpenge bortfalder endvidere, så længe den sygemeldte ikke opfylder sin pligt til at anmelde eller dokumentere fraværet, jf. kapitel 12 og 15.

§ 23

Retten til sygedagpenge fra arbejdsgiveren bortfalder

  • 1) hvis lønmodtageren har pådraget sig sygdommen ved forsæt eller grov uagtsomhed,

  • 2) hvis lønmodtageren har fortiet helbredsoplysninger, der har væsentlig betydning for ansættelsesforholdet, herunder for arbejdsgiverens mulighed for ved aftale at kunne opnå refusion for sygedagpenge til lønmodtageren, jf. kapitel 21,

  • 3) under strejke eller lockout, eller

  • 4) hvis lønmodtageren har pådraget sig sygdommen under tjeneste, som er omfattet af lov om erstatning til skadelidte værnepligtige m.fl. eller lov om erstatning til tilskadekomne værnepligtige m.fl.