Sygedagpengeloven § 13a

Denne konsoliderede version af sygedagpengeloven er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov om sygedagpenge

Lov nr. 563 af 09. juni 2006,
jf. lovbekendtgørelse nr. 1179 af 21. september 2023,
som ændret ved lov nr. 753 af 13. juni 2023, lov nr. 754 af 13. juni 2023, lov nr. 1538 af 12. december 2023, lov nr. 1541 af 12. december 2023 og lov nr. 1769 af 28. december 2023

§ 13a

I sager, der er visiteret til kategori 1 efter § 12, stk. 1, nr. 1, skal kommunen iværksætte en opfølgning med opfølgningssamtale og revisitation til kategori 2 eller 3 efter § 12, stk. 1, nr. 2 og 3, hvis sygefraværsperioden varer længere end 8 uger. En efterfølgende opfølgning sker i henhold til revisitationen, jf. §§ 12 og 13 b-13 d.

Stk. 2 For sygemeldte, der er visiteret til kategori 1 efter § 12, stk. 1, nr. 1, fastlægger den enkelte kommune, hvornår og hvordan opfølgningen skal finde sted, og hvad indholdet skal være, jf. dog stk. 4.

Stk. 3 Tilbyder kommunen den sygemeldte aktive tilbud efter kapitel 11 og 14 i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats som led i opfølgningen, jf. stk. 2, er det frivilligt for den sygemeldte at deltage i tilbuddet.

Stk. 4 En sygemeldt, der er visiteret til kategori 1 efter § 12, stk. 1, nr. 1, og som er ledig og medlem af en arbejdsløshedskasse, skal fortsat deltage i kontaktforløb og tilbud efter de regler i kapitel 7, 11, 12, 14 og 26 i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats, som gælder for ledige, der modtager arbejdsløshedsdagpenge efter lov om arbejdsløshedsforsikring m.v. Der skal dog tages hensyn til den sygemeldtes helbredssituation.