Sygedagpengeloven § 47

Denne konsoliderede version af sygedagpengeloven er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov om sygedagpenge

Lov nr. 563 af 09. juni 2006,
jf. lovbekendtgørelse nr. 1179 af 21. september 2023,
som ændret ved lov nr. 753 af 13. juni 2023, lov nr. 754 af 13. juni 2023, lov nr. 1538 af 12. december 2023, lov nr. 1541 af 12. december 2023 og lov nr. 1769 af 28. december 2023

§ 47

Sygedagpenge til lønmodtagere, der er fuldt uarbejdsdygtige på grund af sygdom, beregnes på grundlag af det ugentlige timetal under sygefraværet og den timefortjeneste, som lønmodtageren i gennemsnit har opnået i aktuelle ansættelsesforhold i de seneste 3 afsluttede kalendermåneder forud for første fraværsdag, efter betaling af arbejdsmarkedsbidrag. Opgørelse af timefortjenesten sker på baggrund af indberetninger i henhold til lov om et indkomstregister, jf. dog stk. 2. Sygedagpenge fra arbejdsgiveren beregnes på grundlag af den timefortjeneste, som lønmodtageren ville have været berettiget til under sygefraværet efter betaling af arbejdsmarkedsbidrag hos den pågældende arbejdsgiver.

Stk. 2 Beskæftigelsesministeren kan fastsætte nærmere regler om: Bekendtgørelse om opgørelse af beskæftigelseskrav og beregning af sygedagpenge m.v.

  • 1) Opgørelse af timefortjenesten efter stk. 1, herunder placeringen af indberettede løntimer og indkomst, omregning af indkomst m.v.

  • 2) Medregning af beskæftigelse og indkomster, som ikke er indberettet til indkomstregisteret, jf. lov om et indkomstregister, ved opgørelsen af timefortjenesten.

  • 3) Opgørelse af timetal og anvendelse af andre beregningsperioder end fastsat i stk. 1 for lønmodtagere, hvor beregning efter stk. 1 ikke er mulig eller hensigtsmæssig, herunder lønmodtagere med ukendt eller varierende arbejdstid.

  • 4) Beregning af sygedagpenge for lønmodtagere, der ikke har været i aktuelle ansættelsesforhold de seneste 3 afsluttede kalendermåneder, herunder nyuddannede og nyansatte.

  • 5) Omberegning af sygedagpenge for lønmodtagere, der indbetaler ekstra bidrag på en arbejdsgiveradministreret pensionsopsparing.

  • 6) Omberegning af sygedagpenge i særlige tilfælde.

  • 7) Fravigelse af reglerne i § 50, stk. 1, for lønmodtagere med skiftende arbejdstid, jf. § 50, stk. 2.