Tatoveringslov Kapitel 2

Denne konsoliderede version af tatoveringslov er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov nr. 695 af 08. juni 2018,
som ændret ved lov nr. 815 af 09. juni 2020 og lov nr. 1185 af 08. juni 2021

Kapitel 2 1 Tatoveringssteders pligter
Registrering af tatoveringssteder hos Sikkerhedsstyrelsen
§ 4

Ejeren af et tatoveringssted skal registrere tatoveringsstedet hos Sikkerhedsstyrelsen, jf. dog § 5. Ved registrering skal der oplyses om navn, adresse, telefonnummer, eventuel hjemmesideadresse, antallet af medarbejdere, ansatte og tilknyttede tatovørers navne og kontaktoplysninger og eventuelt cvr-nummer på tatoveringsstedet og på ejeren af tatoveringsstedet. Sker der ændringer i forhold til de registrerede oplysninger, har ejeren af tatoveringsstedet pligt til at opdatere de registrerede oplysninger inden for rimelig tid.

Stk. 2 Det er ikke tilladt at udføre erhvervsmæssig tatovering på et tatoveringssted, der ikke er registreret hos Sikkerhedsstyrelsen.

Stk. 3 Registreringen af et tatoveringssted bortfalder, hvis ejeren af tatoveringsstedet undlader at opretholde registreringen og ikke betaler gebyr, jf. § 16.

Stk. 4 Sikkerhedsstyrelsen opretter et tatoveringsstedsregister og et register over ansatte og tilknyttede tatovører, der er registreret efter stk. 1.

Stk. 5 Sikkerhedsstyrelsen offentliggør oplysninger fra tatoveringsstedsregisteret om, hvilke tatoveringssteder og ansatte og tilknyttede tatovører der er registrerede efter stk. 1.

§ 5

Erhvervsministeren fastsætter nærmere regler om registrering efter § 4, stk. 1, herunder regler om afgrænsning af de tatoveringssteder, der skal lade sig registrere.

§ 6

Erhvervsministeren fastsætter regler om, at registrering og skriftlig kommunikation med Sikkerhedsstyrelsen om forhold, som er omfattet af denne lov eller af regler udstedt i medfør af denne lov, skal foregå digitalt.

Stk. 2 Erhvervsministeren kan fastsætte nærmere regler om digital kommunikation, herunder om anvendelse af bestemte it-systemer, særlige digitale formater og digital signatur el.lign.

Stk. 3 En digital meddelelse anses for at være kommet frem, når den er tilgængelig for adressaten for meddelelsen.

§ 7

Et registreret tatoveringssted skal sikre forsvarlige infektionshygiejniske forhold.

Stk. 2 § 7, stk. 2, træder i kraft den 1. januar 2021, jf. bekendtgørelse nr. 1130 af 30. juni 2020. Tatovører ansat på eller tilknyttet et registreret tatoveringssted skal have gennemført et hygiejnekursus for at tatovere i erhvervsmæssigt øjemed.

Stk. 3 Styrelsen for Patientsikkerhed fastsætter i samarbejde med Statens Serum Institut regler om de infektionshygiejniske krav, der påhviler registrerede tatoveringssteder.

Stk. 4 Statens Serum Institut fastsætter regler om længden og indholdet af det hygiejnekursus, der giver adgang til at tatovere i erhvervsmæssigt øjemed.

§ 8

Et registreret tatoveringssted skal udlevere skriftlig information om risici m.v. ved tatovering til forbrugeren, inden tatovering udføres.

Stk. 2 Styrelsen for Patientsikkerhed fastsætter regler om krav til det skriftlige informationsmateriale til forbrugeren.

§ 9

Et registreret tatoveringssted skal for hver enkelt udført tatovering opbevare oplysninger om navn og adresse på det seneste afsætningsled for de anvendte tatoveringsfarver og om, hvilke tatoveringsfarver der er anvendt til tatoveringen. Oplysningerne skal opbevares på det registrerede tatoveringssted på en sådan måde, at de kan sættes i forbindelse med hver enkelt udført tatovering.

Stk. 2 Et registreret tatoveringssted skal opbevare oplysningerne, der er nævnt i stk. 1, i 5 år.

Stk. 3 Et registreret tatoveringssted skal efter anmodning fra forbrugeren udlevere oplysningerne, der er nævnt i stk. 1, om forbrugerens tatovering.