Tingbogsbekendtgørelsen Kapitel 4

Denne konsoliderede version af tingbogsbekendtgørelsen er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringsbekendtgørelser i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Bekendtgørelse om tinglysning i tingbogen (fast ejendom)

Bekendtgørelse nr. 834 af 03. september 2009,
som ændret ved bekendtgørelse nr. 1039 af 02. september 2010, bekendtgørelse nr. 235 af 23. marts 2011, bekendtgørelse nr. 226 af 28. februar 2012, bekendtgørelse nr. 668 af 11. juni 2013, bekendtgørelse nr. 1601 af 23. december 2013, bekendtgørelse nr. 1538 af 09. december 2016, bekendtgørelse nr. 607 af 30. maj 2018, bekendtgørelse nr. 159 af 21. februar 2019 og bekendtgørelse nr. 1642 af 29. juni 2021

Kapitel 4 Bygninger på fremmed grund mv.
§ 18

Senest samtidig med tinglysning af den første rettighed over en bygning på fremmed grund skal bygningens geografiske placering på grunden noteres i tingbogen.

Stk. 2 Tinglysningsretten kan bestemme, at der skal foreligge en erklæring om bygningens geografiske placering udfærdiget af en landinspektør med beskikkelse. Bestemmelsen i § 28 om geografisk stedfæstelse af servitutter finder tilsvarende anvendelse.

§ 18a

I en ejendom, der er påtænkt opdelt i ejerlejligheder, kan Tinglysningsretten oprette særskilte foreløbige bygningsblade for de enkelte ejerlejligheder, selv om disse endnu ikke er oprettet hos Geodatastyrelsen. Med anmodning om oprettelse af særskilte foreløbige bygningsblade skal følge et rids over den samlede ejendom og de påtænkte ejerlejligheder samt en erklæring fra ejeren om den påtænkte opdeling.

Stk. 2 Når en ejerlejlighed, der har fået et foreløbigt bygningsblad, jf. stk. 1, oprettes hos Geodatastyrelsen, og Geodatastyrelsen har givet Tinglysningsretten meddelelse herom, anses bygningsbladet og de derpå tinglyste rettigheder som endeligt tinglyste. Senest samtidig med meddelelsen fra Geodatastyrelsen skal der for Tinglysningsretten foreligge en erklæring fra en landinspektør med beskikkelse, hvoraf det fremgår, hvilken identitet det enkelte foreløbige bygningsblad har fået hos Geodatastyrelsen.