Tjenestemandsloven 3. del

Denne konsoliderede version af tjenestemandsloven er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov om tjenestemænd

Lov nr. 291 af 18. juni 1969,
jf. lovbekendtgørelse nr. 511 af 18. maj 2017

Kapitel 13 1 Personlige tillæg
§ 55

En tjenestemand, som i medfør af reglerne i § 12 eller af anden årsag, der ikke kan tilregnes den pågældende, overgår til en anden passende stilling, hvor lønnen er lavere end i den hidtidige stilling, bevarer lønnen i den hidtidige stilling.

Stk. 2 Lønnen i den hidtidige stilling omfatter den samlede faste løn, herunder pensionsbidrag til en supplerende pensionsordning. Løndele, der ydes som kompensation for overarbejde, merarbejde eller arbejde på ubekvemme tidspunkter, indgår ikke. Tidsbegrænsede og opgavebestemte løndele indgår indtil periodens udløb henholdsvis opgavevaretagelsens ophør.

Stk. 3 Anciennitetsbetingede lønstigninger ydes på de tidspunkter, hvor tjenestemanden ville have været berettiget hertil ved fortsat ansættelse i den hidtidige stilling.

Stk. 4 Lønnen i den hidtidige stilling fastsættes på grundlag af stillingens lønmæssige placering på nedrykningstidspunktet beregnet efter forholdene på det nye tjenestested.

Stk. 5 Lønnen reguleres i overensstemmelse med generelle reguleringer af tjenestemandslønninger.

Stk. 6 En tjenestemand, som i henhold til stk. 1 har bevaret lønnen i den hidtidige stilling, kan til enhver tid vælge i stedet at overgå til de lønvilkår, der er eller bliver fastsat for den pågældendes ansættelse i den nye stilling.

Kapitel 14 1 Lønforskud og lønforskrivning
§ 56

En tjenestemand kan under ganske særlige og påtrængende omstændigheder opnå et lønforskud uden sikkerhedsstillelse. Regler herom fastsættes af ministeren for offentlig innovation.

§ 57

Efter regler, der fastsættes af ministeren for offentlig innovation, kan tjenestemænd give transport på løn til låneinstitutter, som ved aftale mellem ministeren og de i § 49 nævnte centralorganisationer er anerkendt hertil.

Stk. 2 Bortset fra de tilfælde, der er nævnt i stk. 1, kan tjenestemanden ikke overdrage, pantsætte eller på anden måde råde over løn, der ikke er udbetalt.

Kapitel 15 1 Tjenestefrihed m.v.
§ 58

Vedkommende minister eller den, ministeren bemyndiger dertil, kan bevilge en tjenestemand hel eller delvis tjenestefrihed uden løn og uden optjening af lønanciennitet.

Stk. 2 Ministeren for offentlig innovation kan efter indhentet udtalelse fra Lønningsrådet fastsætte bestemmelser om tjenestefrihed med hel eller delvis bevarelse af løn og lønanciennitetsoptjening.

Stk. 3 Vedkommende minister eller den, ministeren bemyndiger dertil, kan imødekomme en tjenestemands anmodning om nedsat arbejdstid for en begrænset periode eller indtil videre mod tilsvarende nedsættelse af løn og lønanciennitetsoptjening.

Stk. 4 Ministeren for offentlig innovation kan efter indhentet udtalelse fra Lønningsrådet fastsætte bestemmelser om nedsættelse af arbejdstiden uden tilsvarende nedsættelse af løn og lønanciennitetsoptjening.

§ 58a

Ministeren for offentlig innovation kan efter indhentet udtalelse fra Lønningsrådet fastsætte regler om, at tjenestemænd har ret til tjenestefrihed uden løn til nærmere afgrænsede formål.

§ 58b

Vedkommende minister eller den, ministeren bemyndiger dertil, kan inden for rammer, der fastsættes ved aftale i henhold til § 45, gøre uddannelse, hvortil ansættelsesmyndigheden afholder omkostningerne, betinget af, at tjenestemanden på forhånd forpligter sig til at forblive i tjenesten en vis periode efter gennemgået uddannelse, samt af, at løn i uddannelsesperioden og eventuelle øvrige uddannelsesomkostninger helt eller delvis tilbagebetales, hvis denne tjenestepligt ikke opfyldes.

Stk. 2 Bestemmelserne i stk. 1 finder ikke anvendelse på områder, hvor regler om tjenestepligt efter gennemgået uddannelse allerede måtte være fastsat ved lov eller i medfør af lov forud for denne lovs ikrafttræden.

Kapitel 15 a Ansættelse af personer uden dansk indfødsret
§ 58c

Personer uden dansk indfødsret ansættes på tilsvarende vilkår som tjenestemænd i de tilfælde, hvor personer med indfødsret ansættes som tjenestemænd. Bestemmelserne om kongelig udnævnelse finder dog ikke anvendelse.

Kapitel 15 b (Ophævet)
§ 58d

(Ophævet).